Hong Kong: Blev sømandspræst- der skulle jo ske noget

Artiklen her er vinklet til et århusiansk blad, og offentliggjort i foråret 2007

Af Bjarne Wildau (Denne artikel er omfattet af loven om ophavsret)

Han var præst i Lystrup, et sogn som Hans Aage Koller Nielsen, 53, selv beskriver som det bedste i Danmark. Folk myldrede til, når der var gudstjeneste, og præstegården og ikke mindst haven var vidunderlig.
- Men så rundede jeg de 40, og det var som om der skete noget. Det var som om jeg skulle gøre op med mig selv, hvad det var jeg ville. Blive i den velkendte hverdag i Lystrup, eller prøve noget andet.
Som faldet fra himlen, fik Hans Aage Koller Nielsen en forespørgsel fra den daværende biskop Herluf Eriksen.
- Han fortalte at der var et ledigt embede i Sømandskirken i Rotterdam. Om det var noget for mig.
Det var det, og det blev til 7 herlige år i Holland, inden ungkarlepræsten rykkede videre til endnu en sømandskirke, nu 180 grader modsat Rotterdam, nemlig i Hong Kong.
Det er en tirsdag formiddag i Hong Kong, midt i regntiden. Tilfældigt, men heldigt, holder Hans Aage Koller Nielsen, til i den danske sømandskirkes kontor, blot 500 meter fra det gæstehus, hvor jeg sent i aftes fandt et ledigt værelse. Nemlig i Mariners Club i Kawloon på fastlandet.
Da jeg går op ad den lange trappe i bygningen der tilhører det engelske missonsselskab for søfarere, hvor sømandskirken har lejet sig ind med kontor og præstebolig, sker det uden aftale. De e-mails jeg har sendt, er ikke blevet besvaret. Til gengæld har jeg advaret om mit besøg, der går ud på, dels at få en snak med præsten, dels skal hjælpe mig til at finde andre danskere, som jeg kan skrive om fra den tidligere britiske kronkoloni.
En vagt viser vejen til den danske afdeling, og endelig står jeg i døråbningen til et langt smalt kontor. En mand rejser sig fra sin plads ved skrivebordet nærmest vinduet, og går frem mod mig. Den højre arm løftes til en hilsen, samtidigt med at mandens ansigt åbner sig i et smil.
Nærmest ved døren er der et lille bord og to stole, perfekt til en introduktion som den vi er i gang med. En medarbejder, som alligevel skal op i den britiske kirkes restaurant, tilbyder at tage kaffe med til mig også. Og der sidder vi så.
Jeg havde inden jeg landede i Hong Kong, kikket på sømandskirkens hjemmeside. En detalje slog mig. Mens der er fotos af de tre medarbejdere, er der ingen af præsten selv.
- Jeg er ikke så god til at stå frem. I bund og grund er jeg vel lidt genert.
Ja sådan lyder forklaringen fra den præst, som jeg har planer om at få på forsiden af Århus Onsdag.
Men det lykkes nu alligevel. Måske hjalp det, at jeg for to tre år siden skrev et par artikler om Hans Aage Koller Nielsens forgænger, som nu er sømandspræst i Singapore.
- Hvordan er din metode, spørger præsten pludselig. Det forklarer jeg så, og en halv time efter ankomsten til kirkekontoret, er vi i gang.
Han blev født ind i en præstefamilie nær Jelling. Faderen døde da Hans Aage var 8, moderen stod nu alene med fire børn. Måske var det derfor, at arbejde efter skoletid og i ferier blev en naturlig del af den faderløse knægts liv. Før som medhjælper hos bedstefaderen der havde en gård, og siden kom der blandt andet jobs i Løveparken i Givskud.
Via privatskole og gymnasium stod han overfor valget af uddannelse.
- Jeg flyttede til Århus i 1972. Jeg ville helst være ingeniør, præst var noget som enhver kunne blive. Men jeg tænkte meget over hvad jeg skulle. Jeg kunne sige ja til, at jeg troede på gud, og endte med at vælge at studere teologi, forklarer præsten som har et kors i en kæde om halsen.
Studiet blev suppleret med et job som portør på Århus Kommunehospital. En del af den fritid der var, blev brugt som medejer af træskibet Johanne II, der var bygget i 1920.
Første embede blev som hjælpepræst i Elsted Elev.
- Der skulle bygges en ny kirke i Lystrup, og en del af mit arbejde var at deltage i arbejdet med at få opført kirken og præsteboligen. Det var utroligt spændende at følge projektet helt fra begyndelsen.
