Indonesien: Skulle vænne sig til friheden (Hos ECCO sko)

Skulle vænne sig til friheden

Vi kalder det globalisering, men for Mardiati Nur er jobbet hos Ecco Sko i Indonesien bare "godt, fast og udfordrende arbejde"

Artiklen er bragt i HK Industri i 2003

Af Bjarne Wildau

Mens andre danske skoproducenter forlængst har både lukket og slukket, lever Ecco Sko videre fra sit hovedkontor i Bredebro. Men det er de 20.000 ansatte på udenlandske fabrikker, som sikrer vækst og beskæftigelse i Danmark.
Koncernens største fabrik med 4.000 ansatte ligger i Indonesien, der hvert år producerer 3.7 millioner par skafter til sko og støvler.
Her har den 34-årige Mardiati Nur arbejdet siden 1999. Hun leder planlægningen af produktionen. Lønnen er tre millioner rupiah per måned, som er cirka 3.000 kroner. Oveni kommer løn under ferie og sygdom, plus frynsegoder som gratis læge, medicin, mulighed for at købe billige madvarer via fabrikken og gratis transport.
Man kunne mene, at Ecco slipper billigt, men ifølge den lokale militærkommandant i Surabaya betaler den danske koncern for meget. Og der er også alt for mange frynsegoder, mener kommandanten, der flere gange har været på "pænt besøg" hos ledelsen på fabrikken for at bede dem om at holde igen.
Lønnen er 20-25 procent højere end hos tilsvarende virksomheder i området.
- Det har altid været Ecco Skos politik, at vi opfører os ordentligt, uanset hvor vi producerer. Men vi er ikke filantroper, som blot smider penge væk. Det er bare godt for os at behandle folk og det lokale samfund godt. Det betyder, at vi skal passe på miljøet og personalet, siger fabriksdirektør Flemming Jensen.
- Vi bliver gang på gang slået i hovedet med vore såkaldt lave lønninger i lande som Portugal, Slovenien, Thailand og ikke mindst her i Indonesien. Men hvis vi havde holdt os til kun at producere sko i Danmark, havde Ecco Sko været historie i dag. Vi har cirka 400 arbejdspladser i Bredebro og Tønder, netop fordi vi har fabrikker som denne i Indonesien.

Flyttede med manden

Og så er vi tilbage hos Mardiati Nur. Den indonesiske HKer tjener cirka fire gange så meget, som én af de arbejdere, hun planlægger produktionen for. Og hendes løn er tre gange højere end den magister, der for mange år siden lærte hende at tale engelsk.
- Sammenlignet med mit tidligere job hos Roche Indonesia er jeg dog gået 25 procent ned i løn, fortæller Mardiati Nur.
I syv år nød hun godt af den højere løn, der generelt udbetales i hovedstaden Jakarta, hvor leveomkostningerne dog også er tilsvarende højere.
Så hvordan kan det være, at Mardiati Nur fandt på at kvitte et vellønnet job i Jakarta for at flytte 800 kilometer mod øst til landets næststørste by Surabaya - og gå ned i løn?
- Min mand arbejder som psykolog hos det nationale elselskab. Han blev forflyttet her til Surabaya, og som hustru og mor, var jeg tvunget til at sige mit arbejde op og flytte med.
Flytningen kom samtidig med, at Mardiati Nur var gravid. To måneder efter at ægtemanden havde sat sig i sin nye chefstol, fødte hun deres andet barn. Efter endnu seks måneder som hjemmegående skulle der ske noget nyt i hendes liv.
- Jeg kunne ikke fylde min dag ud derhjemme. Jeg vil godt være mere hjemme, end jeg er nu, men jeg skal helst have mit eget arbejde, ellers er jeg ikke godt tilpas, siger Mardiati Nur.

