Denne artikel er vinklet til et århusiansk blad, og offentliggjort i forsommeren 2007.
Fra et rækkehus i Brabrand Boligforening
til et liv i den diplomatiske verden
Af Bjarne Wildau (Artiklen er omfattet af loven om ophavsret)
I 2005 boede der en århusianer i Nairobi, Kenyas hovedstad. Det var en del af hans liv at følge med i de internationale nyheder. Men interessen for, hvad der skete globalt, havde i sommeren 2005 fået en særlig drejning, mod Nepal, landet som i 10 år havde været i borgerkrig. De som havde alt for meget, ville ikke give lidt eller dele deres magt med dem, som stort set ikke ejede andet end viljen til et bedre liv.
Manden med den nyvundne specialinteresse i kongedømmet, der med sin beliggenhed højt i Himalyas bjerge kaldes "verdens tag", var Danmark daværende ambassadør i Kenya, Finn Thilsted, der skulle skifte post til Kathmandu.
- Ansatte i udenrigsministeriet er underlagt en rotationsordning. Man kan kun være ét sted i en bestemt årrække, typisk er det fire til fem år. Jeg skulle altså flytte fra Kenya. Og jeg følte selv, at jeg var meget heldig, at jeg blev rokeret videre til Nepal. Jeg havde meget gode erfaringer med Asien, både professionelt og via ferier. Men jeg var også lidt bekymret, ikke for min egen sikkerhed, men for selve landet. Kongen havde afsat den demokratisk valgte regering, og reelt taget magten.
Det brød de lande, der hjalp Nepal med udvikling af samfundet, Danmark inkluderet, sig bestemt ikke om. Bistand blev delvist stoppet, men donorlandene var fortsat engageret.
- Og der sad jeg foran TV- skærmen, og fulgte dramaet med demonstrationer, en borgerkrig hvor dræbte og sårede var blevet en del af hverdagen, og hvor våbenhviler normalt ikke holdt ret længe. Jeg var virkelig spændt på, hvad det var jeg ville komme til, forklarer Finn Thilsted denne fredag aften, hvor vi sidder i hans bolig med to glas coca cola og vi taler om hans liv,
Den elegante mand, med det grå guld på toppen af hovedet, og oplevelser fra store dele af verden i et liv, hvor møder med præsidenter, ministre og meget andet, blot var en del af et liv, hvor arbejde og privatliv flyder sammen, voksede op i et miljø, som var fjernt fra det liv han nu fører her i Kathmandu. Nemlig i et gult rækkehus i Søvangen i Brabrand.
Som stor knægt, klistrede Finn Thilsted sine øjne til TV- skærmen, når udsendelsen "Retten er sat" var på. Selv er han ikke i tvivl om, at det var den udsendelse, som skal have skylden eller æren for, at han blev jurist.
Midt i samtalen, forsvinder min vært et øjeblik, og jeg ser mig omkring i dagligstuen, som også bruges til repræsentative lejligheder. Midt i standardindretningen af boligen, er der placeret billeder af ambassadøren selv, med sin indiske hustru, og deres to børn. Omgivelserne her, hustruen som han som 26- årig mødte på Trinidad og Tobago, og det forrige job som ambassadør i Kenya, ja, en gentagelse er fin her, der er altså lang vej tilbage til boligen nær jernbanesporene og Brabrand skov.
- Vi er to brødre. Min mor var hjemmegående, og min far var handelsrejsende. Som dreng passede jeg min skole, legede som alle andre, og spillede lidt tennis, forklarer Finn Thilsted, 61, fra sin plads i en lænestol lige overfor mig, i mit hjørne af en sofa.
- Jeg kom efter min realeksamen fra Brabrand Skole, på Århus Statsgymnasium hvor jeg fik min matematiske studentereksamen.
Hvor andre i en lignende situation skifter fod adskillige gange, når det handler om at beslutte sig for, hvilken uddannelse der skal dominere deres liv, var der ikke den slags problemer hos min vært denne aften.