Prikken over iet kom, da han selv fik embedet i den nye Lystrup kirke, og kunne flytte ind i præsteboligen.
- Der var 5.800 sognebørn. Rent kirkeligt, var det nordlige Århus et af de bedste steder, og folk myldrede til gudstjenesterne.
Og sådan gik det i cirka 10 år. Indtil en aften, hvor præsten pakkede sin bil, og begyndte turen til Rotterdam, hvor han ville tjekke, om det job han var blevet tilbudt, kunne være det trin væk fra det velkendte, op mod det udfordrende, det ukendte.
- Jeg kørte om natten, var i Rotterdam om morgenen. Jeg husker at jeg fra start blev dybt fascineret af at kirken, lå lige overfor en kanal. Man kunne følge trafikken i kanalen og livet på bådene.
Præsten fra Lystrup talte også med folk som var flyttet ud, som havde mere erfaring end han selv i at være udenlands.
- Man snakker meget om at verden bliver mindre og mindre. Men åbner man øjnene, ser man for alvor at verden er større og mere forskellig end man regner med.
Søfolkene som kom i kirken hvor jeg kom til at arbejde i syv år, gav mig også meget. De var virkelig med til at brede virkeligheden ud for mig.
- Jeg regnede egentlig med, at jeg skulle tilbage til Østjylland, når jeg var færdig med Rotterdam. Men så kom embedet her i Hong Kong ind i billedet. Og så kunne jeg mærke, at jeg lige skulle se verden fra en Asien vinkel, inden jeg vendte hjem.
Mens Hans Aage Koller Nielsen kunne pakke bilen, og smutte ned for at kigge på mulighederne i Holland, skulle der siges ja til Hong Kong, uden smagsprøver.
- Da jeg landede i Hong Kong, var det første gang jeg nogensinde var i Asien. Jeg havde en kuffert, plus en kontrakt om fire år som sømandspræst for Hongkong, Kina, Filippinerne, og Japan med mig. Jeg vidste at der var et kontor og en lejlighed her. Og en sømandskirke nede på havnen. Men ellers var jeg 100 % på udebane. Jeg havde på forhånd et sæt forventninger om, hvad jeg ville møde her. Jeg husker, at det blev brudt allerede på vej ind til byen, fra den gamle lufthavn. Der var skilte som advarede mod køer på vejen. Det havde jeg ikke ventet.
- Når man først er kommet til Hong Kong, er verden endnu større. Her er der gang i samfundet, 24 timer i døgnet, og der bliver længere og længere til Danmark. Tryghed bliver der også mindre og mindre af. Jeg havde levet hele mit danske voksenliv i Århus, i alt 20 år, som trygge og gode. Rotterdam var lidt mindre trygt end Århus. Her kæmper folk for at klare tilværelsen. Og de mennesketyper, jeg mødte og stadig møder i min menighed, har for langt de flestes vedkommende valgt at rejse fra det trygge Danmark, til udfordringer på udebane.
Den nye hverdag i Hong Kong, var også fyldt med blanke glasfacader. Hans Aage Koller Nielsen undrede sig længe over, hvad der mon var bag de blanke facader, hvordan det virkelige liv var i Hong Kong.
En anden udfordring var det asiatiske smil. Når man ankommer til den asiatiske kultur, har man jo ingen fornemmelse af, hvad det asiatiske smil betyder.
På det tidspunkt i samtalen, er vi rykket op i den britiske kirkes restaurant, hvor Hans Aage har budt på frokost.
Og det viser sig, at det netop var her i det store højloftede restaurationslokale, at præsten første gang blev opmærksom på, at han gik forkert af det asiatiske smil.
- Asiatere og deres asiatiske smil. Som nyankommen ved man jo ikke, hvad der foregår bag det asiatiske smil
Første gang jeg gik forkert af smil, var her i restauranten. Jeg satte spørgsmål ved noget mad. De smilte, samtidigt med at sikkert tænkte, at det skal den idiot ikke bestemme.
Da vi er færdige med frokosten, spørger Hans Aage mig, hvad han kan gøre for mig. Stemmen og mandens øjne. Det er ro, venlighed og nysgerrighed, der dominerer. Altså. Godt at den mand ikke blev ingeniør.
Vi ender med at køre ned til den egentlige sømandskirke, som er placeret på havnen.
Mens vi kører, forklarer præsten, at selv om Hong Kong er et af de tættest befolkede områder i verden, er der alligevel masser af grønne områder.
- Men jeg plejer at sige, at sømandskirken ligger i et af de grimmeste områder i byen.