Kulturforskelle

Efter nogle ugers søgen efter job så hun en annonce fra Ecco, der søgte en leder til planlægningsafdelingen.
- Ecco-navnet sagde mig intet. Deres sko er for dyre for de fleste her i landet, så jeg slog firmaet op på nettet. Jeg så, at de havde fabrikker i fem forskellige lande og brugte underleverandører fra hele verden. Det lød spændende, så jeg søgte jobbet.
To ting slog Mardiati Nur under den første jobsamtale hos Ecco.
- Hos Roche var cheferne ældre herrer med gråt eller næsten intet hår. De havde også en tendens til at tale til os, ikke med os. Hos Ecco var cheferne yngre end jeg, de sprang rundt som sportsfolk og forsøgte hele tiden at snakke med mig. De spurgte mig om mine egne ønsker, hvad jeg forventede af dem, og de talte om alle de muligheder og udfordringer, de kunne give mig.
Udfordringerne var næsten for store i starten.
- Jeg kendte intet til skoproduktion. Det var også svært for mig, at jeg havde så mange muligheder. At jeg skulle selv, fortæller Mardiati Nur.
- Hos Roche slog jeg op i en manual, hvis jeg var i tvivl, men hos Ecco forventer de, at jeg selv finder løsninger fra sag til sag. Det giver en stor frihed i arbejdet, men det er også svært. Specielt for nye medarbejdere, som bliver rådvilde. Her i Indonesien bliver arbejdet styret mere, og man skal vænne sig til Ecco-kulturen, siger Mardiati Nur.
Hun ved ikke, hvor længe hun bliver hos den danske skoproducent.
- Jeg blev tvunget hertil af min mands forfremmelse. Og det bliver også ham, som bestemmer over min fremtid. Men så længe, vi bor her i området, bliver jeg.
Der findes endnu ingen børnehaver i Indonesien. Mardiati Nurs to børn passes af en barnepige, mens hun er på arbejde, og en stor del af husarbejdet klares af hushjælp udefra.

Thailand: Handicappede uddannes til turistindustrien

Thailandsk succes med Father Brennans uddannelse: Handicappede efterspurgte i turistindustrien

Replik nr.12/2002

Mahathai kostskolen i thailandske Pattaya har på hundredvis af handicappedes vegne fundet et guldæg: En uddannelse som engelsktalende edb-eksperter. Et "produkt", som især den lokale turistindustri er interesseret i. Alle studerende, som har bestået den nødvendige eksamen, har fået job

Tekst: Bjarne Wildau

Er du turist i Thailand, popper de op alle vegne – de handicappede, som tigger på
det nærmeste gadehjørne, sælger blomster og lotterisedler eller spiller. Alt sammen skjult tiggeri.
Men siden den katolske præst Father Brennan for 11 år siden åbnede Mahathai kostskolen i luder- og badebyen Pattaya, har der eksisteret "en tredje
mulighed", nemlig en uddannelse som engelsktalende computerekspert.
Institutionen har fra start modtaget stor praktisk og økonomisk hjælp fra Danmark.
I begyndelsen meldte man bredt ud, når de færdigt uddannede skulle i job. Men i dag, hvor turisme er et af de vigtigste eksporterhverv i det asiatiske kongerige, satser man mest på netop turistvirksomheder.

Topstilling på luksushotel

Langt de fleste af de studerende er kvinder. En af skolens tidligere elever er den nu 35-årige Chanasta Ruenyen, der fik polio som 3-årig.
Den thailandske kvinde, der er bundet til en kørestol, kom i kontakt med Mahathai kostskolen, da hun var blevet nægtet et job som tjenestemand.
- Jeg bestod alle prøver, men personaleafdelingen mente, at jeg var uegnet, fortæller hun.
Og her otte år senere har hun god grund til at ryste på hovedet ad den melding. Den to-årige edb-uddannelse på Mahathai tog hun uden problemer. Et job var også nemt at finde, nemlig hos det fem-stjernede Pan Pacific Hotel i Bangkok.
Kort tid senere blev hun forfremmet til leder af alle edb-operationer. Nu tjente hun fem gange så meget som en fabriksarbejder. En herlig tilværelse, skulle man mene.

Leder engelskundervisningen

- Men som handicappet bruger jeg længere tid på transport. I Bangkok blev der næsten ikke tid til andet end job og transport samt at spise og sove. Jeg savnede også mine venner på Matathai kostskolen.
Derfor tog det kun sekunder for Chanasta Ruenyen at overveje et tilbud fra skolen om at komme tilbage. Den kontante kendsgerning, at hun gik 65 procent ned i løn, betød intet. Lønnen var stadig stor nok til, at hun kunne hjælpe sin mor økonomisk.
- I de første år fungerede jeg blandt andet som pr-medarbejder for alle Father Brennans institutioner. Nu er jeg leder af engelskundervisningen her på Matathai, siger Chanasta Ruenyen, som desuden påtager sig en række sideopgaver i arbejdet.
Mange er dem er inspireret af den helt klare forskelsbehandling, som handicappede piger og kvinder udsættes for.
- Mange familier synes stadig, at det er spild af tid og penge at give deres handicappede døtre en uddannelse. Derfor har vi problemer med at skaffe kvinder nok her til skolen, siger Chanasta Ruenyen.

