Indonesien: Skulle vænne sig til friheden (Hos ECCO sko)

Skulle vænne sig til friheden

Vi kalder det globalisering, men for Mardiati Nur er jobbet hos Ecco Sko i Indonesien bare "godt, fast og udfordrende arbejde"

Artiklen er bragt i HK Industri i 2003

Af Bjarne Wildau

Mens andre danske skoproducenter forlængst har både lukket og slukket, lever Ecco Sko videre fra sit hovedkontor i Bredebro. Men det er de 20.000 ansatte på udenlandske fabrikker, som sikrer vækst og beskæftigelse i Danmark.
Koncernens største fabrik med 4.000 ansatte ligger i Indonesien, der hvert år producerer 3.7 millioner par skafter til sko og støvler.
Her har den 34-årige Mardiati Nur arbejdet siden 1999. Hun leder planlægningen af produktionen. Lønnen er tre millioner rupiah per måned, som er cirka 3.000 kroner. Oveni kommer løn under ferie og sygdom, plus frynsegoder som gratis læge, medicin, mulighed for at købe billige madvarer via fabrikken og gratis transport.
Man kunne mene, at Ecco slipper billigt, men ifølge den lokale militærkommandant i Surabaya betaler den danske koncern for meget. Og der er også alt for mange frynsegoder, mener kommandanten, der flere gange har været på "pænt besøg" hos ledelsen på fabrikken for at bede dem om at holde igen.
Lønnen er 20-25 procent højere end hos tilsvarende virksomheder i området.
- Det har altid været Ecco Skos politik, at vi opfører os ordentligt, uanset hvor vi producerer. Men vi er ikke filantroper, som blot smider penge væk. Det er bare godt for os at behandle folk og det lokale samfund godt. Det betyder, at vi skal passe på miljøet og personalet, siger fabriksdirektør Flemming Jensen.
- Vi bliver gang på gang slået i hovedet med vore såkaldt lave lønninger i lande som Portugal, Slovenien, Thailand og ikke mindst her i Indonesien. Men hvis vi havde holdt os til kun at producere sko i Danmark, havde Ecco Sko været historie i dag. Vi har cirka 400 arbejdspladser i Bredebro og Tønder, netop fordi vi har fabrikker som denne i Indonesien.

Flyttede med manden

Og så er vi tilbage hos Mardiati Nur. Den indonesiske HKer tjener cirka fire gange så meget, som én af de arbejdere, hun planlægger produktionen for. Og hendes løn er tre gange højere end den magister, der for mange år siden lærte hende at tale engelsk.
- Sammenlignet med mit tidligere job hos Roche Indonesia er jeg dog gået 25 procent ned i løn, fortæller Mardiati Nur.
I syv år nød hun godt af den højere løn, der generelt udbetales i hovedstaden Jakarta, hvor leveomkostningerne dog også er tilsvarende højere.
Så hvordan kan det være, at Mardiati Nur fandt på at kvitte et vellønnet job i Jakarta for at flytte 800 kilometer mod øst til landets næststørste by Surabaya - og gå ned i løn?
- Min mand arbejder som psykolog hos det nationale elselskab. Han blev forflyttet her til Surabaya, og som hustru og mor, var jeg tvunget til at sige mit arbejde op og flytte med.
Flytningen kom samtidig med, at Mardiati Nur var gravid. To måneder efter at ægtemanden havde sat sig i sin nye chefstol, fødte hun deres andet barn. Efter endnu seks måneder som hjemmegående skulle der ske noget nyt i hendes liv.
- Jeg kunne ikke fylde min dag ud derhjemme. Jeg vil godt være mere hjemme, end jeg er nu, men jeg skal helst have mit eget arbejde, ellers er jeg ikke godt tilpas, siger Mardiati Nur.

Kulturforskelle

Efter nogle ugers søgen efter job så hun en annonce fra Ecco, der søgte en leder til planlægningsafdelingen.
- Ecco-navnet sagde mig intet. Deres sko er for dyre for de fleste her i landet, så jeg slog firmaet op på nettet. Jeg så, at de havde fabrikker i fem forskellige lande og brugte underleverandører fra hele verden. Det lød spændende, så jeg søgte jobbet.
To ting slog Mardiati Nur under den første jobsamtale hos Ecco.
- Hos Roche var cheferne ældre herrer med gråt eller næsten intet hår. De havde også en tendens til at tale til os, ikke med os. Hos Ecco var cheferne yngre end jeg, de sprang rundt som sportsfolk og forsøgte hele tiden at snakke med mig. De spurgte mig om mine egne ønsker, hvad jeg forventede af dem, og de talte om alle de muligheder og udfordringer, de kunne give mig.
Udfordringerne var næsten for store i starten.
- Jeg kendte intet til skoproduktion. Det var også svært for mig, at jeg havde så mange muligheder. At jeg skulle selv, fortæller Mardiati Nur.
- Hos Roche slog jeg op i en manual, hvis jeg var i tvivl, men hos Ecco forventer de, at jeg selv finder løsninger fra sag til sag. Det giver en stor frihed i arbejdet, men det er også svært. Specielt for nye medarbejdere, som bliver rådvilde. Her i Indonesien bliver arbejdet styret mere, og man skal vænne sig til Ecco-kulturen, siger Mardiati Nur.
Hun ved ikke, hvor længe hun bliver hos den danske skoproducent.
- Jeg blev tvunget hertil af min mands forfremmelse. Og det bliver også ham, som bestemmer over min fremtid. Men så længe, vi bor her i området, bliver jeg.
Der findes endnu ingen børnehaver i Indonesien. Mardiati Nurs to børn passes af en barnepige, mens hun er på arbejde, og en stor del af husarbejdet klares af hushjælp udefra.