Beviset kommer fem minutter senere. Kirken er presset ind mellem motorveje, pakhuse og porten til containerhavnen i Kwai Chung.
Stolt viser Hans Aage Koller Nielsen kirken frem. Den domineres af en restaurant, et bibliotek, hvor gæsterne selv kan tage drikkevarer i køleskabet og betale i en "sparebøsse", hvis den der har vagten er på skibsbesøg. Selve kirkelokalet virker langt fra stort, men alligevel mangler det ikke på besøgende, når der afholdes gudstjeneste.
- Sidste søndag havde vi 80 til gudstjeneste. Mange af disse blev til den frokost, vi har bagefter.
I det hele taget fylder det sociale langt mere i Hans Aage Koller Nielsens præstegerning i Hong Kong, end det gjorde i Lystrup.
- Jeg har både kontakt med den danske koloni af fastboende, som oftest er her for at arbejde eller studere, og med søfolk som kommer tilbage til os med skiftende intervaller. Mit indtryk er, at danskere er bedre til at tage kontakt til andre når de flytter til udlandet, end de er i Danmark.
Præsten som både er en af de uformelle ledere af det dansk netværk i regionen, har det helt klart bedst med den del af jobbet, som gælder det kirkelige og det sociale.
- Det at møde andre mennesker, og at få samværet til at fungere, det er nok det jeg holder mest af. Vi har også en ret god hjemmeside, som folk finder via Internettet. Så sent som i går hjalp jeg en fyr der var strandet her i Hong Kong. Han havde smidt antabussen væk i flyet væk fra den danske hverdag. Og nu var det gået helt galt. Vi fik ham hjem, og han er formodentlig landet, nu mens vi snakker sammen.
Den svære, men livsnødvendige del af jobbet, som skal klares, er økonomien. De danske kirker i udlandet får udgifter til personalet fra Danmark. Men midlerne til kirkernes drift, skal klares lokalt.
- Hvert år har vi en julebasar. Det er den som trækker det økonomiske læs. På én weekend sidst i november, skal det kommende års drift sikres. Der er meget arbejde med at arrangere basaren. Hvis man havde en hustru, ville hun nok tage sig af det meste. Der er cirka 90 frivillige medhjælpere, som ofte arbejder i måneder på at forberede det store arrangement. Uden nogle meget stærke kvinder, ville det aldrig lykkes.
Et par aftner efter interviewet, eller samværet med den tidligere præst i Lystrup, tager han mig med på restaurant. Det er et sted hvor mange danskere forsøger at møde hinanden én gang om ugen, hvis de overhovedet kan.
Vi tager den velfungerende undergrundsbane der hen. Ved baren står en af de "tunge drenge", en erhvervsmand af den gamle skole, som køber produkter i røde Kina, og sælger dem i Vesten. Men ovre til venstre er fire fem borde skubbet sammen, og rundt om langbordet sidder den virkelighed, som der ikke er nogen kort proces i mod. Kald det generationskløften mellem præsten, og hans menighed. Ingen af de cirka 20 danske er over 30, gennemsnitsalderen er vel omkring de 24.
- Tidligere var der mange danske selskaber, der havde deres regionskontor i Hong Kong. Men de fleste af dem, er nu flyttet til Beijing eller Shanghai i moderlandet. Jeg tror, at vi har en af de yngste danske menigheder i verden. Gennemsnitsalderen er mellem 30 og 35. Der er mange studerende, siger præsten og nikker over mod langbordet, men langt de fleste danskere her, er unge par med et eller to børn.
Hans Aage Koller Nielsen erkender åbent, at han er på udebane, når det gælder de unge. Men som i fodbold, kan man også i det sociale og kirkelige vinde på "fremmed jord".
Velkendt jord, det er det som trækker i Danmark én måned hver sommer.
- Jeg har en nedlagt landbrugsejendom, som jeg bruger ferien på. Det er lidt vanvittigt at tro, at jeg kan gøre den i stand alene. Men jeg er ikke så god til at sidde stille, så jeg elsker at arbejde med huset, hugge brænde, og sejle i den båd som jeg smider i vandet når jeg ankommer.
Efter syv år i Rotterdam, og otte år her i Hongkong, er de fleste af de oprindelige kontakter i Århus forsvundet.
- Jeg har stadig min familie, men de venner jeg nu har der hjemme, er danskere jeg har lært at kende i Rotterdam eller her i Hong Kong. Det er dejligt at møde dem, når det kan lade sig gøre, siger præsten, som helt tydeligt nyder livet i den tidligere britiske kronkoloni. Den returnering til Danmark, som næsten var på skinner i Rotterdam, ligger stadig i mølposen.