- Jeg fulgte jo alle "Retten er sat" programmerne. Jeg var dybt facineret af de folk, som arbejdede i TV- retten. De kunne virkelig tale for sig. Det var noget jeg kunne beundre, noget jeg kunne bruge. Advokat, det var det jeg ville være.
Og sådan blev det.
Fra postbud til rejseleder
Men trods den sikre overbevisning om, at han skulle være jurist, blev filosofistudiet afprøvet først, men rykkede så videre til jura.
- I fritiden var jeg postbud, men på universitet mødte jeg en, der som studenterjob var rejseleder hos Tjæreborg. Det trak voldsomt i mig, det lød fantastisk, at man kunne tjene penge samtidigt med at man kunne rejse og få masser af oplevelser.
Studenten, der i fritiden var ekspert i at flytte den ene fod frem foran den anden, tog hurtig et af sine vigtigste skridt, i hvert fald et af dem, som fik størst betydning. Han skrev til Tjæreborg, og en søndagmorgen i sommeren 1967 stod Finn Thilsted og ventede på en grøn Tjæreborgbus ved Århus Rådhus.
- Den første rejse jeg havde, var et selskab til Østrig. Jeg var god til tysk, og turen blev starten på en karriere med charterrejser.
Studenterjobbet udviklede sig. Nye rejsemål kom til, samtidigt udviklede Tjæreborgs rejser sig, busser blev skiftet ud med fly, og rejsemålene lå længere og længere væk. Første gang Finn Thilsted kom udenfor Europa, gjaldt det den lille Tunesiske ø Djerba.
Hotellerne havde el og vand, men generelt havde befolkningen hverken el eller vand. Kameler trak spande med vand op af brøndene. Vi som begyndte som unge hos Tjæreborg voksede jo med opgaverne, jobbet var med til at udvikle os, og nogle af mine kolleger faldt fra deres studie og blev opslugt at rejselederarvejdet, men det var aldrig min tanke.
Mødte hustru i Trinidad Tobago
Efter en tid i Århus, hvor det nu forsinkede studie blev passet i en periode, kom jurastudenten med hang til rejser og menneskeligt samvær, tilbage til Tunesien.
Og pludselig kom det tilbud, som indirekte fik altafgørende betydning for Finn Thilsted´s privatliv.
- SAS ejede Globetrotter, og de tilbød mig at bliver deres destationschef på Trinidad Tobago i Vestindien. Jeg var da 25 år, og i den alder synes man jo at kvinder er meget smukke. Jeg fandt en tredjegenerations indisk kvinde, Shakuntala. Hun var uddannet agronom, og arbejdede på det tidspunkt i et udviklingsprojekt finansieret af Verdensbanken. Det var noget med husmandsbrug og mælkeproduktion.
De to blev gift, og efter i alt to år på Trinidad og Tobago tog parret tilbage til Århus, nemlig til en lejet bolig i Mejlby ved Spørring.
Mens Finn brugte det meste af sin tid på at gøre sit stærkt forsinkede jurastudium færdigt, udførte hustruen Shakintala og hendes nye naboer et flot stykke integrationsarbejde. Naboerne syntes at det var spændende, at den indiske kvinde vidste så meget om husdyrbrug.
- Da jeg blev færdig med mit jurastudie i 1975, var der stor arbejdsløshed indenfor faget. Men jeg fik arbejde i København som fuldmægtig.
Pludselig bestod den tidligere rejseleders rejser i, flere gange dagligt, at spadsere fra advokatkontoret, til landsretten i Bredgade.
Arbejdet gik fint, hustruen var begyndt på at læse PHD på Landbohøjskolen, så alt burde være som det skulle være. Pudse sko hver morgen, på med slipset, og så ellers arbejde sig til en position som højesteretssagfører. Men nej.
En ansættelse i Udenrigsministeriet blev pludselig den dør, der trak. Nøglen til det nye, var en embedseksamen med flotte karakterer, og hånden der drejede nøglen rundt, var lysten til at komme tilbage til udlandet.