Lærere er gode eksempler
En af de unge kvinder, som trods alle odds er kommet ind på skolen, er Khamlai Sanurkij, der studerer brug og programmering af edb.
- På skolen lærer jeg at forstå og acceptere mig selv og at få mest muligt ud af mine evner. Mange lærerne er også handicappede. De viser os vejen som gode eksempler på, hvordan man skal gribe sit eget liv an. Vi får vi også mange venner her på skolen. Vi hjælper hinanden med at komme videre trods vore handicaps, siger den unge edb-studerende, som er sikker på, at hun kan få et job i den thailandske turistindustri. Allerhelst tæt på sine venner i Pattaya.

-------
Frivillige lærere:
Dansk hjælp på engelsk

Mahathai-skolen har opgivet at bruge lokale undervisere og rækker oftest ud mod danske frivillige, når der skal findes lærere, som dels er dygtige nok, dels er indstillet på at arbejde på de økonomisk dårlige betingelser, som skolen i Pattaya kan tilbyde – en af dem er Laura Arendt

Tekst: Bjarne Wildau

Meget få thailændere taler så godt engelsk, at de kan undervise andre. Dem,
som endelig magter den opgave, vælger oftest mere lukrative job i det private erhvervsliv. Et faktum, som bestemt også skinner igennem på Matahai kostskolen for handicappede, hvor man netop satser på at give eleverne engelskkundskaber på så højt et professionelt niveau, som det nu en gang er muligt.
Indtil videre har skolen opgivet at bruge lokale undervisere, og man rækker derfor oftest ud mod danske frivillige, når der skal findes lærere, som dels er dygtige nok, dels er indstillet på at arbejde på de økonomisk dårlige betingelser, som man kan tilbyde på skolen i Pattaya.

Frivillig på tredje år
Laura Arendt fra Århus er en af de unge danske frivillige, som selv har finansieret deres rejse og det meste af udgiften til deres ophold for at hjælpe til i Thailand.
- Jeg har nu været her i næsten to år og har netop sagt ja til at blive her endnu et år, siger Laura Arendt.
Hun forlængede sit ophold første gang, efter at hun var blevet stillet over for den kendsgerning, at hvis hun insisterede på at rejse videre, ja så ville en stor gruppe af skolens elever miste deres engelskundervisning og dermed også deres uddannelse som edb-eksperter med gode engelskkundskaber.
- Det kunne jeg simpelthen ikke leve med, og da jeg samtidigt nyder at være
her, har jeg ingen problemer med at forlænge mine ophold, fortæller Laura Arendt.

Gør en forskel
En af grundene er uden tvivl, at der ikke er problemer med at se, hvor meget gavn hun gør, og hvor glade man er for hendes indsats både i skolens ledelse og blandt eleverne.
- Det betyder selvfølgelig meget for mig. Prøv at sammenligne min rolle her med, hvad jeg ville opleve, hvis jeg arbejdede med noget tilsvarende hjemme i Danmark. Der ville man dårligt nok opdage forskellen, hvis jeg stoppede med at undervise. En anden ville blot overtage mit job, og alt ville blot køre videre. Modsat her, siger Laura Arendt, som dog ikke har været i Thailand længere, end at hun stadig gør sig mange tanker om sine elever og deres muligheder.

- Når man ser, hvor dårligt handicappede ellers lever i Thailand, er det dejligt at opleve eleverne her på Mahathai kostskolen for handicappede. De kan simpelthen klare mindst lige så meget som vi andre, men på grund af deres handicaps gør de det blot på deres egne måder, siger Laura Arendt.

Tyrkiet: Ordblind dansk Edb- konsulent i Istanbul

PROSAbladet Februar 2001

Ordblind dansk Edb-konsulent i Istanbul

Programmør Michael Andersen flyttede for fem år siden fra et sikkert job hos Nordjyllands Amt til et profitabelt liv som edb-konsulent i Istanbul. Siden da har jorden i dobbelt forstand rystet under ham

Af Bjarne Wildau

ANDERSEN, står der på et skilt ved siden af hoveddøren på en af de mere mondæne ejendomme i Sisli, en forstad til Istanbul. Oppe på anden sal tager Michael Andersen imod og byder på kaffe i dagligstuen. Hans fem år gamle firma, Andersen Computer Consultans Ltd., holder til længere nede ad gangen.

