Thailand: Dansk fysioteraeut fandt "norsk" job i Pattaya

Af Bjarne Wildau (Denne artiklen er omfattet af loven om ophavsret)

Stedet er et norsk behandlingshjem, men glem alt om sne og bjerge. Vandet i pølen er omkring de 30 grader. En let brise når ind, og visker i palmekronerne. Scenen er sat i det norsk ejede Baan Sabaijai, og ved et af havens borde, sidder Martin Moisen, og er spændt på, hvad denne snak vil udarte sig til.
Den danske fysioterapeut, rykkede fra Harald Jensens Plads til Jomtien tæt på Pattaya i Thailand i august sidste år, og ha må have det som om der er faldet tre vognladninger sydfrugter ned i den turban, både fagligt og socialt.
- Det er langt mindre stresset at arbejde her på den privatejede institution, som oversat til dansk hedder "hjemmet for det lykkelige hjerte", end i Danmark. Jeg bestemmer selv, hvor meget tid jeg vil bruge på den enkelte patient. Jeg kan fortsætte indtil jeg synes at jobbet er gjort, uden at tænke på, at der absolut skal én patient gennem systemet hver halve time. Det er godt for patienterne, og det er godt for mig selv, både fagligt og menneskeligt, siger Martin Moisen, 33.
Allerede som 15-årig begyndte han at rejse. Turen gik til USA og Canada, begge steder var han hos familie, mens han passede sin skolegang, men Thailand er noget helt andet.
- Inden jeg flyttede her til for at arbejde, havde jeg været i Thailand fem gange før. Det som slår en, når man ankommer, er den fantastiske gæstfrihed. Der findes flinke og søde mennesker de fleste steder, men der er altså noget helt specielt ved thaier måde at være sammen med os udlændinge på. Uanset om vi er turister, eller som her, hvor patienter kommer fra det kolde Skandinavien, for at få et frisk varmt pust, nogle gode behandlinger, og et bedre liv, siger fyren, der har en overkrop, som om han enten har trænet meget, eller blot trænet samtidigt med at han har spist noget forkert.

Hestegal familie

Da jeg får blikket væk fra Martins overarme, ryger vi tilbage til hans barn og ungdom.
- Jeg havde drømmen om at blive brandmand og ingeniør, men så snart jeg blev så gammel, at jeg kunne fastholde mine drømme og håb, har jeg vidst, at jeg ville have noget med mennesker at gøre, siger Martin som er født af en hestegal mor, og vokset op med en bror, som nu er i lære som berider.
Martin red den modsatte vej. Kom på efterskole på Langeland. Skolen havde en maritim vinkel, masser af dykning, svømning og løb. Og det var fint, dykning, løb osv. Nej, heste det blev aldrig helt mig. Min mor og bror er jo bidt af det. Jeg kan sagtens tage med til et stævne og hygge mig med det. Nemlig at se de mennesker jeg holder af, gøre det de elsker og er gode til.
Nej, så har kampsport, hvor man er alene i verden, med en modstander overfor sig, været mere tiltrækkende.
Martin dyrkede Tækwondo i tre fire år. En af hans venner var aktiv indenfor boksning, og han spurgte, om Martin ikke havde lyst til at prøve det.
- Boksetræning er jo meget givende, man kommer virkelig i form, og jeg boksede for motionen og samværets skyld, siger Martin, som efter tre år gled over i rollen som træner.
- En af de unge som jeg trænede, var Vinnie Skovgård, der nu bokser professionelt.
Derefter fulgte flere rejser, indtil han følte sig klar til at begynde en uddannelse, som ville gøre det muligt for ham, at arbejde fagligt med mennesker.
- Jeg kom ind på Århus ergo og fysioterapeutisk skole i Skejby i 2002. Selve det at komme til og fra skolen og hjemmet på Sdr. Ringgade ved Harald Jensens plads, var en sport i sig selv. Op på jernhesten, og af sted.
Studiet var godt for Martin, han trippede ikke rundt med en angst for at have valgt forkert. I stedet trak han det internationale ind i det, så meget som han nu kunne.
- Allerede på tredje semester snakkede jeg med en af mine gode skolekammerater om at tage tilbringe 4-5 semester i Sydafrika. Men det hele faldt til jorden, i processen mellem vores studievejleder og den lokale skole i Sydafrika. Vi hørte simpelthen ikke mere fra dem.
- Jeg havde stadig ideen om at komme til udlandet i forbindelse med min uddannelse. Jeg var på ferie i Thailand i 2004, og skrev til en masse institutioner og hospitaler, om jeg kunne blive frivillig eller praktikant hos dem.
Der kom svar fra to, det ene på dansk.

Praktik i Bangkok

- Jeg fik fire måneder på Bangkok Hospital,, plus en enkelt måned på Phuket. Noget af det jeg lærte af opholdet var, hvor vigtigt det er at man laver kvalitetsbehandlinger. Jeg så, hvor meget jeg allerede havde, lært under mit studie i Danmark, specielt sammenlignet med thai kolleger, der havde 8- til 10 års erfaring.
Det farvel der blev udtalt efter de fem måneder i Thailand, havde et indbygget "på gensyn" i sig.
- Da jeg var færdig med min uddannelse i Århus, søgte en af mine venner jobmuligheder på Internettet. Og han gav mig et link i Norge, der handlede om et ledigt job i Thailand. Man søgte en norsk fysioterapeut, men det eneste der kunne ske var, at der kom et nej.
- Jeg sendte min ansøgning af sted, og havde et par samtaler med ejeren af dette private projekt. Blev så ansat, og begyndte den 1. august sidste år.
Ofte frygter fagfolk der tager hen om hjørnet, langt fra hjemmet, at de vil sakke bagud rent fagligt. Det virker ikke som om det er problemet for den ret nyuddannede Fysioterapeut.
- I mit nuværende job, er der mulighed for at følge de samme efteruddannelser, som i Danmark. Det undersøgte jeg, inden jeg sagde ja tak til jobbet. Singapore, Hong Kong og Australien tilbyder de samme kurser, den eneste forskel er, at de er billigere.
- Jeg brugte 3- 4 måneder på at bygge afdelingen op. Fra start havde jeg udstyr nok til at lave forsvarlige behandlinger, men jeg manglede de ting, som skulle gøre behandlingen optimal.
Det var besværligt med kontakter og leveringstider, som det jo ofte er her ude. Den første leverandør gav Martin fire ugers leveringstid. To dage før det hårdt savnede udstyr skulle være kørt ind gennem porten, ringede fyren og sagde, at han ikke kunne levere.

Taber ansigt

- I sig selv var flot, at han ringede. Kutymen er, at asiatere er bange for at tabe ansigt, og derfor lader være med at sige fra.
Nød lærer folk at tænke, sådan gik det også for Martin, som nu endelig brugte de kontakter, han havde på det hospital, hvor han tidligere havde fungeret, Bangkok Hospital. Der fandt han en ung ingeniør, på sin egen alder, som den unge fysioterapeut selv understreger det, og han leverede det udstyr der manglede. Endda til den aftalte tid.
- En ting som helt klart er bedre end i Danmark er, at jeg selv har mulighed for selv at bestemme, hvor lang tid jeg skal bruge på den enkelte patient. Jeg arbejder uden det pres, som findes i Danmark, hvor der skal en patient igennem systemet hver halve time. Jeg har mellem fire og ni patienter på en arbejdsdag, og det får mindst en time hver.
- Vi arbejder tæt sammen med sundhedsvæsenet i Norge, og vi er godkendt til at modtage patienter under det norske behandlingssystem. Nogle kommer med en rekvisition fra Norge, som giver ret til 24 gratis behandlinger, andre har hørt om os efter mund til øre metoden, og betaler selv. Vi har derfor også danske patienter.
Og hvad er det så for en type patienter, Martin Moisen arbejder med? Det er lige fra en mongol, som er overvægtig, han tabte 11 kilo på kort tid, og blev et meget gladere og mere åbent menneske, over patienter der har ondt i ryg, knæ over til folk som har hjerneskader.