Tanzania blev første udstationering
Tre år efter ansættelsen i ministeriet, kom kravet om udstationering.
- Man skal søge ud, det er en del af ansættelsessystemet. Jeg fik tre mulige ambassader tilbudt. Thailand, Egypten, og Tanzania, landet som den gang var det store håb i Afrika. Jeg var ikke i tvivl, og tog til Tanzania med min hustru Shakuntala.
- Den gang var vore ambassader i udviklingslandene delt op, ambassaden var én enhed, Danida en anden. Jeg var nr. to på selve ambassaden, skulle hjælpe og lære i den rækkefølge. Jeg så hvordan Danmark og andre lande forsøgte at hjælpe de som trængte mest. Der blev bygget skoler, lavet veje og meget andet.
Det som den unge diplomat lærte under sin første udstationering, gav ham lysten til at hjælpe til med at forvalte de mange penge, der bruges af Danida.
Tilbage i Danmark arbejdede Finn over fem år i to forskellige afdelinger i Udenrigsministeriet, og privat var den største begivenhed, at parret fik deres førte barn, en datter, som nu læser til læge i Danmark.
Den nybagte mor, Shakuntala, fik ansættelse som lektor på Landbohøjskolen, endnu en integration, og i 1986 var de obligatoriske år i Danmark overstået.
Nu var det Bangladesh. Og det var noget af en omvæltning fra det tyndt befolkede Tanzania, til Bangladesh, hvor der den gang boede 1000 mennesker pr km2, i dag er taller 1500 pr km2.
- Der var mennesker over alt. Folk boede i midterrabatten af vejene, fattigdommen var endnu større end i Afrika. Danida havde et regionalt udviklingsprogram, som handlede om vand og landbrug. I dette land, der konstant rammes af naturkatastrofer, og samtidigt er et af klodens mest korrupte, oplevede Finn Thilsted midt i alt det triste, en masse positivt.
- Der var mange ting der lykkedes. Folk i Bangladesh levede af fisk, ris og karry. Næsten hver eneste familie havde et vandhul eller en dam, hvor man kunne holde fisk. Når fiskene var store nok, spiste man dem selv, eller solgte dem.
Nye småfisk fangede man i floden, de blev sat ud i dammene. Nogle gange var det de rigtige fisk der blev sat ud, andre gange var det rovfisk der spiste familiernes kommende madforsyning.
Små fisk med stor betydning
- For at forbedre damproduktionen udviklede vi et koncept, som producerede småfisk .. Vi hjalp med at etablere private udklækningsanstalter, hvor bønderne kunne købe fisk til deres damme Og så vidste de hvad de satte ud i dammene. Bøndernes fiskeproduktion blev nu effektiv. Seks måneder efter at småfiskene var sat ud i dammene, kunne de spises, eller sælges.
For mennesker, der hvis de overhovedet har adgang til kontanter, bruger størstedelen af deres indkomst til mad, var det en revolution, som de tilmed blev mætte af.
På den private front gik det også godt. Finns hustru arbejdede som ernæringsekspert på et hospital i Dhaka, og deres datter gik i børnehave.
Efter Bangladesh fulgte en tid, hvor den nuværende ambassadør rykkede tættere og tættere på sin nuværende position. Chefjobs hos Danida i Danmark, videre til Egypten hvor han var chef for Danidas udviklingsbistand, ikke mindst et store miljøprogram, som blev prøvet i pyramidernes land.
- Min hustru er ofte blevet i Danmark for at passe sit job, men når jeg var været udstationeret, har jeg altid haft mine børn med mig. Jeg var alenefar. Det var dejligt. Jeg kom jo tættere på mine børn, vi gjorde meget for at være sammen i weekenderne. Vi tog til Rødehavet, og hver tredje måned og i ferier, kom Shakuntala ned til os.