Mens en hund snuser sig til nye oplevelser, og en kat sover videre, viser Michael Andersen rundt i den forhenværende herskabslejlighed. I et hjørneværelse er tre skriveborde stillet op. Firmaer som Tetra Pak, Atlas Copco, og Cowi Consult var blandt kunderne hos Michael Andersen, der lukrerede på den ringe kvalitet, som den lokale computer-branche stod for. Skrivebordene blev dog ryddet, da den asiatiske krise fejede hen over Tyrkiet.

Den historie vender vi tilbage til. I dagligstuen kommer historien om programmøren, som skiftede et liv som fastansat hos teknisk forvaltning i Nordjyllands Amt ud med en langt mere usikker hverdag som konsulent i eksotiske Istanbul.

Svært at få job

Det hele begyndte, da Michael Andersen midt i 80'erne fik den for ham skøre idé at ville læse til edb-assistent.

"Jeg er ordblind, har altid haft svært ved at læse, men jeg kunne hurtigt se, at jeg havde talent for programmering", husker Michael Andersen, som først blev accepteret til uddannelse, da han kom med en dispensation fra Undervisningsministeriet i hånden.

Kampen for at få uddannelsen var dog småting, sammenlignet med problemerne med at få et job, da uddannelsen var bestået. De folk, der fik hans ansøgninger, troede ikke på, at en ordblind kunne fylde det ledige job ud.

"Jeg havde heldet med mig, da jeg kom med i et projekt, som var finansieret af det daværende EF (EU), som skulle få unge i arbejde. Projektet skaffede mig i praktik hos Nordjyllands Amt. Ansættelsen på prøve blev forlænget den ene gang efter den anden, indtil jeg fik fastansættelse."

Karrieren hos Nordjyllands Amt begyndte med deltagelsen i det gigantiske projekt, det var at overføre administrationen til edb. Michael Andersen blev koblet på servicedelen næsten fra begyndelsen.

God til brugerkontakt

"Jeg har altid været god til kontakten med brugerne. Mens mange edb-folk nærmest blev fornærmede, når brugerne ikke kunne finde ud af dét, de som eksperter havde lavet, syntes jeg, at det var en vanvittig spændende del af faget. Jobbet gav mig en masse gode oplevelser i den nordjyske administration", konstaterer Michael Andersen, som i flere år var det eneste PROSA-medlem hos Nordjyllands Amt.

Jo, han følte sig presset ind i mellem, men generelt gik det helt godt med at samarbejde med de øvrige kolleger. Når man altså lige ser bort fra, at kollegerne i amtet var med i den ene afstemning efter den anden, uden at han selv, som Prosamedlem, kunne deltage.

Koldt at være tyrk i Danmark

Under en ferie i Tyrkiet, mødte han en tyrkisk bar-servitrice, som ikke var sådan at slippe. En maveforgiftning forlængede opholdet, og efter fem uger kom han hjem. Som en gift mand. Folk troede, at han var blevet splittergal. Men der var krummer i kvinden. På tre måneder lærte hun dansk.

Et år senere var et rengøringsjob skiftet ud med en karriere som sælger af danske fisk i Tyrkiet. Desværre blev det koldere at være tyrk i det nordjyske. For fem år siden brugte parret orlovsordningen til at komme til Tyrkiet. Tiden blev brugt til lidt ferie, men der blev også tid til markedsundersøgelse i edb-branchen og til etablering af konsulentfirmaet.

Lav tyrkisk kvalitet

"Når udenlandske koncerner etablerede sig her i Tyrkiet, blev de oftest chokerede over den kvalitet, som den lokale edb-branche bød dem. Derfor var det naturligt nok den del af erhvervslivet, jeg satsede på", siger Michael Andersen.

I Tyrkiet sker tingene, "hvis gud vil". Det betyder efter Michael Andersens mening, at man aldrig har styr på noget som helst, hvis man som udenlandsk firma med aktiviteter i en by som Istanbul vælger at satse på lokale folk.