Lærer at tale thai

Vi laver udflugter for patienterne hver uge, og prøver at tilrettelægge dem, så de bliver en del af den enkeltes behandling.
- For at hjælpe mig i arbejdet, tager jeg lektioner i thai. Det vil blive nemmere, hvis jeg kan begå mig på thai, når jeg skal forklare mig overfor thai personalet. Vi skal jo fungere som et team, lige fra kokken, til hjælperne.
Martin har det direkte ansvar for hjælperne, ordre skal gives med pli og et smil. Der ligger ordbøger med norsk, thai og engelsk, det har personalet taget godt i mod. I det hele taget prøver vi at give dem arbejdsglæde, og derved skabe interesse for at de får yderligere lyst til at uddanne sig til at arbejde med handicappede.
Og her smutter vi så tilbage til den private del af Martin, som oplever at Thailand er det optimale sted at være. Klimaet er fantastisk, det samme er den gæstfrihed, som man selv skal have oplevet, for at forstå.
- Jeg har rejst en del, har set meget, men gæstfriheden jeg har mødt andre steder, er intet i forhold til det, jeg oplever her, konstater Martin, som bor i en lejlighed i nærheden af sit arbejde, sådan lidt på grænsen mellem Pattaya og det Jomtien, som i det mindste tidligere, var mere roligt og mondænt, end det livlige Pattaya.
- Jeg er ansat på norske betingelser, og har derfor et stort rådighedsbeløb. Jeg kan sætte penge til side, uden ar mangle noget i det daglige. Jeg har købt en ny mountainbike, som jeg bruger til træning, der er nogle fremragende ruter at kører på. Oven i den sport, træner jeg også thai- boksning.
Selve Pattaya, er dog ikke lige Martins favoritsted.
- Når vi har gæster her, viser vi de frække kvarterer frem. Forældre til vore patienter bliver chokerede, første gang de oplever det, der foregår der. Det handler jo meget om ældre mænd fra vesten, og yngre thailandske kvinder. Anden gang forældrene ser det, oplever de det ofte helt naturligt. Man vænner sig hurtigt til det.
Martin fortsætter:
- Man skal ikke glemme, at folk fra de fattige områder i Thailand, som arbejder her, sender mange penge hjem til deres familier. Det gælder både de mennesker der udfører flot arbejde her hos os, men også de som arbejder i barerne. De penge der sendes hjem, er ofte altafgørende for børns skolegang, mennesker nødvendige operationer, og meget andet.
Hvis man vil have det skægt, uden at det skal handle om sex, er der eksempelvis godt 30 golfbaner, fire gokart baner, og man kan gå i biffen for, hvad der svarer til 15 kr.
- Der findes også baner, hvor man kan skyde med en ægte "Dirty Harry" pistol, en Magnum 357, en drengedrøm for mange.
Men det er alligevel ikke nok til at holde på ungkarlen.
- De fleste af mine venner er i Bangkok, og det tager kun et par timer at komme dertil med bus. Ellers mødes jeg med folk omkring mine interesser, siger Martin, som umiddelbart har svært ved at finde en grund til at sætte sig i sadlen, og ride videre.

Nepal: Hun sprang ud på det dybe vand på verdens tag

(Artiklen blev offentliggjort i Viborg Stifts Folkeblad i foråret 2007)

Kulturforskelle var tredje partner i ægteskabet mellem Helle Skjærbæk Shrestha, født og opvokset I Viborg, og Jeevan fra Kathmandu. På et tidspunkt fik Helle et net sat op foran døren, der skulle holde myg, slanger, og svigermor ude af huset.

Af Bjarne Wildau (Denne artikel er omfattet af loven om ophavsret)

