Vietnam: Hans liv gik i fisk

Artiklen er offentliggjort foråret 2006

Hans liv gik i fisk

Af Bjarne Wildau (Denne artikel er omfattet af loven om ophavsret)

Han vender sig lidt utålmodigt og kigger over sin højre skulder. Servitricen som er den eneste på det ret store sted her i Hanoi der taler en smule engelsk, skulle have sendt vores ordre ud i køkkenet. Men hun har travlt med at tage mod betaling fra en anden gæst. Lars Jøker ser på sit ur. Der er mindre én time til den næste aftale, står der skrevet i hans ansigt.
Jeg kigger på bestillingsblokken som stadig ligger på bordet foran os, og udtaler så den erfarne sætning:
"Vi kan lige så godt vente, vi får maden på det tidspunkt, hvor servitricen har besluttet sig for det, ikke et sekund før"
.- Ja. Du har ret. Men derfor kan man nu alligevel godt skubbe lidt på. Det hjælper altså nogle gange, konstaterer Lars, der som en del af et gigantiske Danida projekt, de sidste seks år har knoklet med netop at få samarbejde mellem vietnamesere og vesterlændinge til at gå i fisk, til gavn for ikke mindst fattige bønder og fiskere i landet der har gået så grueligt meget igennem.At det elastik som også kaldes tålmodighed, måske er lidt strammere end det plejer at være, kan i øvrigt sagtens skyldes det faktum, at den 42-årige familiefar er i gang med at sige farvel til faglige yndlingsbarn, den vietnamesiske fiskeindustri, for at fastholde det løfte han har givet sig selv om, at de tre børn han har med hustruen Anne Dorthe, om at de skal have mulighed for at prøve at blive danskere. De to yngste har kun været i Danmark på ferie.
- Det program som Danida har stået i spidsen for i 10 år, og som har været med til at gøre Vietnam til en af de førende eksportører, tager en ny drejning. Hvor det før har været Danida der har siddet ved rattet, tager vietnameserne nu selv over. Danida sætter sig selv om på bagsædet, konstaterer Lars Jøker, som er bange for at han vil blive en dårlig passager.
Derfor er det oplagt, at han efter de seks år i Vietnam, hvor af de fire år har været som leder af det enorme projekt med 40 udenlandske eksperter tilsluttet, til sommer siger farvel til Vietnam. Det der med fisk. Det er faktisk noget han blev født ind i. Gennem flere generationer har familien Jøker arbejdet med dambrug.
- Fra jeg var lille havde jeg hjulpet til på min fars dambrug så godt jeg kunne. Jeg vidste simpelthen alt om faget, fra klækning af æg, til når fiskene skulle slagtes. Men trods den tætte tilknytning til faget, var der alligevel plads til at undersøge mulighederne i verden ude på den anden side af fiskedammene.
- Da jeg skulle tage beslutningen om handelsskole eller dambrug, så jeg et traditionelt erhverv der var på vej ned. Og da jeg arbejdede på et dambrug i en skoleferie, så jeg hvor dårligt ejeren havde det. Han var kun midt i 30erne, men hans ryg var slidt op. Måske var synet af den revaliderede dambruger det, som blev nøglen til det ideelle kompromis, nemlig at beskæftige sig med fisk fra den økonomiske vinkel. Fra et skrivebord, hvor en ergonomisk stol kan klare de fleste ryg problemer.Første skridt mod skrivebordet, var en handelseksamen.
- Da jeg var færdig med Handelsskolen, vidste jeg godt, at jeg ville rykke videre til Handelshøjskolen. Jeg ville være fiskeriøkonom. Men først ville jeg ud at rejse.Lars Jøker skrev til alle de dambrug han kendte til i Skotland. En af dem svarede tilbage.
- Jeg kunne bo i en campingvogn nede ved dammene, som jeg så kunne holde øje med samtidigt. Ejeren af dambruget tog mig med rundt mange af de slotte der var i området. De var hans kunder. Jeg oplevede en masse. Det var en fantastisk tid.I 1983 begyndte fiskeeksperten på Handelshøjskolen i Århus.
- Jeg tror at miljøet på skolen var mere afslappet den gang. Jeg kom i mit joggingtøj med en Fjælræv over skulderen. Jeg boede i Risskov, spillede fodbold i VRI. Ellers var jeg ikke specielt udadvendt. Jeg fokuserede på det sociale på kollegiet. Var med i dart turneringer, tog del i alle de fester der blev holdt. Vi havde en madklub, der nogle gange fungerede sådan lidt op og ned. Jeg nød det simpelthen.Ferierne blev brugt til at tjene penge. Og da der var mange nok, tog han af sted i flok, alle to, sammen med en kammerat. Kina, Tibet, Japan og hele den øvrige stribe af asiatiske lande. Turen tog fire måneder.
Senere flyttede Lars ind i et kollektiv i Lisbjerg, og han havde også et job som pædagogmedhjælper i Lystrup, hvor mange børn fik glæde af områdets første skateboardrampe.
- Den slags fandtes stort set ikke den gang. Så vi måtte på biblioteket og låne bøger. Det blev en stor succes.Da hovedopgaven til HA- studiet skulle klares, var det med de gode erfaringer fra tidligere rejser oplagt, at opgaven skulle skæres, så der var en rejse bygget ind i projektet.