"Jeg satsede fra starten bl.a. på kabling og servicering af kabling. Jeg rev i begyndelsen mange af mine installationer udført af mine egne underleverandører ned, fordi kvaliteten var for dårlig. Men hen ad vejen lykkedes det at finde folk, der forstod, hvad jeg mente, når jeg snakkede om kvalitet."

Prisaftaler og serviceniveau

De lokale afdelinger af de store internationale hardware- producenter har til gengæld aldrig lært at leve med Michael Andersen.

"Tetra Pak havde en global prisaftale med en af de store i branchen. Og som konsulent var jeg konstant efter den lokale afdeling for at få dem til at respektere prisaftalen. De prøvede stort set hver eneste gang at fakturere højere lokale priser. Jeg har også klaget flere gange til selskabets Europa-kontor, over deres service i Tyrkiet. Og så er tyrkiske mænd utroligt ærekære. De bruger hellere en uge på ikke at komme ud af stedet med et problem, end at trække på de fremragende netværk der findes", siger Michael Andersen, som ofte er gået direkte til hovedkontorerne.

Tyrkisk krise

Hos Andersen Computer Consultans Ltd. fik kunderne noget for pengene. Michael Andersen fik da også belønnet sin indsats. De første to år var forrygende gode. Desværre bredte den asiatiske krise sig til Tyrkiet. Flere af de store kunder, som Tetra Pak, trak sig ud af landet, og dermed forsvandt grundlaget for Michael Andersens aktiviteter. Da landet var på vej op igen, kom jordskælvet. Det var frygteligt. Landet blev sendt i chok, og Tyrkiet er stadig i chok på mange måder . Investeringer i edb-branchen er fortsat hæmmet. Og det bliver ikke bedre af, at tyrkere altid vil vælge det tilbud, som på forkant virker billigst.

"De kunder, jeg kontakter, kan ikke forstå, at jeg skal have meget mere for mit arbejde, men at jeg til gengæld bruger kortere tid og derved bliver billigst i den sidste ende. Så jeg trænger snart til at få vejret økonomisk", siger Michael Andersen, der vil gøre alt for at kunne blive i Istanbul. Men lykkes det ikke at få et job lokalt, vil han prøve at komme til Australien.

I ventetiden har han kontaktet flere af de danske software-firmaer. Tyrkiet har verdens største advokat-stand. "Hvorfor ikke tilpasse et af de danske systemer til tyrkisk", tænkte Michael Andersen. Men forsøgene på at overbevise danske kolleger om, at Tyrkiet er noget at satse på, har været forgæves.

"Det er som om, danske firmaer ikke er gearet til at tænke på nye utraditionelle markeder, når man lige ser bort fra koncerner som Grundfos, Danfoss, og A. P. Møller", siger Michael Andersen.

Thailand: Dansk Ingeniør Med Succes i Thailand

Til Ingeniørens jobtillæg i 2002

Thailand: Dansk ingeniør med succes i Bangkok

Dansk ingeniør med succes i Bangkok Den tidligere salgschef hos F.L.Schmidt, ingeniør Hans Jørgen Nielsen,etablerede for fem år siden det rådgivende ingeniør- firma LV Technology i Bangkok

Af Bjarne Wildau
(artiklen er beskyttet af loven om ophavsret)

Efter flere år som ansvarlig for nogle af de størstekontrakter, der blev hevet hjem til FLS, var det Hans Jørgen Nielsens spring over på den anden side af skrivebordet, som på langt sigt, førte til ”den gode idé”. Ombygning af cementfabrikker, og dermed etablering af virksomheden LV Technology i 1998.
Fire år efter den førstekontrakt til virksomheden, er der afsluttet 200 kontrakter på rådgivning ved om- bygning af selvsplinternyeanlæg. Og en af de størstekunder er netop FLS.
Om han kan springe over et skrivebord?
Helt sikkert.53-årige Hans Jørgen Nielsen har udført den øvelse adskillige gange. I 15 år sad han på FLS- siden, ikke mindst når han som salgs- chef for Asien, solgte cementfabrikker i et stærkt ekspanderende område. Da hans størstekunde i Indonesien, den statsejede virksomhed Indocement, spurgte om ikke han havde lyst til at hjælpe med at købe ind hos netop FLS, tog han det første spring, over på den anden side af bordet. Nu skulle der ikkesælges, men købes ind. Så godt og så billigt som muligt. I forbindelse med det fireårige samarbejde med indoneserne, udviklede Hans Jørgen Nielsen nogle systemer til ombygning af møller til formaling af råmaterialer for cement.
Systemerne gav en energibesparelse på mindst ti pct. og en gedigen forøgelse af produktionen.Typisk ville investeringen være tjent ind på mellem otte og ti måneder. Ud af den første ombygning, er der vokset et internationalt rådgivnings- firma, LV Technology med hovedsæde i Bangkok, et datterselskab i Indien, og i alt 60 ansatte.
Og hvem blevkunde hos Hans Jørgen Nielsen. Det gjorde FLS, som i 1999 købtelicensrettighederne for hele verden, undtagen Asien, gældende for de følgende ti år.
»Jeg blev ansat hos FLS midt i 70’erne. Min sidste funktion var som salgsdirektør i Asien. I den periode jeg havde ansvaret, afsluttede vi ordrer for mindst 350 mio. dollars,« forklarer Hans Jørgen Nielsen.

