NZ: Fremgangen er gået baglæns

Artiklen er bragt i Jernbanetidende i 2004

Privatiseringen midt
ude på Stillehavet
holdt aldrig vand

Den største liberaliserings- reform som verden har set, har skabt store forringelser i indvandrerlandet New Zealand. Ansatte flygter fra dårligere arbejds og lønforhold, og erstattes oftest af indvandrere fra udviklingslande som Indien. Forbrugerne stilles også langt ringere, ikke mindst når det gælder kollektiv trafik.

Af Bjarne Wildau (Denne artikel er omfattet af loven om ophavsret)

Egen bil var et af målene, når europæere som udvandrede til New Zealand. Kollektiv trafik. Ellers tak. Det var jo det, de havde forladt. Måske er det der, den skal findes. Årsagen til at ”kollektive” busser, nærtoge, og færger, stadig er noget rigtigt skrammel. Den privatisering der rystede landet med knap fire millioner indbyggere i 10 år fra midt i 80erne, har endda gjort det hele endnu værre, både for personale og brugere.

Privatisering var sagen.

Den gang. Jernbaner. Busselskaber. Hospitaler.Universiteter. Ja alt skulle privatiseres, den gang midt i 80erne. Og mens den slags ideologisk snak i Danmark kunne læses i de borgerlige partiers programmer, var det i New Zealand Arbejderpartiet - jernbanefolkene, buschaufførernes, matroserne på færgerne, det var deres, og mange andres eget parti, der stod bag. Manden der trak tæppet væk under det statsejede, det kollektive, var finansminister i arbejderregeringen (1984- til 1988), Roger Douglas.
Jo. Reformerne var den største samfundsreformation, som var set i den vestligeverden. Faktisk var begyndelsen til enden, på den statsejede kollektive trafik, allerede indledt i 1982, da Arbejderpartiet samlede alle de statsejede jernbaner og færgerederier, i ét gigantisk statsejet aktieselskab, nemlig ”New Zealand Railways Corporation”.
Formålet var privatisering. Det tog dog tid, inden det store salg fandt sted. Køberen blev et selskab oprettet med privat udenlandsk kapital, nemlig ” Tranz Rail Holdings Limited”. Prisen i efteråret 1993 var godt 328 mio. NZ $. Siden da, er den private fremgang gået baglæns. Inden privatiseringen, var der i alt 23000 ansatte, som var direkte involveret i togtransport. I dag er der i de private selskaber der tog over, omkring 4000 ansatte. Ok. Det reelle tal er faktisk stadig omkring de 23000, men størsteparten af de ansatte, er ofre for outsourcing. De arbejder nu oftest på deltid, under dårligere løn og arbejdsbetingelser, end for privatiseringen.Bustrafikken blev stort set udsat for reformer af samme type, ikke mindst i Auckland. Og buschauffør Tim Cummings har, specielt de sidste fem år, oplevetprivatiseringen. Det negative skift kom for alvor, da hans arbejdsplads blev solgt til et udenlandsk selskab.
- Jeg forlod England, i en slags flugt fra Thatcher- politikken. Og så oplevede vi her i New Zealand først i 90erne, med de borgerlige Nationalister vedregeringsmagten, det største korstog mod arbejdere og funktionærersorganisationsret, som verden endnu havde set.Landsdækkende overenskomster blev ulovlige, hver enkelt arbejdsplads skulle klare deres egne aftaler, og dermed blev det svært for fagbevægelsen, at fungere. Og medlemmerne svarede med udmeldelser.
- I 1999 kom vi endelig af med Nationalist- regeringen. ”The Labour Party” ertilbage ved magten, i en koalisaion med ”The Alliance- Party”. De har lappet pålovene, det er i dag langt nemmere for fagforeningerne at fungere. Mange medlemmer er tilbage igen. Men vi er stadig meget langt, fra tiden før reformeringen af arbejdsmarkedet, siger Tim Cumming, som siden 1998 har kørt for den skotske koncern, med persontransport som speciale, ”Stagecoach”, som købte ”De gule Busser”. Overgangen til privat eje, har nærmest været én stor nedtur. For ”Stagecoach”handler det nu, efter Tim Cummings mening, mest om, hvad ”Stagecoach” kan slippe af sted med. Et par eksempler kommer her.
