(Artiklen blev offentliggjort i Viborg Stifts Folkeblad i foråret 2007)
Kulturforskelle var tredje partner i ægteskabet mellem Helle Skjærbæk Shrestha, født og opvokset I Viborg, og Jeevan fra Kathmandu. På et tidspunkt fik Helle et net sat op foran døren, der skulle holde myg, slanger, og svigermor ude af huset.
Af Bjarne Wildau (Denne artikel er omfattet af loven om ophavsret)
Katmandu/ Nepal
Hendes bedstefar var bademester ved Nørre Sø, så måske lå det bare i blodet, at hun sprang ud på det dybe vand, da hun giftede sig med Kathmandus flotteste og sødeste fyr, Jeevan Shrestha.
Da jeg bliver sat på en stol i køkkenet, hvor meget dette rum har betydet for kvinden, som hos sine forældre på Vesterrisvej 8. Mens Helles to søskende blev i Jylland, smuttede hun selv til hovedstaden, så hurtigt som muligt efter gymnasiet.
- Jeg begyndte som pædagogmedhjælper, læste til socialpædagog, og arbejdede flere spændende steder, med blandt andet blinde og på en ungdomspension. Jeg var i København fra 81 til 89. Jeg var bange for at gro fast. At ende med et 25 års jubilæum stod for mig som noget aldeles forfærdeligt. Og der manglede noget i mit liv.
Vitamintilskuddet kom, da Helle så en annonce, "Kom til Nepal, og bo i kvindekollektiv".
- Flere af mine venner havde allerede været i Nepal, og det var glade for det. Så hvorfor ikke.
Kollektivet som Helle skulle flytte ind i, var faktisk noget helt andet. Hendes kontakt ville åbne et kunsthåndværkssted. Ude i byen var der også gode oplevelser ("ude i byen".)
En dag sad Helle på en restaurant, som en dansker havde anbefalet.
- Han havde sagt, at han kendte ejeren af restauranten, som var en spændende og sød fyr, som jeg skulle møde. Mens jeg sad og ventede på min bekendt, havde jeg godt set, at der var en fyr, og jeg havde holdt øje med ham. Der var bestemt interesse.
Da den danske bekendt ankom, hilste han på den attraktive fyr, to minutter efter var han præsenteret for Helle. De hyggede sig hele den aften paa hans restaurant i turistområdet Thamel.
- Den gang tog en kvinde ikke alene hjem gennem byens mørke gader. Jeevan fulgte med hjem, vi kørte på cykler. Ved døren var der et sødt kys på kinden. Det var alt. Han havde før rejst i Europa og havde arbejdet i London. Senere fortalte han også, at hans gode engelsk kom fra tiden som elev på en amerikansk missionsskole i Kathmandu. Han kendte også klassiske film og romaner, og den slags.
Et brev røg af sted til mor i Viborg.
- Mor. Jeg har fundet prinsen på den hvide hest.
Men hun havde også forelsket sig ind i en anden kultur. Hendes kæreste var 33, og han boede hjemme hos familien, stort hus, med tre generationer.
Når voksne børn bor hjemme hos deres forældre, bliver de behandlet som 13- årige i Danmark.
- En aften var vi taget hjem til Jeevan. Vi var på hans værelse, og pludselig blev der banket på døren. Min svigermor råbte, at "Far synes, at kvinden skal tage hjem". Der lå vi, voksne mennesker. Der var kun en ting at gøre, tage en dyb indånding, og på med tøjet.
Men trods genvordighederne, havde de to besluttet sig til at gifte sig. Helles kæreste og kommende, brudgom ville ikke have sin familie blandet ind i det, da han var sikker på at de ville have indvindinger. Efter kampe med bureaukratiet i Nepal, blev de dog gift. 3 månder efter at de havde mødt hinanden.
- Jeg rejste hjem alene, i lufthavnen blev jeg modtaget af min mor, som sammen med en veninde kastede med ris. Min mor fortalte mig, at hun var så lykkelig for, at jeg endelig havde besluttet mig.