Katmandu/ Nepal
Hendes bedstefar var bademester ved Nørre Sø, så måske lå det bare i blodet, at hun sprang ud på det dybe vand, da hun giftede sig med Kathmandus flotteste og sødeste fyr, Jeevan Shrestha.
Da jeg bliver sat på en stol i køkkenet, hvor meget dette rum har betydet for kvinden, som hos sine forældre på Vesterrisvej 8. Mens Helles to søskende blev i Jylland, smuttede hun selv til hovedstaden, så hurtigt som muligt efter gymnasiet.
- Jeg begyndte som pædagogmedhjælper, læste til socialpædagog, og arbejdede flere spændende steder, med blandt andet blinde og på en ungdomspension. Jeg var i København fra 81 til 89. Jeg var bange for at gro fast. At ende med et 25 års jubilæum stod for mig som noget aldeles forfærdeligt. Og der manglede noget i mit liv.
Vitamintilskuddet kom, da Helle så en annonce, "Kom til Nepal, og bo i kvindekollektiv".
- Flere af mine venner havde allerede været i Nepal, og det var glade for det. Så hvorfor ikke.
Kollektivet som Helle skulle flytte ind i, var faktisk noget helt andet. Hendes kontakt ville åbne et kunsthåndværkssted. Ude i byen var der også gode oplevelser ("ude i byen".)
En dag sad Helle på en restaurant, som en dansker havde anbefalet.
- Han havde sagt, at han kendte ejeren af restauranten, som var en spændende og sød fyr, som jeg skulle møde. Mens jeg sad og ventede på min bekendt, havde jeg godt set, at der var en fyr, og jeg havde holdt øje med ham. Der var bestemt interesse.
Da den danske bekendt ankom, hilste han på den attraktive fyr, to minutter efter var han præsenteret for Helle. De hyggede sig hele den aften paa hans restaurant i turistområdet Thamel.
- Den gang tog en kvinde ikke alene hjem gennem byens mørke gader. Jeevan fulgte med hjem, vi kørte på cykler. Ved døren var der et sødt kys på kinden. Det var alt. Han havde før rejst i Europa og havde arbejdet i London. Senere fortalte han også, at hans gode engelsk kom fra tiden som elev på en amerikansk missionsskole i Kathmandu. Han kendte også klassiske film og romaner, og den slags.
Et brev røg af sted til mor i Viborg.
- Mor. Jeg har fundet prinsen på den hvide hest.
Men hun havde også forelsket sig ind i en anden kultur. Hendes kæreste var 33, og han boede hjemme hos familien, stort hus, med tre generationer.
Når voksne børn bor hjemme hos deres forældre, bliver de behandlet som 13- årige i Danmark.
- En aften var vi taget hjem til Jeevan. Vi var på hans værelse, og pludselig blev der banket på døren. Min svigermor råbte, at "Far synes, at kvinden skal tage hjem". Der lå vi, voksne mennesker. Der var kun en ting at gøre, tage en dyb indånding, og på med tøjet.
Men trods genvordighederne, havde de to besluttet sig til at gifte sig. Helles kæreste og kommende, brudgom ville ikke have sin familie blandet ind i det, da han var sikker på at de ville have indvindinger. Efter kampe med bureaukratiet i Nepal, blev de dog gift. 3 månder efter at de havde mødt hinanden.
- Jeg rejste hjem alene, i lufthavnen blev jeg modtaget af min mor, som sammen med en veninde kastede med ris. Min mor fortalte mig, at hun var så lykkelig for, at jeg endelig havde besluttet mig.
Jeevan kom til Danmark en måned senere.
- Vi boede i min lejlighed. Tre måneder efter hans ankomst, blev vi tilbudt et butikslokale til leje. Idéen var oplagt, at sælge varer fra Nepal.
Butikken fik navnet Namaste, som er en hilsen på hindu. Der kom folk til. "Vi kigger bare", var den første sætning Jeevan lærte på dansk. Flere og flere købte dog mere end de kiggede.
- Da vi havde været i Danmark i ét år, tog vi på ferie tilbage til Kathmandu. Og Jeevans søskende fik ret, mine svigerforældre blot skulle bruge tid, til at vænne sig til deres søns valg. Vi blev modtaget som ægtefolk.
Tilbage i Danmark kørte livet videre, Helle med sit fuldtidsjob, og Jeevan bag disken dagen lang.
- Jeevan fik aldrig sit eget liv i Danmark. Og som den ældste søn, skulle han traditionelt tage sig af sine forældre. Han fik vel dårlig samvittighed overfor dem. Efter næsten 4 år i Danmark, syntes han, at vi skulle tage tilbage til Kathmandu.
I 1993 afviklede parret alt, på nær lejligheden. Ærgerligt at de skulle af sted, butikken var begyndt at give overskud.
Og efter årene i Danmark, hvor det var den nepalesiske mand, der var på udebane, blev rollerne byttet om. Nu var det Helle, der følte, at det nye liv i familiens hus, var en rejse direkte tilbage til middelalderen. Returbiletten lå dog altid og og ventede i skuffen.
Parret flyttede helt naturligt ind i det samme rum, som Helle som nyforelsket var blevet smidt ud fra.
Svigerfamilien tilhører Newarene, det er håndværkerkasten og forretningsfolk. De betragtes som de mest traditionsbundne, og de mest konservative.
- Svigermor forventede virkelig, at jeg skulle holde hus for hende. Og jeg prøvede virkelig at gøre alt, for at falde til. Stod op tidligt om morgenen, fejede gulv i det meste af huset, pillede løg og ingefær.og serverede mad Men de fik mig aldrig helt. Jeg lod som om jeg ikke kunne lave mad. Men jeg havde det i en periode så dårligt, at jeg mistede appetitten.
Samtidigt var der problemet med at få arbejde. Allerede ved ankomsten, havde Helle smidt sit CV ind på ambassaden.
En dag så hun reklameskilte for Larsen Rejser, på en butiksrude inde i byen. Hun lagde sit telefonnummer, og da de danske rejsefolk kom tilbage med det næste hold turister, fik hun et job som guide. Fem dages arbejde hver anden uge.
- Jeg guidede turister fem timer, og det blev på mange måder min redning. Vi kørte de ture, så de ting vi skulle. Men det turisterne ville høre, var om mit eget liv her i Kathmandu. Vi grinede sammen, når jeg fortalte at jeg stod op tidligt om morgenen, gjorde rent, og pillede løg om morgenen. Jeg fik mine frustrationer ud.
Noget af det værste den gang var, at der ikke som nu, hvor vi snakker i køkkenet, at der netop ikke var et køkken. Alt skulle deles.
- Det store positive gennembrud kom, da Helle blev gravid. Tvillinger. Hun var i Danmark gennem det meste af graviditeten, og ægtefællen var mest i Nepal, men kom 14 dage inden fødslen. Da drengene var født, ville jeg finde min egen rolle som mor, inden jeg tog tilbage til Kathmandu.
Tvillingerne Victor, Vincent og deres mor var hos mormor i Viborg de første 3 måneder af børnenes liv.
Helle fokuserede i den første tid som mor, på at sikre, at hun fik en god fremtid som mor og hustru i Kathmandu.
- Jeg ville have mit eget køkken. Ellers kom jeg simpelthen ikke tilbage.
En anden genistreg var, at tage sin mor med til Kathmandu. Hun kom til at fungere som et skjold, mod den nepalesiske kultur, som svigerfamilien blot var en del af.
Da Helle begyndte at bade de små, troede svigermor, at børnene ville blive alvorlige syge.
- Da børnene begyndte at kravle, tog min svigermor dem op. Hver gang de var aktive, blev de taget op. Skulle svigermor passe børnene en time, gav hun dem opblødte mariekiks at spise. Hun ville det bedste, men det var svært at se på.
Da børnene begyndte at gå, kom der net for dørene, de skulle holde myg, slanger, og min svigermor ude.
- Da vi boede i København, og lavede mad sammen, og jeg larmede lidt med gryderne, spurgte Jeevan tit, om der var noget galt. Det undrede jeg mig over, men svaret på hans reaktion kom, da jeg flyttede ind hos hans familie i Kathmandu. Når min svigermor var vred, sagde hun ikke noget. Hun skramlede bare med potter og pander. Så ingen var i tvivl om hendes vrede.
Da børnene var tre 1/2. I 1999 blev et job som arkivar ledigt på den danske ambassade. Diplomati, en ny verden for den tidligere pædagog og rejseleder.
- Uanset om jeg var lokal ansat, anså de andre lokalt ansatte mig for at være dansk. Tilhørende den danske lejr. Inden min ansættelse på ambassaden, havde jeg holdt mig væk fra danskere, men nu mødte jeg mennesketyper, som jeg ellers aldrig havde mødt.
- Vi var tre danske par, med børn på samme alder. Så rejste de to par, næsten samtidigt. Det var meget hårdt. Nu hvor det daglige samvær med kvinder som også havde små børn forsvandt, blev savnet af det bare at kunne smutte ind til mor for at sludre og drikke en kop kaffe, ekstra stort.
Tilbage til ambassaden. Da Udenrigsministeriet så, at der var penge at spare, ved at udskifte den fra Danmark udsendte konsul, med en lokalansat, fik Helle jobbet, som leder af den konsulære og administrative afdeling. Hun har ansvaret for udstedelse af visa til de lokale, og pas, kørekort, at hvad der ellers kan dukke op af problemer der falder ned af Himmalaya, og den slags. "Ja tak, vi har brug for en helikopter indenfor 10 minutter, og hvem skal for resten betale den".
Oven i det, har hun ansvaret for beredskabsplanen for danskere i Nepal. Hendes ansigt skifter farve, og hænderne flytter sig forkert, da hun begynder at snakke om det.
- Regeringen siger, at byplanlægning, det tager de sig af efter jordskælvet, som alle forventer vil komme. Nu kom der et i Pakistan for et par år siden, at det kan godt have udsat det. Man regner med, at hvis skælvet kommer, bliver der tale om tusindvis af døde, og mange flere sårede.
For nogle år siden fik jeg lavet en kasse, med madvarer, tøj til børnene, osv. Da jeg åbnede den for fem år siden, var der babytøj i den, smiler moderen, som til tider har sovet med pas og penge under hovedpuden, hvis nu jordskælvet skulle komme.
- Vi sidder stadig i køkkenet, som Helle måtte kæmpe så hårdt for at få. Men nu er vi tre om bordet. En søster er komme fra Danmark, og i aften ankommer de sidste. Anledningen til invasionen fra Viborg er, at de to drenge, Vincent og Victor, 11, skal gennem noget der minder om den danske konfirmation.
Svigermor har de sidste seks år ligget stille hen, efter hjerneblødninger, og svigerfar er præget af den alder de to deler, de er midt i 80erne.
- Det er derfor vi har besluttet at rykke festen frem, så deres bedsteforældre på deres måde kan få den oplevelse med.
Begivenheden har været fastlagt længe. På trods af det er der stadig håndværkere over alt. Den del af "huset med tre generationer" som Helle og Jeewan sidder på, er blevet forbedret og udbygget gennem årene. Noget mere nødvendigt, end andet.
- Taget var utæt i fire år, forklarer Helle tørt, samtidigt med at hun udtrykker glæde over den støtte hun fra start fik af sin mand, Jeevan Uden hans opbakning havde jeg ikke været i Nepal i dag.

Hong Kong: Blev sømandspræst- der skulle jo ske noget

Artiklen her er vinklet til et århusiansk blad, og offentliggjort i foråret 2007

Af Bjarne Wildau (Denne artikel er omfattet af loven om ophavsret)