- I dag begyndte min dag som et eksempel kl. 6,30 om morgenen. Jeg arbejder derefter fire timer. Jeg skal så holde tre timers middagspause uden betaling, efterfulgt af fire timers kørsel. Det giver mig en arbejdsdag på 11 timer, plus transport til og fra arbejde. En anden af de store konflikter, har været om retten til at holde betalte spisepauser, i garagen.
- Vi chauffører har krævet at holde spisepauser i garagen, eller under andreforhold, hvor der har været rindende vand, et bord at spise ved, og andre rimelige forhold var sikret.Modsat mener ”Stagecoach” at spisepauser, det er noget man holder i bussen.
- Selskabet har udlovet en dusør, der næsten svarer til en månedsløn, for at få den enkelte chauffør til at underskrive forslaget udenom fagforeningen. Det er efter min mening ren afpresning, simpelthen udnyttelse af den enkelte ansattes økonomiske forhold, mener Tim Cummings.
Tilbage til skinnerne, hvor tilsvarende forringelser har betydet en voldsom udskiftning af personale. Typisk er det ”europæerne” som kvitter, og oftest afløses af indiske indvandrere. De foretrækkes frem for andre asiatiske indvandrere, fordi de taler engelsk. Og de er mere end lykkelige, for at få arbejde. De dårlige betingelser til trods.
Sådan er det også med dagens første togtur, med ”Tranz Metro” i Auckland, som øverst i privatiseringspyramiden på skinner, ejes af det australske selskab ”Toll Holdings”. Turen skal udgå fra det nye ”Britomart” center. Og centret står i bedste fald som et monument, over privatiseringen af landets kollektive trafik m.m., og i værste fald som en gravsten, hvor under gode arbejds- og ansættelsesforhold for personalet. Og ikke at forglemme, god service for de hundredtusinder af borgere, som helst vil bruge den kollektive trafik, ligger begravet.Inde i centret hersker der travlhed. Den totale modernisering af bygningen, så den kan fungere som station for den seneste udvidelse af “Tranz Metro”, Aucklands nærbaner, mangler lidt endnu. Håndværkere monterer, forretningsfolk indretter deres butikker, og der går stadig lidt tid, inden man køber sin billet i en af de smukke billetluger. To minutter senere, er jeg i min søgen efter en billet 20 meter underjorden, på en af de nye perroner, hvor et skilt fortæller, at billetten skal købes i toget. Under armen har jeg dagens udgave af New Zealands største morgenavis, den borgerligt orienterede “ The New Zealand Herald”.
På forsiden er der en henvisning til ”dagens artikel” om kollektiv trafik.”Passagerer er imod forsinkelser”, lyder overskriften til artiklen, som garneres af en ældre kvinde, der kigger på sit armbåndsur. Kvinden prøvede at tagetoget ind til byen, fra stationen ”Glen Eden”, men det var 63 minutter forsent.Nede i artiklen får den smukke station, og den forlængelse af jernbanestrækningen den er en del af, det meste af skylden for, at togene er forsinkede.
”Trans Metro” havde sidste år 2.24 millioner passagerer, men siden banen blev forlænget her til Britomart for få måneder siden, er passagertallet steget med over 30%. Og det er præcist hvad der er galt. Borgerne er alt for glade for forlængelsen, der betyder, at de nu kan rejse helt ind til deres arbejdsplads, i stedet for at køre kaotisk, og ikke mindst, hænge fast i bilkøerne.
- Den omtalte forsinkelse skyldes problemer med et lokomotiv, siger ”Tranz Metros” talskvinde. Hun fortsætter:
- Forleden var jeg i lufthavnen. Mit fly var aflyst, og alle tog det med forståelse. Men når det gælder togtransport, gør passagererne et gigantisk nummer ud af det. Jo. Privatiseringen er for alvor kommet på skinner. Også hos ”Tranz Metro”.