Kender facit

I forbindelsen med et opkøb af et amerikansk firma, ville FLS sidst i 80’erne lægge salgsarbejdet over på amerikanske hænder.
»Det havde jeg meget svært ved at forstå. Men jeg var jo nok blevet hos FLS, hvor jeg havde mange af mine venner, hvis ikke der var kommet et tilbud fra en indonesisk virksomhed, som ville have mig til at rådgive ved indkøb af cementfabrikker. Og da indoneserne accepterede, hvad jeg selv syntes var et fyrsteligt lønkrav, og samtidigt gav mig lov til at have andre kunder ved siden af. Ja,så rykkede jeg over på den anden side af skrivebordet som indkøber.« Et arbejde som Hans Jørgen Nielsen husker som langt mere spændende, end at sælge:
»Du styrer forløbet og du kender facit på forhånd,« siger han, som i sin tid som sælger hos FLS, kun tabte et enkelt tilbud. I de fem år Hans Jørgen Nielsen fungerede som rådgiver i Indonesien, var han rådgiver på kontrakter til mellem 600 dollar og 700 dollar. Siden fik han selvstændige opgaver i lande som Thailand og Filippinerne. Da den økonomiske krise ramte Fjernøsten, var han en af de få cementeksperter, som ikke flygtede fra opstandene i Indonesien. Et stort projekt med ombygning af cementovne og møller skulle gennemføres af FLS og et tysk firma.
»Tyskerne dukkede aldrig op, og jeg fik i stedet ansvaret for deres del af projektet. De metoder jeg indførte, skulle give en energibesparelse på fra 10-20 pct. Den ambition gik i opfyldelse, men det viste sig også, at ombygningen gav en produktionsforøgelse på 20 pct.«
Ombygningens resultater blev begyndelsen på virksomheden LV Technology (LV står for de to døtre Lærke og Vibes initialer). Med et indhug i Hans Jørgen Nielsens private opsparing, blev der opslået hovedkvarter i Bangkok.

Introduktion på børs II

Det første år, blev der skrevet kontrakter om rådgivning af 28 ombygninger. I 2002 blev der solgt 73 om- bygninger fordelt over det meste af kloden. Og i skrivende stund er der solgt flere end 200 anlæg, dels fra Bangkok, dels fra det indiske datter- selskab. De 200 ombygninger har medført et nedsat forbrug på 40 megawatt, det samme som et typisk dansk elværkproducerer. »I begyndelsen var det kun ældre anlæg, vi tog fat på. Men i dag sker det ofte, at vi rykker ind samme dag, som giganter som FLS har afleveret helt nye anlæg. Vi henvender os nu også til andre brancher. Det første anlæg i minedrift fungerer nu i Sydafrika. Møllen formaler råmaterialer med næsten samme resultat, som når det gælder cement.«
De godt 60 ansatte er på overskudsdeling, og det har Hans Jørgen Nielsen det meget fint med. Noget af det, han er mest stolt af, er den ihærdighed, som både de fem skandinavisk ansatte, og ikke mindst de lokale, viser.
»Kun fem har forladt firmaet i de godt fire år, firmaet har eksisteret,« siger den danske ingeniør, som måske har taget sit sidste spring over et skrivebord. I kalenderen står der i den kommende tid lande som Iran, Indonesien, Grækenland, Libanon, og Brasilien. I samme periode rykker LV Technology et par etager ned i den thailandske skyskraber, hvor 700 kvadratmeter tages i brug. Og om få måneder bliver virksomheden introduceret på Børs II i Bangkok.