Han var præst i Lystrup, et sogn som Hans Aage Koller Nielsen, 53, selv beskriver som det bedste i Danmark. Folk myldrede til, når der var gudstjeneste, og præstegården og ikke mindst haven var vidunderlig.
- Men så rundede jeg de 40, og det var som om der skete noget. Det var som om jeg skulle gøre op med mig selv, hvad det var jeg ville. Blive i den velkendte hverdag i Lystrup, eller prøve noget andet.
Som faldet fra himlen, fik Hans Aage Koller Nielsen en forespørgsel fra den daværende biskop Herluf Eriksen.
- Han fortalte at der var et ledigt embede i Sømandskirken i Rotterdam. Om det var noget for mig.
Det var det, og det blev til 7 herlige år i Holland, inden ungkarlepræsten rykkede videre til endnu en sømandskirke, nu 180 grader modsat Rotterdam, nemlig i Hong Kong.
Det er en tirsdag formiddag i Hong Kong, midt i regntiden. Tilfældigt, men heldigt, holder Hans Aage Koller Nielsen, til i den danske sømandskirkes kontor, blot 500 meter fra det gæstehus, hvor jeg sent i aftes fandt et ledigt værelse. Nemlig i Mariners Club i Kawloon på fastlandet.
Da jeg går op ad den lange trappe i bygningen der tilhører det engelske missonsselskab for søfarere, hvor sømandskirken har lejet sig ind med kontor og præstebolig, sker det uden aftale. De e-mails jeg har sendt, er ikke blevet besvaret. Til gengæld har jeg advaret om mit besøg, der går ud på, dels at få en snak med præsten, dels skal hjælpe mig til at finde andre danskere, som jeg kan skrive om fra den tidligere britiske kronkoloni.
En vagt viser vejen til den danske afdeling, og endelig står jeg i døråbningen til et langt smalt kontor. En mand rejser sig fra sin plads ved skrivebordet nærmest vinduet, og går frem mod mig. Den højre arm løftes til en hilsen, samtidigt med at mandens ansigt åbner sig i et smil.
Nærmest ved døren er der et lille bord og to stole, perfekt til en introduktion som den vi er i gang med. En medarbejder, som alligevel skal op i den britiske kirkes restaurant, tilbyder at tage kaffe med til mig også. Og der sidder vi så.
Jeg havde inden jeg landede i Hong Kong, kikket på sømandskirkens hjemmeside. En detalje slog mig. Mens der er fotos af de tre medarbejdere, er der ingen af præsten selv.
- Jeg er ikke så god til at stå frem. I bund og grund er jeg vel lidt genert.
Ja sådan lyder forklaringen fra den præst, som jeg har planer om at få på forsiden af Århus Onsdag.
Men det lykkes nu alligevel. Måske hjalp det, at jeg for to tre år siden skrev et par artikler om Hans Aage Koller Nielsens forgænger, som nu er sømandspræst i Singapore.
- Hvordan er din metode, spørger præsten pludselig. Det forklarer jeg så, og en halv time efter ankomsten til kirkekontoret, er vi i gang.
Han blev født ind i en præstefamilie nær Jelling. Faderen døde da Hans Aage var 8, moderen stod nu alene med fire børn. Måske var det derfor, at arbejde efter skoletid og i ferier blev en naturlig del af den faderløse knægts liv. Før som medhjælper hos bedstefaderen der havde en gård, og siden kom der blandt andet jobs i Løveparken i Givskud.
Via privatskole og gymnasium stod han overfor valget af uddannelse.
- Jeg flyttede til Århus i 1972. Jeg ville helst være ingeniør, præst var noget som enhver kunne blive. Men jeg tænkte meget over hvad jeg skulle. Jeg kunne sige ja til, at jeg troede på gud, og endte med at vælge at studere teologi, forklarer præsten som har et kors i en kæde om halsen.
Studiet blev suppleret med et job som portør på Århus Kommunehospital. En del af den fritid der var, blev brugt som medejer af træskibet Johanne II, der var bygget i 1920.
Første embede blev som hjælpepræst i Elsted Elev.
- Der skulle bygges en ny kirke i Lystrup, og en del af mit arbejde var at deltage i arbejdet med at få opført kirken og præsteboligen. Det var utroligt spændende at følge projektet helt fra begyndelsen.
Prikken over iet kom, da han selv fik embedet i den nye Lystrup kirke, og kunne flytte ind i præsteboligen.
- Der var 5.800 sognebørn. Rent kirkeligt, var det nordlige Århus et af de bedste steder, og folk myldrede til gudstjenesterne.
Og sådan gik det i cirka 10 år. Indtil en aften, hvor præsten pakkede sin bil, og begyndte turen til Rotterdam, hvor han ville tjekke, om det job han var blevet tilbudt, kunne være det trin væk fra det velkendte, op mod det udfordrende, det ukendte.
- Jeg kørte om natten, var i Rotterdam om morgenen. Jeg husker at jeg fra start blev dybt fascineret af at kirken, lå lige overfor en kanal. Man kunne følge trafikken i kanalen og livet på bådene.
Præsten fra Lystrup talte også med folk som var flyttet ud, som havde mere erfaring end han selv i at være udenlands.
- Man snakker meget om at verden bliver mindre og mindre. Men åbner man øjnene, ser man for alvor at verden er større og mere forskellig end man regner med.
Søfolkene som kom i kirken hvor jeg kom til at arbejde i syv år, gav mig også meget. De var virkelig med til at brede virkeligheden ud for mig.
- Jeg regnede egentlig med, at jeg skulle tilbage til Østjylland, når jeg var færdig med Rotterdam. Men så kom embedet her i Hong Kong ind i billedet. Og så kunne jeg mærke, at jeg lige skulle se verden fra en Asien vinkel, inden jeg vendte hjem.
Mens Hans Aage Koller Nielsen kunne pakke bilen, og smutte ned for at kigge på mulighederne i Holland, skulle der siges ja til Hong Kong, uden smagsprøver.
- Da jeg landede i Hong Kong, var det første gang jeg nogensinde var i Asien. Jeg havde en kuffert, plus en kontrakt om fire år som sømandspræst for Hongkong, Kina, Filippinerne, og Japan med mig. Jeg vidste at der var et kontor og en lejlighed her. Og en sømandskirke nede på havnen. Men ellers var jeg 100 % på udebane. Jeg havde på forhånd et sæt forventninger om, hvad jeg ville møde her. Jeg husker, at det blev brudt allerede på vej ind til byen, fra den gamle lufthavn. Der var skilte som advarede mod køer på vejen. Det havde jeg ikke ventet.
- Når man først er kommet til Hong Kong, er verden endnu større. Her er der gang i samfundet, 24 timer i døgnet, og der bliver længere og længere til Danmark. Tryghed bliver der også mindre og mindre af. Jeg havde levet hele mit danske voksenliv i Århus, i alt 20 år, som trygge og gode. Rotterdam var lidt mindre trygt end Århus. Her kæmper folk for at klare tilværelsen. Og de mennesketyper, jeg mødte og stadig møder i min menighed, har for langt de flestes vedkommende valgt at rejse fra det trygge Danmark, til udfordringer på udebane.
Den nye hverdag i Hong Kong, var også fyldt med blanke glasfacader. Hans Aage Koller Nielsen undrede sig længe over, hvad der mon var bag de blanke facader, hvordan det virkelige liv var i Hong Kong.
En anden udfordring var det asiatiske smil. Når man ankommer til den asiatiske kultur, har man jo ingen fornemmelse af, hvad det asiatiske smil betyder.
På det tidspunkt i samtalen, er vi rykket op i den britiske kirkes restaurant, hvor Hans Aage har budt på frokost.
Og det viser sig, at det netop var her i det store højloftede restaurationslokale, at præsten første gang blev opmærksom på, at han gik forkert af det asiatiske smil.
- Asiatere og deres asiatiske smil. Som nyankommen ved man jo ikke, hvad der foregår bag det asiatiske smil
Første gang jeg gik forkert af smil, var her i restauranten. Jeg satte spørgsmål ved noget mad. De smilte, samtidigt med at sikkert tænkte, at det skal den idiot ikke bestemme.
Da vi er færdige med frokosten, spørger Hans Aage mig, hvad han kan gøre for mig. Stemmen og mandens øjne. Det er ro, venlighed og nysgerrighed, der dominerer. Altså. Godt at den mand ikke blev ingeniør.
Vi ender med at køre ned til den egentlige sømandskirke, som er placeret på havnen.
Mens vi kører, forklarer præsten, at selv om Hong Kong er et af de tættest befolkede områder i verden, er der alligevel masser af grønne områder.
- Men jeg plejer at sige, at sømandskirken ligger i et af de grimmeste områder i byen.
Beviset kommer fem minutter senere. Kirken er presset ind mellem motorveje, pakhuse og porten til containerhavnen i Kwai Chung.
Stolt viser Hans Aage Koller Nielsen kirken frem. Den domineres af en restaurant, et bibliotek, hvor gæsterne selv kan tage drikkevarer i køleskabet og betale i en "sparebøsse", hvis den der har vagten er på skibsbesøg. Selve kirkelokalet virker langt fra stort, men alligevel mangler det ikke på besøgende, når der afholdes gudstjeneste.
- Sidste søndag havde vi 80 til gudstjeneste. Mange af disse blev til den frokost, vi har bagefter.
I det hele taget fylder det sociale langt mere i Hans Aage Koller Nielsens præstegerning i Hong Kong, end det gjorde i Lystrup.
- Jeg har både kontakt med den danske koloni af fastboende, som oftest er her for at arbejde eller studere, og med søfolk som kommer tilbage til os med skiftende intervaller. Mit indtryk er, at danskere er bedre til at tage kontakt til andre når de flytter til udlandet, end de er i Danmark.
Præsten som både er en af de uformelle ledere af det dansk netværk i regionen, har det helt klart bedst med den del af jobbet, som gælder det kirkelige og det sociale.
- Det at møde andre mennesker, og at få samværet til at fungere, det er nok det jeg holder mest af. Vi har også en ret god hjemmeside, som folk finder via Internettet. Så sent som i går hjalp jeg en fyr der var strandet her i Hong Kong. Han havde smidt antabussen væk i flyet væk fra den danske hverdag. Og nu var det gået helt galt. Vi fik ham hjem, og han er formodentlig landet, nu mens vi snakker sammen.
Den svære, men livsnødvendige del af jobbet, som skal klares, er økonomien. De danske kirker i udlandet får udgifter til personalet fra Danmark. Men midlerne til kirkernes drift, skal klares lokalt.
- Hvert år har vi en julebasar. Det er den som trækker det økonomiske læs. På én weekend sidst i november, skal det kommende års drift sikres. Der er meget arbejde med at arrangere basaren. Hvis man havde en hustru, ville hun nok tage sig af det meste. Der er cirka 90 frivillige medhjælpere, som ofte arbejder i måneder på at forberede det store arrangement. Uden nogle meget stærke kvinder, ville det aldrig lykkes.
Et par aftner efter interviewet, eller samværet med den tidligere præst i Lystrup, tager han mig med på restaurant. Det er et sted hvor mange danskere forsøger at møde hinanden én gang om ugen, hvis de overhovedet kan.
Vi tager den velfungerende undergrundsbane der hen. Ved baren står en af de "tunge drenge", en erhvervsmand af den gamle skole, som køber produkter i røde Kina, og sælger dem i Vesten. Men ovre til venstre er fire fem borde skubbet sammen, og rundt om langbordet sidder den virkelighed, som der ikke er nogen kort proces i mod. Kald det generationskløften mellem præsten, og hans menighed. Ingen af de cirka 20 danske er over 30, gennemsnitsalderen er vel omkring de 24.
- Tidligere var der mange danske selskaber, der havde deres regionskontor i Hong Kong. Men de fleste af dem, er nu flyttet til Beijing eller Shanghai i moderlandet. Jeg tror, at vi har en af de yngste danske menigheder i verden. Gennemsnitsalderen er mellem 30 og 35. Der er mange studerende, siger præsten og nikker over mod langbordet, men langt de fleste danskere her, er unge par med et eller to børn.
Hans Aage Koller Nielsen erkender åbent, at han er på udebane, når det gælder de unge. Men som i fodbold, kan man også i det sociale og kirkelige vinde på "fremmed jord".
Velkendt jord, det er det som trækker i Danmark én måned hver sommer.
- Jeg har en nedlagt landbrugsejendom, som jeg bruger ferien på. Det er lidt vanvittigt at tro, at jeg kan gøre den i stand alene. Men jeg er ikke så god til at sidde stille, så jeg elsker at arbejde med huset, hugge brænde, og sejle i den båd som jeg smider i vandet når jeg ankommer.
Efter syv år i Rotterdam, og otte år her i Hongkong, er de fleste af de oprindelige kontakter i Århus forsvundet.
- Jeg har stadig min familie, men de venner jeg nu har der hjemme, er danskere jeg har lært at kende i Rotterdam eller her i Hong Kong. Det er dejligt at møde dem, når det kan lade sig gøre, siger præsten, som helt tydeligt nyder livet i den tidligere britiske kronkoloni. Den returnering til Danmark, som næsten var på skinner i Rotterdam, ligger stadig i mølposen.