- En kammerat og jeg lavede en investeringsmodel, hvor vi sammenlignede svenske og danske selskabers måde at drive virksomhed på i Brasilien og Argentina. Rejsen blev finansieret af forskelle legater. Projektet gik godt. Vi blev omtalt i Jyllands- Posten. Senere blev hovedopgaven også brugt i undervisningen på Handelshøjskolen.
Så der stod han, Lars Jøker, nyuddannet med både smil og optimisme skruet på ansigtet. Ansøgninger til Udenrigsministeriet og A. P. Møller gav ikke resultat. Og her blev den unge økonom fanget af den strøm, der kaldes den sociale arvefølge. Fødslen ind i en familie som havde med fisk at gøre.
- Jeg kom ind på Nordsø Centret i Hirtshals som fiskeriøkonom. Vi var tre fire økonomer som udviklede en fiskeripolitik.Godt seks år, et ægteskab og et barn senere, skulle der ske noget. Lars arbejdede stadig i Hirtshals, de forløbne år havde været en lærerig men også turbulent tid med interne stridigheder. Danida havde et ledigt job i Mozambique.
Fiskeriøkonomen havde allerede været dernede for at lave en opgave i forbindelse med det danske fiskeriprojekt. Så han vidste en del om hvad der ventede ham. Selve det at bede hustruen om at kvitte sit job som lærer, og tage et lille barn med til hovedstaden Maputo, var en stor beslutning. Men da den var taget, var der stort set kun bingo inkl. sidegevinster tilbage.
- Efter min tid i Hirtshals var det befriende og udfordrende at kunne starte som et helt blankt kort, i stedet for at sidde som en lus mellem to negle, som jeg ofte havde gjort i mine tidligere jobs.
- Vi havde det vidunderligt i Maputo. Vore tvillinger blev født mens vi var der nede, og Anne Dorthe fik arbejde som lærer. Og de mennesker vi hver især arbejdede med, var herlige. Jeg samarbejdede med en dejlig direktør. Vi kunne feste lørdag nat, og så være professionelle mandag morgen. Ok. Det var knap så sjovt, hvis vi selv inviterede til fest kl. 18.00, som man gør i Århus, så kunne det godt være at vi brændte inde med maden i nogle timer. For så pludselig klokken 23 at have huset fyldt med gæster, og hvor festen så bare kørte fra første sekund. Altså, alene det at landet havde den fantastiske musik, som vi kunne dele med de lokale, var vidunderligt.
Familien Jøker var i Mozambique i tre år, indtil Danida programmet blev lukket. Korruption på topplan i den mozambiquanske regering var den mere eller mindre officielle grund.Og nu er vi så tæt på udgangspunktet i denne artikel, nemlig Hanoi, den vietnamesiske hovedstad, hvor der på papiret var et næsten identisk job ledigt.
- Skiftet fra Mozambique til Vietnam, var meget større end det fra Danmark til Mozambique. Her virkede det hele meget sløvt. Man vidste aldrig hvornår man reelt havde fået et nej eller et ja. Det var meget tungt. Men når de lokale så endelig får taget en beslutning, går det stærkt.På trods af den store omvæltning, og de anderledes arbejdsforhold, var der alligevel held med i spillet.
- Jeg fik en dejlig samarbejdspartner. Manden fik sin uddannelse i Polen. I sin sparsomme fritid sidder han og oversætter polske digte til vietnamesisk. Det er da fantastisk.To år efter ankomsten til Hanoi, overtog Lars Joker ledelse af det enorme Danidaprojektet, som med 40 internationale eksperter arbejdede med alt fra kyst og havfiskeri, til udvikling og forbedring af dambrug, og ikke mindst privatisering af størstedelen af de regeringsejede fiskerifabrikker.
Ofte hører vi om de Danida projekter som går galt. Som spilder skatteborgernes penge. Men her er der altså nettet utrolige resultater. Tusindvis af bønder er rykket ud af fattigdommen, fordi de via "dansk hjælp" har lært at opdrætte fisk eller rejer på deres rismarker. Og i bjergene hvor der ikke findes rismarker, har mange familier nu stor gavn af deres damme. Mange af dammene gik i arv fra generation til generation, men man fik for lidt ud af det. Jeg var selv et smut oppe i bjergene tæt på den kinesiske grænse, hvor jeg mødte familier, som via træning i nye metoder kunne sende deres børn i gode skole, bygge nyt hus, og meget andet. Det er gået godt. Det mener man også i Danida. Fra den 1. januar i år har vietnameserne taget over ved rattet, med en bevilling på 246 mio. kr. over fire år.
Og her er det så at Lars Jøker og hans familie siger farvel til Vietnam. Af sted hjem til Danmark. Hustruen Anne Dorthe, som også arbejdede i Hanoi, og Lars selv er foreløbig uden jobs i Danmark. Det er hjem til den uvished som helst skal fremstå som en positiv udfordring.
- Vi har spekuleret meget på hvad vi skal. Jeg har været hos Danida i 10 år. Skal jeg skifte, er det nu. Og vi er indstillet på at give Danmark en fair chance. Den barnlige begejstring som min søn Emil gav udtryk for, da han fandt ud af at skoledagen er kortere i Danmark, end på en international skole i Hanoi, var ikke til at tage fejl af.
- Jeg tror at vi mennesker er indrettet med et overlevelsesgen, som gør at man omstiller sig til nye udfordringer. Vi glæder os til at komme til Danmark, men vi har været utroligt glade for at bo i både Vietnam og i Mozambique.