Schweiz: Artikler om Per Jessen, Zurich

Jeg har over en periode på ca. fire år skrevet to artikler om Per Jessen. Software specialisten med en fortid hos den hedengangne "Provinsbankenken", driver nu eget firma sammen med sin græsk- engelske hustru i en forstad til Zurich.

Per har hængt de to artikler ud på Internettet. Der kan du se og læse dem i den endelige version som de blev offentliggjort i ugeavisen "Århus Onsdag".

http://jessen.ch/aarhus-onsdag/

God læselyst

Bjarne

USA: Dansker hos Microsoft i Seattle med evnen for det umulige

Magisterbladet nr. 7 - 15. april 2005

Evnen for det umulige

Tidligere forskningsadjunkt Bo Thiesson fra Aalborg Universitet begyndte allerede som datalogistuderende at interessere sig for den intelligente computer. Inden han var færdig med sin ph.d., prikkede Microsoft Research ham på skulderen med et tilbud om at komme til koncernens forskningscenter i Seattle.

Tekst og foto af Bjarne Wildau

Slår man Bo Thiessons navn op på søgemaskinen Google.com, bruger den 16 sekunder på at finde 418 artikler - plus det løse - som den tidligere adjunkt fra Aalborg Universitet er involveret i. Kun et par stykker af dem har dansk tilknytning. Rigtigt gættet. Det internationale forskermiljø i datalogi har for længst taget forskeren med speciale i intelligente computerprogrammer til sig.

Udviklingen tog for alvor fart, da Microsofts forskningscenter i 1996 gav ham så godt et tilbud, at det var umuligt at modstå et farvel til universitetsmiljøet i det nordjyske og et goddag til verdens største og førende center af sin art.

"Jeg har altid været god til matematik".

Jeg tror, det var det, der gav mig interessen for computere og ikke mindst for det, som fik dem til at fungere. Nemlig programmerne", siger Bo Thiesson.

Og da han var nu var inde i datalogiens verden, kom det helt naturligt, at han begyndte at bevæge sig i grænselandet mellem det mulige og det umulige. Målet var at få computeren til at lære fra data, simpelthen at blive klogere ud fra det programmet arbejdede med. Tidligere blev det kaldt intelligente systemer, men i dag betegnes det som ekspertsystemer.

Kunne ikke lade sig gøre i Ålborg

"Jeg ville læse hovedfag i ekspertsystemer. Men det kunne ikke lade sig gøre i Ålborg. Der gik et helt år med at arbejde med en løsning på det problem, indtil en af fagets guruer meldte tilbage, at jeg kunne få lov til at sammensætte mit eget hovedfag", fortæller Bo Thiesson.

Hovedfaget blev så klaret i en gruppe på fire. Bo var den eneste datalog, de tre andre var statistikere. Den faglige udvikling fortsatte i form af et sporskifte.

"Jeg blev ph.d.-studerende i statistik. Grunden til, at jeg kunne skifte, var netop, at ekspertsystemer, som bygger på maskinindlæring, har en masse statistik i sig".

Undervejs i ph.d.-studiet blev Bo Thiesson gift med Tine, som tog med, da der var mulighed for et års studier på Standford University i Silicon Valley. Efter hjemkomsten, ikke mindst til jobbet som forskningsadjunkt på Aalborg Universitet, var det meget svært at falde til ro.

"Der var en hvis charme ved at være i USA. Og selv om vi fagligt gjorde det utroligt godt i Ålborg, så gav opholdet i Silicon Valley mig altså fornemmelsen af at være der, hvor det meste skete. Det var utroligt spændende. Og jeg var bestemt klar til at tage af sted igen", siger Bo Thiesson.

Mens ph.d.-studiet gik fremad som planlagt, affødte det flere artikler om netop ekspertsystemer. Samtidig deltog han i flere faglige konferencer.

"Det viste sig, at noget af det, som jeg forskede i og skrev artikler om, netop var viden, som Microsoft havde brug for. På en konference i Denver, Colorado, blev jeg kontaktet af ledelsen på Microsoft Research. De tilbød mig muligheden for at komme til Microsoft i Seattle og arbejde med det, der var mit faglige liv".