Nepal: Fra en barndom i Brabrand Boligforening til et liv i den diplomatiske verden

Denne artikel er vinklet til et århusiansk blad, og offentliggjort i forsommeren 2007.

Fra et rækkehus i Brabrand Boligforening
til et liv i den diplomatiske verden

Af Bjarne Wildau (Artiklen er omfattet af loven om ophavsret)

I 2005 boede der en århusianer i Nairobi, Kenyas hovedstad. Det var en del af hans liv at følge med i de internationale nyheder. Men interessen for, hvad der skete globalt, havde i sommeren 2005 fået en særlig drejning, mod Nepal, landet som i 10 år havde været i borgerkrig. De som havde alt for meget, ville ikke give lidt eller dele deres magt med dem, som stort set ikke ejede andet end viljen til et bedre liv.
Manden med den nyvundne specialinteresse i kongedømmet, der med sin beliggenhed højt i Himalyas bjerge kaldes "verdens tag", var Danmark daværende ambassadør i Kenya, Finn Thilsted, der skulle skifte post til Kathmandu.
- Ansatte i udenrigsministeriet er underlagt en rotationsordning. Man kan kun være ét sted i en bestemt årrække, typisk er det fire til fem år. Jeg skulle altså flytte fra Kenya. Og jeg følte selv, at jeg var meget heldig, at jeg blev rokeret videre til Nepal. Jeg havde meget gode erfaringer med Asien, både professionelt og via ferier. Men jeg var også lidt bekymret, ikke for min egen sikkerhed, men for selve landet. Kongen havde afsat den demokratisk valgte regering, og reelt taget magten.
Det brød de lande, der hjalp Nepal med udvikling af samfundet, Danmark inkluderet, sig bestemt ikke om. Bistand blev delvist stoppet, men donorlandene var fortsat engageret.
- Og der sad jeg foran TV- skærmen, og fulgte dramaet med demonstrationer, en borgerkrig hvor dræbte og sårede var blevet en del af hverdagen, og hvor våbenhviler normalt ikke holdt ret længe. Jeg var virkelig spændt på, hvad det var jeg ville komme til, forklarer Finn Thilsted denne fredag aften, hvor vi sidder i hans bolig med to glas coca cola og vi taler om hans liv,
Den elegante mand, med det grå guld på toppen af hovedet, og oplevelser fra store dele af verden i et liv, hvor møder med præsidenter, ministre og meget andet, blot var en del af et liv, hvor arbejde og privatliv flyder sammen, voksede op i et miljø, som var fjernt fra det liv han nu fører her i Kathmandu. Nemlig i et gult rækkehus i Søvangen i Brabrand.
Som stor knægt, klistrede Finn Thilsted sine øjne til TV- skærmen, når udsendelsen "Retten er sat" var på. Selv er han ikke i tvivl om, at det var den udsendelse, som skal have skylden eller æren for, at han blev jurist.
Midt i samtalen, forsvinder min vært et øjeblik, og jeg ser mig omkring i dagligstuen, som også bruges til repræsentative lejligheder. Midt i standardindretningen af boligen, er der placeret billeder af ambassadøren selv, med sin indiske hustru, og deres to børn. Omgivelserne her, hustruen som han som 26- årig mødte på Trinidad og Tobago, og det forrige job som ambassadør i Kenya, ja, en gentagelse er fin her, der er altså lang vej tilbage til boligen nær jernbanesporene og Brabrand skov.
- Vi er to brødre. Min mor var hjemmegående, og min far var handelsrejsende. Som dreng passede jeg min skole, legede som alle andre, og spillede lidt tennis, forklarer Finn Thilsted, 61, fra sin plads i en lænestol lige overfor mig, i mit hjørne af en sofa.
- Jeg kom efter min realeksamen fra Brabrand Skole, på Århus Statsgymnasium hvor jeg fik min matematiske studentereksamen.
Hvor andre i en lignende situation skifter fod adskillige gange, når det handler om at beslutte sig for, hvilken uddannelse der skal dominere deres liv, var der ikke den slags problemer hos min vært denne aften.
- Jeg fulgte jo alle "Retten er sat" programmerne. Jeg var dybt facineret af de folk, som arbejdede i TV- retten. De kunne virkelig tale for sig. Det var noget jeg kunne beundre, noget jeg kunne bruge. Advokat, det var det jeg ville være.
Og sådan blev det.

Fra postbud til rejseleder

Men trods den sikre overbevisning om, at han skulle være jurist, blev filosofistudiet afprøvet først, men rykkede så videre til jura.
- I fritiden var jeg postbud, men på universitet mødte jeg en, der som studenterjob var rejseleder hos Tjæreborg. Det trak voldsomt i mig, det lød fantastisk, at man kunne tjene penge samtidigt med at man kunne rejse og få masser af oplevelser.
Studenten, der i fritiden var ekspert i at flytte den ene fod frem foran den anden, tog hurtig et af sine vigtigste skridt, i hvert fald et af dem, som fik størst betydning. Han skrev til Tjæreborg, og en søndagmorgen i sommeren 1967 stod Finn Thilsted og ventede på en grøn Tjæreborgbus ved Århus Rådhus.
- Den første rejse jeg havde, var et selskab til Østrig. Jeg var god til tysk, og turen blev starten på en karriere med charterrejser.
Studenterjobbet udviklede sig. Nye rejsemål kom til, samtidigt udviklede Tjæreborgs rejser sig, busser blev skiftet ud med fly, og rejsemålene lå længere og længere væk. Første gang Finn Thilsted kom udenfor Europa, gjaldt det den lille Tunesiske ø Djerba.
Hotellerne havde el og vand, men generelt havde befolkningen hverken el eller vand. Kameler trak spande med vand op af brøndene. Vi som begyndte som unge hos Tjæreborg voksede jo med opgaverne, jobbet var med til at udvikle os, og nogle af mine kolleger faldt fra deres studie og blev opslugt at rejselederarvejdet, men det var aldrig min tanke.

Mødte hustru i Trinidad Tobago

Efter en tid i Århus, hvor det nu forsinkede studie blev passet i en periode, kom jurastudenten med hang til rejser og menneskeligt samvær, tilbage til Tunesien.
Og pludselig kom det tilbud, som indirekte fik altafgørende betydning for Finn Thilsted´s privatliv.
- SAS ejede Globetrotter, og de tilbød mig at bliver deres destationschef på Trinidad Tobago i Vestindien. Jeg var da 25 år, og i den alder synes man jo at kvinder er meget smukke. Jeg fandt en tredjegenerations indisk kvinde, Shakuntala. Hun var uddannet agronom, og arbejdede på det tidspunkt i et udviklingsprojekt finansieret af Verdensbanken. Det var noget med husmandsbrug og mælkeproduktion.
De to blev gift, og efter i alt to år på Trinidad og Tobago tog parret tilbage til Århus, nemlig til en lejet bolig i Mejlby ved Spørring.
Mens Finn brugte det meste af sin tid på at gøre sit stærkt forsinkede jurastudium færdigt, udførte hustruen Shakintala og hendes nye naboer et flot stykke integrationsarbejde. Naboerne syntes at det var spændende, at den indiske kvinde vidste så meget om husdyrbrug.
- Da jeg blev færdig med mit jurastudie i 1975, var der stor arbejdsløshed indenfor faget. Men jeg fik arbejde i København som fuldmægtig.
Pludselig bestod den tidligere rejseleders rejser i, flere gange dagligt, at spadsere fra advokatkontoret, til landsretten i Bredgade.
Arbejdet gik fint, hustruen var begyndt på at læse PHD på Landbohøjskolen, så alt burde være som det skulle være. Pudse sko hver morgen, på med slipset, og så ellers arbejde sig til en position som højesteretssagfører. Men nej.
En ansættelse i Udenrigsministeriet blev pludselig den dør, der trak. Nøglen til det nye, var en embedseksamen med flotte karakterer, og hånden der drejede nøglen rundt, var lysten til at komme tilbage til udlandet.

Tanzania blev første udstationering

Tre år efter ansættelsen i ministeriet, kom kravet om udstationering.
- Man skal søge ud, det er en del af ansættelsessystemet. Jeg fik tre mulige ambassader tilbudt. Thailand, Egypten, og Tanzania, landet som den gang var det store håb i Afrika. Jeg var ikke i tvivl, og tog til Tanzania med min hustru Shakuntala.
- Den gang var vore ambassader i udviklingslandene delt op, ambassaden var én enhed, Danida en anden. Jeg var nr. to på selve ambassaden, skulle hjælpe og lære i den rækkefølge. Jeg så hvordan Danmark og andre lande forsøgte at hjælpe de som trængte mest. Der blev bygget skoler, lavet veje og meget andet.
Det som den unge diplomat lærte under sin første udstationering, gav ham lysten til at hjælpe til med at forvalte de mange penge, der bruges af Danida.
Tilbage i Danmark arbejdede Finn over fem år i to forskellige afdelinger i Udenrigsministeriet, og privat var den største begivenhed, at parret fik deres førte barn, en datter, som nu læser til læge i Danmark.
Den nybagte mor, Shakuntala, fik ansættelse som lektor på Landbohøjskolen, endnu en integration, og i 1986 var de obligatoriske år i Danmark overstået.
Nu var det Bangladesh. Og det var noget af en omvæltning fra det tyndt befolkede Tanzania, til Bangladesh, hvor der den gang boede 1000 mennesker pr km2, i dag er taller 1500 pr km2.
- Der var mennesker over alt. Folk boede i midterrabatten af vejene, fattigdommen var endnu større end i Afrika. Danida havde et regionalt udviklingsprogram, som handlede om vand og landbrug. I dette land, der konstant rammes af naturkatastrofer, og samtidigt er et af klodens mest korrupte, oplevede Finn Thilsted midt i alt det triste, en masse positivt.
- Der var mange ting der lykkedes. Folk i Bangladesh levede af fisk, ris og karry. Næsten hver eneste familie havde et vandhul eller en dam, hvor man kunne holde fisk. Når fiskene var store nok, spiste man dem selv, eller solgte dem.
Nye småfisk fangede man i floden, de blev sat ud i dammene. Nogle gange var det de rigtige fisk der blev sat ud, andre gange var det rovfisk der spiste familiernes kommende madforsyning.

Små fisk med stor betydning

- For at forbedre damproduktionen udviklede vi et koncept, som producerede småfisk .. Vi hjalp med at etablere private udklækningsanstalter, hvor bønderne kunne købe fisk til deres damme Og så vidste de hvad de satte ud i dammene. Bøndernes fiskeproduktion blev nu effektiv. Seks måneder efter at småfiskene var sat ud i dammene, kunne de spises, eller sælges.
For mennesker, der hvis de overhovedet har adgang til kontanter, bruger størstedelen af deres indkomst til mad, var det en revolution, som de tilmed blev mætte af.
På den private front gik det også godt. Finns hustru arbejdede som ernæringsekspert på et hospital i Dhaka, og deres datter gik i børnehave.
Efter Bangladesh fulgte en tid, hvor den nuværende ambassadør rykkede tættere og tættere på sin nuværende position. Chefjobs hos Danida i Danmark, videre til Egypten hvor han var chef for Danidas udviklingsbistand, ikke mindst et store miljøprogram, som blev prøvet i pyramidernes land.
- Min hustru er ofte blevet i Danmark for at passe sit job, men når jeg var været udstationeret, har jeg altid haft mine børn med mig. Jeg var alenefar. Det var dejligt. Jeg kom jo tættere på mine børn, vi gjorde meget for at være sammen i weekenderne. Vi tog til Rødehavet, og hver tredje måned og i ferier, kom Shakuntala ned til os.
I 1997 kom Finn Thilsted tilbage til Bangladesh som chef for ambassaden og i 1999 blev han udnævnt til ambassadør. Som en laks fandt han tilbage til "gydepladsen", og situationen i Bangladesh var den gang meget, som den nu er i Kathmandu, hvor vi laver dette interview otte år senere.
- Diktatoren præsident Ershad var faldet, de to politiske familier som traditionelt har kæmpet om magten i landet, havde haft deres første valg. Jeg kom tilbage til et demokrati, der var sket store fremskridt økonomisk og socialt. Bedre gødning og nye rissorter, der ydede mere, var kommet til, landet kunne brødføde sig selv, og man havde meget stor succes med tekstilindustrier.
To år senere roterede man igen, posen med ambassadørnavne blev rystet, og i 2001 hed det Nairobi i Kenya.

Fantastisk tid

- Det er et fantastisk sted at komme til. Via Karen Blixens værker forbinder vi netop Kenya med Afrika. I 2002 holdt man frie valg. Det var en fantastisk tid. Stemningen var euforisk, korruptionen skulle væk. Den afrikanske befolknings ønsker om at blive mæt hver dag, lige fordeling af goderne og retfærdige krav skulle opfyldes. Men nu fire fem år senere, kan vi se, at fremgangen er begrænset, og at korruptionen stadig er der.
Og her er vi så tilbage i Nepal. Mere Coca Cola er kommet til, og Finn Thilsted husker igen, hvor meget det minder om hans tid som ambassadør i Bangladesh.
- Fra start var der gode muligheder for at få kontakt med de politikere, som kongen havde fyret.
Det var også rimeligt problemfrit at nå Maoisterne, som i 11 år havde kæmpet for et mere retfærdigt samfund.
Det lykkedes den nepalesiske befolkning og de politiske partier at få kongen væk, og de traditionelle partier har dannet en midlertidig regering med Maoisterne.
- Vi har, som en af de store donorer i Nepals udviklingsprogram, tilskyndet til at Nepal acceptere demokrati, og menneskerettigheder. Og vi har understreget, at uden fred vil det være vanskeligt at sikre udvikling for landet, der har en gennemsnitsindkomst på ca. 1500. kr. om året per person.
- Danmark er aktiv medspiller. Det gør Nepal til et meget spændende sted at være.
Og her er det, at læserne må undskylde mig. Det her er altså en fantastisk oplevelse. Jeg sidder over for et menneske, der har en alder hvor mange har fået nok, og manden stråler af livslyst, menneskelighed og kompetence.
- Jeg gør meget for at holde mit helbred i orden. Jeg har et arbejde, som jeg holder af. Der sker noget nyt hver eneste dag i Kathmandu, og jeg håber, at fredsprocessen, en ny grundlov og en regering valgt ved et frit og retfærdigt valg er kommet på plads i 2009 inden det er tid til igen at skifte post i 2009 eller 2010, siger ambassadrøen, som venter besøg af sin hustru i de kommende uger.

Det koster smerte at være adskilt

- Et ægteskab, hvor begge parter har en karriere, og hvor den ene ægtefælle er udstadioneret, bliver udsat for et stort pres.
- Det er ikke rat at undvære en ægtefælle, det koster smerte at være adskilt. Børnene har heldigvis altid været med mig, så på den kant har jeg måske fået mere end de fleste fædre.
De nye tiders Internet og Skype gratis telefon, har gjort det meget nemmere at være adskilte.
- Jeg taler med min hustru, og med min datter, der studerer til læge, og sønnen som skal starte med at læse til ingeniør over Skype. Det er et dejligt fremskridt.
Familien har en lejlighed på Frederiksberg ved hovedstaden.
- Min mor lever stadig i Århus, så jeg besøger både hende og byen mindst én gang om året. Og her i Kathmandu kan jeg i fritiden motionerer ved at spille tennis,eller ved at gå ture i de omkringliggende bjerge med to andre kollegaer, og der er mange repræsentations aktiviteter . Så jeg sidder ikke og triller tommelfingre i fritiden.

Vietnam: Hans liv gik i fisk

Artiklen er offentliggjort foråret 2006

Hans liv gik i fisk

Af Bjarne Wildau (Denne artikel er omfattet af loven om ophavsret)

Han vender sig lidt utålmodigt og kigger over sin højre skulder. Servitricen som er den eneste på det ret store sted her i Hanoi der taler en smule engelsk, skulle have sendt vores ordre ud i køkkenet. Men hun har travlt med at tage mod betaling fra en anden gæst. Lars Jøker ser på sit ur. Der er mindre én time til den næste aftale, står der skrevet i hans ansigt.
Jeg kigger på bestillingsblokken som stadig ligger på bordet foran os, og udtaler så den erfarne sætning:
"Vi kan lige så godt vente, vi får maden på det tidspunkt, hvor servitricen har besluttet sig for det, ikke et sekund før"
.- Ja. Du har ret. Men derfor kan man nu alligevel godt skubbe lidt på. Det hjælper altså nogle gange, konstaterer Lars, der som en del af et gigantiske Danida projekt, de sidste seks år har knoklet med netop at få samarbejde mellem vietnamesere og vesterlændinge til at gå i fisk, til gavn for ikke mindst fattige bønder og fiskere i landet der har gået så grueligt meget igennem.At det elastik som også kaldes tålmodighed, måske er lidt strammere end det plejer at være, kan i øvrigt sagtens skyldes det faktum, at den 42-årige familiefar er i gang med at sige farvel til faglige yndlingsbarn, den vietnamesiske fiskeindustri, for at fastholde det løfte han har givet sig selv om, at de tre børn han har med hustruen Anne Dorthe, om at de skal have mulighed for at prøve at blive danskere. De to yngste har kun været i Danmark på ferie.
- Det program som Danida har stået i spidsen for i 10 år, og som har været med til at gøre Vietnam til en af de førende eksportører, tager en ny drejning. Hvor det før har været Danida der har siddet ved rattet, tager vietnameserne nu selv over. Danida sætter sig selv om på bagsædet, konstaterer Lars Jøker, som er bange for at han vil blive en dårlig passager.
Derfor er det oplagt, at han efter de seks år i Vietnam, hvor af de fire år har været som leder af det enorme projekt med 40 udenlandske eksperter tilsluttet, til sommer siger farvel til Vietnam. Det der med fisk. Det er faktisk noget han blev født ind i. Gennem flere generationer har familien Jøker arbejdet med dambrug.
- Fra jeg var lille havde jeg hjulpet til på min fars dambrug så godt jeg kunne. Jeg vidste simpelthen alt om faget, fra klækning af æg, til når fiskene skulle slagtes. Men trods den tætte tilknytning til faget, var der alligevel plads til at undersøge mulighederne i verden ude på den anden side af fiskedammene.
- Da jeg skulle tage beslutningen om handelsskole eller dambrug, så jeg et traditionelt erhverv der var på vej ned. Og da jeg arbejdede på et dambrug i en skoleferie, så jeg hvor dårligt ejeren havde det. Han var kun midt i 30erne, men hans ryg var slidt op. Måske var synet af den revaliderede dambruger det, som blev nøglen til det ideelle kompromis, nemlig at beskæftige sig med fisk fra den økonomiske vinkel. Fra et skrivebord, hvor en ergonomisk stol kan klare de fleste ryg problemer.Første skridt mod skrivebordet, var en handelseksamen.
- Da jeg var færdig med Handelsskolen, vidste jeg godt, at jeg ville rykke videre til Handelshøjskolen. Jeg ville være fiskeriøkonom. Men først ville jeg ud at rejse.Lars Jøker skrev til alle de dambrug han kendte til i Skotland. En af dem svarede tilbage.
- Jeg kunne bo i en campingvogn nede ved dammene, som jeg så kunne holde øje med samtidigt. Ejeren af dambruget tog mig med rundt mange af de slotte der var i området. De var hans kunder. Jeg oplevede en masse. Det var en fantastisk tid.I 1983 begyndte fiskeeksperten på Handelshøjskolen i Århus.
- Jeg tror at miljøet på skolen var mere afslappet den gang. Jeg kom i mit joggingtøj med en Fjælræv over skulderen. Jeg boede i Risskov, spillede fodbold i VRI. Ellers var jeg ikke specielt udadvendt. Jeg fokuserede på det sociale på kollegiet. Var med i dart turneringer, tog del i alle de fester der blev holdt. Vi havde en madklub, der nogle gange fungerede sådan lidt op og ned. Jeg nød det simpelthen.Ferierne blev brugt til at tjene penge. Og da der var mange nok, tog han af sted i flok, alle to, sammen med en kammerat. Kina, Tibet, Japan og hele den øvrige stribe af asiatiske lande. Turen tog fire måneder.
Senere flyttede Lars ind i et kollektiv i Lisbjerg, og han havde også et job som pædagogmedhjælper i Lystrup, hvor mange børn fik glæde af områdets første skateboardrampe.
- Den slags fandtes stort set ikke den gang. Så vi måtte på biblioteket og låne bøger. Det blev en stor succes.Da hovedopgaven til HA- studiet skulle klares, var det med de gode erfaringer fra tidligere rejser oplagt, at opgaven skulle skæres, så der var en rejse bygget ind i projektet.
- En kammerat og jeg lavede en investeringsmodel, hvor vi sammenlignede svenske og danske selskabers måde at drive virksomhed på i Brasilien og Argentina. Rejsen blev finansieret af forskelle legater. Projektet gik godt. Vi blev omtalt i Jyllands- Posten. Senere blev hovedopgaven også brugt i undervisningen på Handelshøjskolen.
Så der stod han, Lars Jøker, nyuddannet med både smil og optimisme skruet på ansigtet. Ansøgninger til Udenrigsministeriet og A. P. Møller gav ikke resultat. Og her blev den unge økonom fanget af den strøm, der kaldes den sociale arvefølge. Fødslen ind i en familie som havde med fisk at gøre.
- Jeg kom ind på Nordsø Centret i Hirtshals som fiskeriøkonom. Vi var tre fire økonomer som udviklede en fiskeripolitik.Godt seks år, et ægteskab og et barn senere, skulle der ske noget. Lars arbejdede stadig i Hirtshals, de forløbne år havde været en lærerig men også turbulent tid med interne stridigheder. Danida havde et ledigt job i Mozambique.
Fiskeriøkonomen havde allerede været dernede for at lave en opgave i forbindelse med det danske fiskeriprojekt. Så han vidste en del om hvad der ventede ham. Selve det at bede hustruen om at kvitte sit job som lærer, og tage et lille barn med til hovedstaden Maputo, var en stor beslutning. Men da den var taget, var der stort set kun bingo inkl. sidegevinster tilbage.
- Efter min tid i Hirtshals var det befriende og udfordrende at kunne starte som et helt blankt kort, i stedet for at sidde som en lus mellem to negle, som jeg ofte havde gjort i mine tidligere jobs.
- Vi havde det vidunderligt i Maputo. Vore tvillinger blev født mens vi var der nede, og Anne Dorthe fik arbejde som lærer. Og de mennesker vi hver især arbejdede med, var herlige. Jeg samarbejdede med en dejlig direktør. Vi kunne feste lørdag nat, og så være professionelle mandag morgen. Ok. Det var knap så sjovt, hvis vi selv inviterede til fest kl. 18.00, som man gør i Århus, så kunne det godt være at vi brændte inde med maden i nogle timer. For så pludselig klokken 23 at have huset fyldt med gæster, og hvor festen så bare kørte fra første sekund. Altså, alene det at landet havde den fantastiske musik, som vi kunne dele med de lokale, var vidunderligt.
Familien Jøker var i Mozambique i tre år, indtil Danida programmet blev lukket. Korruption på topplan i den mozambiquanske regering var den mere eller mindre officielle grund.Og nu er vi så tæt på udgangspunktet i denne artikel, nemlig Hanoi, den vietnamesiske hovedstad, hvor der på papiret var et næsten identisk job ledigt.
- Skiftet fra Mozambique til Vietnam, var meget større end det fra Danmark til Mozambique. Her virkede det hele meget sløvt. Man vidste aldrig hvornår man reelt havde fået et nej eller et ja. Det var meget tungt. Men når de lokale så endelig får taget en beslutning, går det stærkt.På trods af den store omvæltning, og de anderledes arbejdsforhold, var der alligevel held med i spillet.
- Jeg fik en dejlig samarbejdspartner. Manden fik sin uddannelse i Polen. I sin sparsomme fritid sidder han og oversætter polske digte til vietnamesisk. Det er da fantastisk.To år efter ankomsten til Hanoi, overtog Lars Joker ledelse af det enorme Danidaprojektet, som med 40 internationale eksperter arbejdede med alt fra kyst og havfiskeri, til udvikling og forbedring af dambrug, og ikke mindst privatisering af størstedelen af de regeringsejede fiskerifabrikker.
Ofte hører vi om de Danida projekter som går galt. Som spilder skatteborgernes penge. Men her er der altså nettet utrolige resultater. Tusindvis af bønder er rykket ud af fattigdommen, fordi de via "dansk hjælp" har lært at opdrætte fisk eller rejer på deres rismarker. Og i bjergene hvor der ikke findes rismarker, har mange familier nu stor gavn af deres damme. Mange af dammene gik i arv fra generation til generation, men man fik for lidt ud af det. Jeg var selv et smut oppe i bjergene tæt på den kinesiske grænse, hvor jeg mødte familier, som via træning i nye metoder kunne sende deres børn i gode skole, bygge nyt hus, og meget andet. Det er gået godt. Det mener man også i Danida. Fra den 1. januar i år har vietnameserne taget over ved rattet, med en bevilling på 246 mio. kr. over fire år.
Og her er det så at Lars Jøker og hans familie siger farvel til Vietnam. Af sted hjem til Danmark. Hustruen Anne Dorthe, som også arbejdede i Hanoi, og Lars selv er foreløbig uden jobs i Danmark. Det er hjem til den uvished som helst skal fremstå som en positiv udfordring.
- Vi har spekuleret meget på hvad vi skal. Jeg har været hos Danida i 10 år. Skal jeg skifte, er det nu. Og vi er indstillet på at give Danmark en fair chance. Den barnlige begejstring som min søn Emil gav udtryk for, da han fandt ud af at skoledagen er kortere i Danmark, end på en international skole i Hanoi, var ikke til at tage fejl af.
- Jeg tror at vi mennesker er indrettet med et overlevelsesgen, som gør at man omstiller sig til nye udfordringer. Vi glæder os til at komme til Danmark, men vi har været utroligt glade for at bo i både Vietnam og i Mozambique.