I 1997 kom Finn Thilsted tilbage til Bangladesh som chef for ambassaden og i 1999 blev han udnævnt til ambassadør. Som en laks fandt han tilbage til "gydepladsen", og situationen i Bangladesh var den gang meget, som den nu er i Kathmandu, hvor vi laver dette interview otte år senere.
- Diktatoren præsident Ershad var faldet, de to politiske familier som traditionelt har kæmpet om magten i landet, havde haft deres første valg. Jeg kom tilbage til et demokrati, der var sket store fremskridt økonomisk og socialt. Bedre gødning og nye rissorter, der ydede mere, var kommet til, landet kunne brødføde sig selv, og man havde meget stor succes med tekstilindustrier.
To år senere roterede man igen, posen med ambassadørnavne blev rystet, og i 2001 hed det Nairobi i Kenya.
Fantastisk tid
- Det er et fantastisk sted at komme til. Via Karen Blixens værker forbinder vi netop Kenya med Afrika. I 2002 holdt man frie valg. Det var en fantastisk tid. Stemningen var euforisk, korruptionen skulle væk. Den afrikanske befolknings ønsker om at blive mæt hver dag, lige fordeling af goderne og retfærdige krav skulle opfyldes. Men nu fire fem år senere, kan vi se, at fremgangen er begrænset, og at korruptionen stadig er der.
Og her er vi så tilbage i Nepal. Mere Coca Cola er kommet til, og Finn Thilsted husker igen, hvor meget det minder om hans tid som ambassadør i Bangladesh.
- Fra start var der gode muligheder for at få kontakt med de politikere, som kongen havde fyret.
Det var også rimeligt problemfrit at nå Maoisterne, som i 11 år havde kæmpet for et mere retfærdigt samfund.
Det lykkedes den nepalesiske befolkning og de politiske partier at få kongen væk, og de traditionelle partier har dannet en midlertidig regering med Maoisterne.
- Vi har, som en af de store donorer i Nepals udviklingsprogram, tilskyndet til at Nepal acceptere demokrati, og menneskerettigheder. Og vi har understreget, at uden fred vil det være vanskeligt at sikre udvikling for landet, der har en gennemsnitsindkomst på ca. 1500. kr. om året per person.
- Danmark er aktiv medspiller. Det gør Nepal til et meget spændende sted at være.
Og her er det, at læserne må undskylde mig. Det her er altså en fantastisk oplevelse. Jeg sidder over for et menneske, der har en alder hvor mange har fået nok, og manden stråler af livslyst, menneskelighed og kompetence.
- Jeg gør meget for at holde mit helbred i orden. Jeg har et arbejde, som jeg holder af. Der sker noget nyt hver eneste dag i Kathmandu, og jeg håber, at fredsprocessen, en ny grundlov og en regering valgt ved et frit og retfærdigt valg er kommet på plads i 2009 inden det er tid til igen at skifte post i 2009 eller 2010, siger ambassadrøen, som venter besøg af sin hustru i de kommende uger.
Det koster smerte at være adskilt
- Et ægteskab, hvor begge parter har en karriere, og hvor den ene ægtefælle er udstadioneret, bliver udsat for et stort pres.
- Det er ikke rat at undvære en ægtefælle, det koster smerte at være adskilt. Børnene har heldigvis altid været med mig, så på den kant har jeg måske fået mere end de fleste fædre.
De nye tiders Internet og Skype gratis telefon, har gjort det meget nemmere at være adskilte.
- Jeg taler med min hustru, og med min datter, der studerer til læge, og sønnen som skal starte med at læse til ingeniør over Skype. Det er et dejligt fremskridt.
Familien har en lejlighed på Frederiksberg ved hovedstaden.
- Min mor lever stadig i Århus, så jeg besøger både hende og byen mindst én gang om året. Og her i Kathmandu kan jeg i fritiden motionerer ved at spille tennis,eller ved at gå ture i de omkringliggende bjerge med to andre kollegaer, og der er mange repræsentations aktiviteter . Så jeg sidder ikke og triller tommelfingre i fritiden.
1 kommentar:
meget interessant, tak
Send en kommentar