"Bliv, bliv, bliv"

Tilbage i Ålborg endnu en gang blev der holdt konference. Det var i 1996, og sønnen Frederik var lige blevet født. På Bo Thiessons side var det det første barnebarn. Det var store beslutninger, der lå for. Skulle hustruen sige sit job op, skippe karrieren - i det mindste for en tid - og kunne man gøre det umulige over for familien, nemlig at tage det første barnebarn over på den anden side af både Atlanten og USA?

"Jeg lavede en aftale med Microsoft om, at både min hustru, Frederik og jeg selv kunne tage til Seattle i tre måneder. Vi kunne som familie se, om det var noget for os, og Microsoft kunne så også finde ud af, om jeg var noget for dem. De tre måneder gik, og så var det tid til at tage beslutninger. Microsoft var hurtigt inde med et "bliv, bliv, bliv", og hos familien Thiesson var det også nemt at komme til et facit. Det lød sådan her:

"Tine og jeg blev enige om, at Seattle ville være et fantastisk dejligt sted at bo. Havet, stranden og klimaet, som er mildere end det danske. Jeg blev tilbudt en løn, så jeg mageligt kunne forsørge hele familien. Og da vi gerne ville have flere børn, kunne min hustru koncentrere sig om det", fortæller Thiesson begejstret.

Rodløsheden, rastløsheden, alt det, som Bo Thiesson havde slæbt med hjem i kufferten fra Silicon Valley, ja det blev efterladt i Ålborg.

"Det var fantastisk dejligt at komme her over. Microsoft er nok det bedste sted, jeg kan arbejde med netop min uddannelse og mit speciale. Den forskningsgruppe, jeg er med i, er meget stærk på sit område. På den sidste konference inden for vores hovedområde, med 400 deltagere, kom 10 procent af artiklerne fra netop vores gruppe.

Koreansk er det nemmeste

Måden, hvorpå Bo Thiesson kom ind i et af sine mest succesfyldte projekter, siger meget om den åbne verden, som forskningsmiljøet hos Microsoft oftest er. Han fortæller:

"Jeg har været med til at lave Vision, et program, der laver videofilm om til tegnefilm. Kollegaen, der først arbejdede med projektet, fandt mig ude på gangen, hvor jeg deltog i en mindre diskussion foran en af de mange tavler, der er sat op. Han havde et statistisk problem. Ja det vil sige, på det tidspunkt vidste han ikke, at det handlede om statistik. Det fandt vi ud af senere, og programmet kom til at fungere".

"Netop nu arbejder jeg mest med håndskriftgenkendelse. Det er her at mit speciale i ekspertsystemer er værdifuldt. Vi har på Microsoft Research verdens største samling af håndskrifter, som vi bruger til programmet, der kan genkende håndskrift. Kinesisk og japansk er nemme. Det allernemmeste er koreansk. Det, jeg udvikler, er systemer, som giver programmet evnen til at lære. Jeg får computeren til at være intelligent, så den kan justere håndskriftsmodellen ind på en personlig håndskrift", forklarer Bo Thiesson.

Til barbecue hos Bill Gates

Og sådan kører arbejdslivet videre. Enkelte småjob dukker op ved siden af de store projekter. Blandt andet succesrige forsøg på at fange hackere. Privat går det også godt:

"Vi har nu tre børn, fra otte til tre år. De økonomiske fordele ved at have et job som mit betyder, at vi har stor frihed. Vi har gæster tre til fire måneder om året, så vi har købt et hus, der er så stort, at der er plads til alle, så meget plads, at man også kan have tid for sig selv. Lige nu tænker vi på at købe et ekstra hus i Florida, Californien eller på Bahamas", konstaterer Bo Thiesson, som er lidt tøvende med at fortælle om sine ansættelsesbetingelser.

"Jeg har en løn så stor, at det ville være umuligt at finde noget tilsvarende i Danmark. Heldigvis er det ikke kun et spørgsmål om penge. Fagligt set er Microsoft Research det absolut bedste sted for mig. Oven i lønnen er der sygeforsikring for hele familien, vi får aktier og aktieoptioner, alt efter hvilken position man har i organisationen", siger den tidligere forskningsadjunkt, som i hvert fald er så højt oppe i organisationen, at han deltager i møder med verdens rigeste mand, stifteren af Microsoft, Bill Gates.