Indien: Topledere til lavpris

Interview foråret 2007

Engelsk som arbejdssprog
og topledere til lavpris

Af Bjarne Wildau

Indien er verdens kontor, mens Kina tager sig af de brancher som giver "snavsede fingre". Ok, når det handler om outsoursing af produktion, står Kina stadig stærkt. Men Indien har en magnet, som trækker mere og mere til sig, når det handler om fabriksproduktion.
"Magneten" er en kombination af engelsk som forretningssprog, dygtige topledere til en tiendedel af, hvad en dansk udsendt koster, dygtige mellemledere, og ikke mindst stabile, dygtige og billige medarbejdere i produktionen.
Og her kommer så lidt af et paradoks. Dansk industris beslutningstagere er for alvor ved at få øje på Indien som et alternativ til Kina eller Vietnam. Men det er langt fra sådan, at hver anden dansk direktionssekretær, er i gang med at bestille en flybillet til sin chef, fordi ha tripper for at komme af sted til Indien.
- Der kommer faktisk ikke særligt mange henvendelser fra Danmark. Ni ud af 10 kontakter til danske kunder, har vi selv etableret, siger Sune Kjeldsen, der leder Eksportrådets handelskontor i Bangalore.
Manden som er ansat til at skabe forbindelser mellem Indien og danske virksomheder, har for længst kigget ud, hvilke områder i den danske industri, som har den største fordel, ved at vælge Indien, når arbejdspladser skal flyttes til billigere betongulve.
- Et af de områder i den danske metal og glasfiberindustri, der kan have stor fordel af at flytte produktion til Indien, er underleverandører til vindmøller. Der er måske 200 virksomheder, som henvender sig til vindmølleproducenter. Ud af disse er mindst 50 % af dem interessante for Indien, siger Sune Kjeldsen.
- Jeg kontakter virksomheder i Danmark, og forklarer dem, at hvis de gør sådan eller sådan, så kan i med stor fordel flytte alt fra nemme produktionsopgaver, til ingeniørarbejde og udvikling, her ud til Indien. Danmark skriger på ingeniører. Fint. Dygtige indiske ingeniører taler og skriver engelsk, og forstår uden problemer de oplæg der kommer fra Danmark, så længe de er skrevet på netop engelsk.
Gennem de fire år, Sune Kjeldsen har ledet handelskontoret i Bangalore, har han budt syv nye "danske" virksomheder velkommen i Indien.
To gange har handelskontoret været arrangør af delegationsbesøg, hvor deltagerne kom fra den omtalte gruppe af cirka 200 danske underleverandører til vindmølleindustrien.
- Vi lavede den første rejse for vindmøllefolk i 2005. Den næste fandt sted i februar i år.
Resultaterne af det seneste arrangement, er det for tidligt at gisne om. Men den første tur i 2005, er den største succes, handelskontoret har haft indtil videre.
- I 2006 blev der produceret store mængder af styringer, bremsesystemer og vinger til møller, siger Sune Kjeldsen, som ikke er i tvivl om, hvilket projekt der har været svendestykket gennem hans fire år som leder af Handelskontoret i Bangalore, byen der er mest kendt som Indiens Silicone Valley.
- Det er Steelpartner, som her producerer under navnet Danish Steel Cluster. Vi var med fra projektets start. Og da beslutningerne om at rykke en del af produktionen til Indien var taget, blev vi reelt tovholder for projektet, forklarer lederen af handelskontoret.
Et kontor som i virkeligheden er meget mere end et kontor.
Nu vi netop har omtalt Steelpartner, er det på tide at drage kontorets rugekasser ind i billedet.
- Vi har tre "skriveborde" til leje, for danske virksomheder det vil gøre forsøget med at etablere sig her. Det vi tilbyder her, er et skrivebord med alt, hvad der hører til, Internet, administrativ assistance, muligheden for at hyre mig til at hjælpe til, ja det er simpelthen en komplet arbejdsplads. Og reelt er det mere, end det lyder til. Lejer man sig ind i en af vore rugekasser, fungerer alt fra første minut. Den som er ansat til at arbejde på en etablering, kan koncentrere sig om den opgave fra første minut, uden at skulle bruge tid på selv at etablere sig først.
Steelpartner er en af de virksomheder, som begyndte i en rugekasse. Martingruppen har været her, og kommer tilbage. AVN Hydraulik har nu lejet deres egen bygning, og er i gang med produktion. DSV (De Samvirkende Vognmænd) var også her, inden de for alvor etablerede sig her med dansk shipping til danske kunder. Plus flere virksomheder, som ikke kan nævnes.
- Rugekasserne fungerer. Det er langt fra alle der vælger den løsning, og det er jo i sig selv fint nok. Blot fordi vi har kontor her i Bangalore, behøver alle danske virksomheder jo ikke at etablere sig her. Det er kun godt, at der kommer lidt geografisk spredning i etableringerne.
Og det er så her i samtalen, at jeg spørger ind til alt det praktiske ved at producere i Indien. Kina har industriparker, som er frizoner, og som er turistområder værdige i deres udformning. Hvad med Indien?
- Industriparker som i Kina, er endnu ikke slået igennem på andre områder end IT og biotek. Men de enkelte virksomheder kan få særstatus, så de får de samme fordele som man i i Kinas frizoner. Man kalder det her for EOU (Eksport orienterede enheder). Men jeg er sikker på, at hvis du kommer igen om fem år, så vil du se industriparker magen til dem i Kina eller Vietnam, siger Sune Kjeldsen.