Jeevan kom til Danmark en måned senere.
- Vi boede i min lejlighed. Tre måneder efter hans ankomst, blev vi tilbudt et butikslokale til leje. Idéen var oplagt, at sælge varer fra Nepal.
Butikken fik navnet Namaste, som er en hilsen på hindu. Der kom folk til. "Vi kigger bare", var den første sætning Jeevan lærte på dansk. Flere og flere købte dog mere end de kiggede.
- Da vi havde været i Danmark i ét år, tog vi på ferie tilbage til Kathmandu. Og Jeevans søskende fik ret, mine svigerforældre blot skulle bruge tid, til at vænne sig til deres søns valg. Vi blev modtaget som ægtefolk.
Tilbage i Danmark kørte livet videre, Helle med sit fuldtidsjob, og Jeevan bag disken dagen lang.
- Jeevan fik aldrig sit eget liv i Danmark. Og som den ældste søn, skulle han traditionelt tage sig af sine forældre. Han fik vel dårlig samvittighed overfor dem. Efter næsten 4 år i Danmark, syntes han, at vi skulle tage tilbage til Kathmandu.
I 1993 afviklede parret alt, på nær lejligheden. Ærgerligt at de skulle af sted, butikken var begyndt at give overskud.
Og efter årene i Danmark, hvor det var den nepalesiske mand, der var på udebane, blev rollerne byttet om. Nu var det Helle, der følte, at det nye liv i familiens hus, var en rejse direkte tilbage til middelalderen. Returbiletten lå dog altid og og ventede i skuffen.
Parret flyttede helt naturligt ind i det samme rum, som Helle som nyforelsket var blevet smidt ud fra.
Svigerfamilien tilhører Newarene, det er håndværkerkasten og forretningsfolk. De betragtes som de mest traditionsbundne, og de mest konservative.
- Svigermor forventede virkelig, at jeg skulle holde hus for hende. Og jeg prøvede virkelig at gøre alt, for at falde til. Stod op tidligt om morgenen, fejede gulv i det meste af huset, pillede løg og ingefær.og serverede mad Men de fik mig aldrig helt. Jeg lod som om jeg ikke kunne lave mad. Men jeg havde det i en periode så dårligt, at jeg mistede appetitten.
Samtidigt var der problemet med at få arbejde. Allerede ved ankomsten, havde Helle smidt sit CV ind på ambassaden.
En dag så hun reklameskilte for Larsen Rejser, på en butiksrude inde i byen. Hun lagde sit telefonnummer, og da de danske rejsefolk kom tilbage med det næste hold turister, fik hun et job som guide. Fem dages arbejde hver anden uge.
- Jeg guidede turister fem timer, og det blev på mange måder min redning. Vi kørte de ture, så de ting vi skulle. Men det turisterne ville høre, var om mit eget liv her i Kathmandu. Vi grinede sammen, når jeg fortalte at jeg stod op tidligt om morgenen, gjorde rent, og pillede løg om morgenen. Jeg fik mine frustrationer ud.
Noget af det værste den gang var, at der ikke som nu, hvor vi snakker i køkkenet, at der netop ikke var et køkken. Alt skulle deles.
- Det store positive gennembrud kom, da Helle blev gravid. Tvillinger. Hun var i Danmark gennem det meste af graviditeten, og ægtefællen var mest i Nepal, men kom 14 dage inden fødslen. Da drengene var født, ville jeg finde min egen rolle som mor, inden jeg tog tilbage til Kathmandu.
Tvillingerne Victor, Vincent og deres mor var hos mormor i Viborg de første 3 måneder af børnenes liv.
Helle fokuserede i den første tid som mor, på at sikre, at hun fik en god fremtid som mor og hustru i Kathmandu.
- Jeg ville have mit eget køkken. Ellers kom jeg simpelthen ikke tilbage.
En anden genistreg var, at tage sin mor med til Kathmandu. Hun kom til at fungere som et skjold, mod den nepalesiske kultur, som svigerfamilien blot var en del af.
Da Helle begyndte at bade de små, troede svigermor, at børnene ville blive alvorlige syge.
- Da børnene begyndte at kravle, tog min svigermor dem op. Hver gang de var aktive, blev de taget op. Skulle svigermor passe børnene en time, gav hun dem opblødte mariekiks at spise. Hun ville det bedste, men det var svært at se på.
Da børnene begyndte at gå, kom der net for dørene, de skulle holde myg, slanger, og min svigermor ude.
- Da vi boede i København, og lavede mad sammen, og jeg larmede lidt med gryderne, spurgte Jeevan tit, om der var noget galt. Det undrede jeg mig over, men svaret på hans reaktion kom, da jeg flyttede ind hos hans familie i Kathmandu. Når min svigermor var vred, sagde hun ikke noget. Hun skramlede bare med potter og pander. Så ingen var i tvivl om hendes vrede.
Da børnene var tre 1/2. I 1999 blev et job som arkivar ledigt på den danske ambassade. Diplomati, en ny verden for den tidligere pædagog og rejseleder.
- Uanset om jeg var lokal ansat, anså de andre lokalt ansatte mig for at være dansk. Tilhørende den danske lejr. Inden min ansættelse på ambassaden, havde jeg holdt mig væk fra danskere, men nu mødte jeg mennesketyper, som jeg ellers aldrig havde mødt.
- Vi var tre danske par, med børn på samme alder. Så rejste de to par, næsten samtidigt. Det var meget hårdt. Nu hvor det daglige samvær med kvinder som også havde små børn forsvandt, blev savnet af det bare at kunne smutte ind til mor for at sludre og drikke en kop kaffe, ekstra stort.
Tilbage til ambassaden. Da Udenrigsministeriet så, at der var penge at spare, ved at udskifte den fra Danmark udsendte konsul, med en lokalansat, fik Helle jobbet, som leder af den konsulære og administrative afdeling. Hun har ansvaret for udstedelse af visa til de lokale, og pas, kørekort, at hvad der ellers kan dukke op af problemer der falder ned af Himmalaya, og den slags. "Ja tak, vi har brug for en helikopter indenfor 10 minutter, og hvem skal for resten betale den".
Oven i det, har hun ansvaret for beredskabsplanen for danskere i Nepal. Hendes ansigt skifter farve, og hænderne flytter sig forkert, da hun begynder at snakke om det.
- Regeringen siger, at byplanlægning, det tager de sig af efter jordskælvet, som alle forventer vil komme. Nu kom der et i Pakistan for et par år siden, at det kan godt have udsat det. Man regner med, at hvis skælvet kommer, bliver der tale om tusindvis af døde, og mange flere sårede.
For nogle år siden fik jeg lavet en kasse, med madvarer, tøj til børnene, osv. Da jeg åbnede den for fem år siden, var der babytøj i den, smiler moderen, som til tider har sovet med pas og penge under hovedpuden, hvis nu jordskælvet skulle komme.
- Vi sidder stadig i køkkenet, som Helle måtte kæmpe så hårdt for at få. Men nu er vi tre om bordet. En søster er komme fra Danmark, og i aften ankommer de sidste. Anledningen til invasionen fra Viborg er, at de to drenge, Vincent og Victor, 11, skal gennem noget der minder om den danske konfirmation.
Svigermor har de sidste seks år ligget stille hen, efter hjerneblødninger, og svigerfar er præget af den alder de to deler, de er midt i 80erne.
- Det er derfor vi har besluttet at rykke festen frem, så deres bedsteforældre på deres måde kan få den oplevelse med.
Begivenheden har været fastlagt længe. På trods af det er der stadig håndværkere over alt. Den del af "huset med tre generationer" som Helle og Jeewan sidder på, er blevet forbedret og udbygget gennem årene. Noget mere nødvendigt, end andet.
- Taget var utæt i fire år, forklarer Helle tørt, samtidigt med at hun udtrykker glæde over den støtte hun fra start fik af sin mand, Jeevan Uden hans opbakning havde jeg ikke været i Nepal i dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar