WILDAU´S WORLD

Thailand: 450 ansatte producerer "dansk" Viking redningsudstyr

2007-09-05T01:29:00.000-07:00

Dette er html udgaven af filen http://www.teknovation.dk/arkiv/2007_01/tek12p2.pdf.
G o o g l e opretter automatisk html udgaver af dokumenter, når vi gennemsøger Internettet.
Lav link til eller gem siden som bogmærke ved brug af følgende url:

http://www.google.com/search?q=cache:obSolfPNolMJ:www.teknovation.dk/arkiv/2007_01/tek12p2.pdf+%22Bjarne+Wildau%22+Viking&hl=da&ct=clnk&cd=1

Google har ingen tilknytning til forfatterne af denne side og er ikke ansvarlig for dens indhold.

Disse søgetermer er blevet fremhævet:

bjarne

wildau

viking

Page 1

Af Bjarne Wildau

bw@teknovation.dk

LAEM CHABANG

Forskellen på den danske

kultur, og den thailandske er

stor. Det oplever Morten

Halfdan Petersen fra danske

Vikings selskab i Thailand.

”Vi skal respektere thaier-

ne og tage det bedste af det

som de kan give os. Men Vi-

king er en dansk virksomhed,

og vi skal fastholde det dan-

ske så meget som muligt, så

vi kan forbedre både kvalitet

og rentabilitet og derved bi-

drage til udviklingen af per-

sonalet her,” siger Morten

Halfdan Petersen, 38, som

for godt et år siden tog over,

som direktør for produktio-

nen af Viking produkter, i et

industrikvarter i frizonen La-

em Chabang, halvanden ti-

mes kørsel sydøst for Ban-

gkok.

Den asiatiske produktion be-

gyndte for knap 10 år siden i

en anden frizone, den indo-

nesiske ø Batam, 40 minutter

med færge fra Singapore.

I Indonesien, hvor Teknovati-

ons udsendte besøgte fabrik-

ken, da den kun var et par år

gammel, var der kun én til to

danskere. Og det er det sam-

me her. Den danske direktør

har en nyansat dansk chef for

kvalitetskontrollen. Resten

er lokale.

”Vi har to thai produk-

tionschefer, og de gør det

virkeligt godt. De fleste be-

tydningsfulde jobs kan sag-

tens besættes med thailænde-

re. Lønningerne til de lokale

topfolk er ved at være høje,

men det betyder ikke så me-

get. Det er i produktionen,

hvor der virkelig er gevinst at

hente,” siger Morten Halfdan

Petersen.

KOMMUNIKATIONEN

FORBEDRES

Hos Viking i Laem Chabang

er man i gang med at opføre

3000 kvadratmeter lager. Det

giver også 200 kvadratmeter

mere kontor og en forbedring

af kommunikationen i det

daglige. Som det er nu har

virksomheden en central de-

sk og folk placeret rundt om i

mindre kontorer.

Idéen er klar: Afstanden

mellem de som taler med

hinanden skal også gøres

kortere. Som det er nu, er det

thailandske datterselskabs

drift meget afhængig af den

ekspertise, der findes i Es-

bjerg

Bramminge.

”Et af problemerne er den

meget korte tid, som vi deler

med Danmark. Maksimalt

tre til fire timer. Det kan

være svært at få fat i folk. De

arbejder 37 timer, mens vi

her er i gang i mindst 45 ti-

mer. Derfor er det tanken, at

vi gør os mindre og mindre

afhængige af Danmark. Og

det skal det nye kontorareal

også hjælpe til med at gøre

muligt,” siger Morten Half-

dan Petersen.

Hos moderselskabet i Dan-

mark er man i fuld gang med

at indføre LEAN. Og det skal

også indføres i Laem Cha-

bang.

”Jeg er et ordensmenneske,

mens thaierne mere fokuse-

rer på output. De forbinder

ikke orden og output. Det er

også utroligt vigtigt i Thai-

land, at man lærer hierarkiet

og følger det. Man kan hur-

tigt komme til at støde en le-

der, hvis man springer ham

over i en henvendelse direkte

til folk i produktionen. De er

også meget høflige her,” si-

ger Morten Halfdan Peter-

sen, og fortsætter:

“Her siger man ‘mai ben

rai’. Det er de tre værste ord

på thai. Det betyder ‘det er

lige meget, pyt med det’eller

lignende. Er der en fejl kan

den accepteres og rettes. Der

er to muligheder for fejl.

Sjusk eller manglende viden.

Det første skal stoppes, det

andet skal afhjælpes.”

FRA 250 TIL 500 PÅ TO ÅR

Vi er nu nået så langt, at det

er tid til en hurtig rundtur på

virksomheden, som har ud-

viklet sig voldsomt siden den

omkring

årtusindeskiftet

blev flyttet fra Indonesien

her til frizonen i Laem Cha-

bang. Mens vi går gennem

systuen for beskyttelsesdrag-

ter, forklarer Morten Halfdan

Petersen, at virksomheden

for to år siden havde om-

kring 250 ansatte. I dag er

det tal næsten fordoblet.

”Vores produktion styres

meget af regler. Flere nye

regler, mere arbejde, forkla-

rer direktøren, da han går

forrest ind i et af de lokaler,

hvor der produceres overle-

velsesdragter i to skift.

Tidligere skulle der være tre

overlevelsesdragter på hvert

skib. Den regel blev ændret,

så der nu skulle være én

dragt til hvert besætnings-

medlem,” siger han.

Viking var hurtig, flyttede

sit lager ud i telte, så lagerfa-

ciliteterne kunne bruges til

produktion.

Vi er nu nede i en af de pro-

duktionshaller, som for alvor

taler til en del af Teknovati-

ons læsere. I naturgummi

bygges redningsflåder op fra

bunden, med ”tagspær” lavet

i samme materiale.

I den rigtige ende af pro-

duktionshallen, tættest på fa-

briksporten, er folk i gang

med at pakke de vigtige for-

syninger som lamper og ikke

mindst føde og drikkevarer.

Og helt naturligt ender vi

denne tur, hvor der produce-

res det mest synlige, nemlig

de hvide skaller, eller halve

tromler, som redningsflåden

opbevares i. Det er de hvide

tromler vi kan se, hvis vi går

en tur op på båddækket på

det nærmeste skib, vi kan

finde.

KLIMA TIL GLASFIBER

Jeg ved allerede nu, at den

ansvarlige produktionschef,

og en dansk-thai supervisor

vil tage sig af de detaljerede

forklaringer om at producere

glasfiber i Thailand, så vi

drøner igennem lokalerne,

dog ikke hurtigere, end at jeg

kan se, at der er udsugning

overalt, og at de ansatte bru-

ger deres sikkerhedsudstyr.

Da vi er tilbage på Mortens

Halfdan Petersens kontor bli-

ver jeg introduceret til Vi-

kings produktionsmanager,

Reeda Thongsari.

Han forklarer mig under

rundvisningen, at han står for

produktion af flåder og de

skaller og andre dele, som

produceres

glasfiber.

”Der er 32 ansatte i de to af-

delinger, inklusive to super-

visorer og to procesingen-

iører. Tidligere blev en stor

del leveret fra Danmark, men

i dag producerer vi alt det vi

skal bruge her. Vort klima

egner sig også bedre til pro-

duktion af glasfiber,” smiler

produktionsmanageren.

”I Danmark skal der bru-

ges et særligt opvarmet loka-

le i hærdeprocessen, for at

det ikke skal tage for lang

tid. Her har vi det korrekte

klima, og produkterne hær-

der på 20 minutter,” forklarer

Reeda Thongsari.

DANSK ARBEJDSMILJØ

”Vi har hvad der svarer til et

dansk arbejdsmiljø. Udsug-

ning, masker og sikkerheds-

udstyr er det samme. Det

gælder også kurser og almin-

delige instruktioner. Vi gør et

stort arbejde ud af at fortælle

de ansatte, at de på kort sigt

måske ikke mærker noget,

hvis de ikke følger miljøreg-

lerne. Men på lang sigt vil

det være alvorligt for deres

helbred, hvis de ikke følger

vore anvisninger og krav,”

forklarer Morten Halfdan Pe-

tersen.

”Vi producerer cirka 200

glasfiberenheder om ugen.

Hver enhed består af to halv-

dele. Vi har to metoder, nem-

lig den manuelle, som er to-

talt problemfri. Den anden

metode er indsprøjtning i

forme. Det kan give proble-

mer med luftbobler og rev-

ner. Men vi kontrollerer alle

emner, og

fejlprocenten

kommer længere og længere

ned,” forklarer Reeda Thong-

sari med stolthed strøet på

tungen.

Noget af det som er kom-

met til efter at den nye dan-

ske direktør er tiltrådt, er

backup i tilfælde af brand.

Det forklarer den thailandske

produktionsmanager.

”Vi har en back-up line i en

40 fods container. Det er ik-

ke helt klart, men vi forbere-

der det. Lige nu har vi forme

og skabeloner klar, som kan

køres ud til underleverandø-

rer,” siger Reeda Thongsari.

Det perfekte klima for glasfiber og fremgang

”Vi har to thai produktionschefer, og de gør det virkeligt

godt. De fleste betydningsfulde jobs kan sagtens besætte

med thailændere. Lønningerne til de lokale topfolk er ved at

være høje, men det betyder ikke så meget. Det er i produkti-

onen, hvor der virkelig er gevinst at hente,” siger Morten

Halfdan Petersen, direktør hos Viking Thailand.

MAN VIL KØBE DEL AF FLS-SEL-

SKAB

– (Augsburg): Gearprodu-

centen Renk AG, der er en del af

MAN-koncernen, vil købe mari-

ne- og turbogearforretningen ud af

F.L. Smidths schweiziske datter-

selskab Maag Gear AG. Renk vil

som udgangspunkt videreføre pro-

duktion og service af marine- og

turbogear, og Maag Gear vil efter

frasalget fokusere på salg, service,

udvikling og design af gear til ce-

ment- og mineralindustrierne. Ma-

ags produktion vil fortsat finde

sted på virksomhedens fabrik i Po-

len. Renk peger i en pressemedde-

lelse på, at købet af marine- og tur-

bogeardelen af Maag Gear vil be-

tyde et godt supplement til Renks

eget produktsortiment, virksom-

hedens kapacitet og kompetencer

indenfor store gear og ikke mindst

indebære en række synergifordele

indenfor de globale serviceaktivi-

teter.

ape

CAD-DATA

- (New York): Autode-

sk Inc. og Microsoft har netop ind-

gået aftale om at sikre fuld inte-

gration mellem Autodesks DWF-

viewer til Cad-data og Windows

Vista ved hjælp af XML Paper

Specification, XPS, der er Micro-

softs eget format til udveksling af

dokumenter.

DWF-teknologien

udgør i mange brancher standar-

den for deling af Cad-data, og be-

slutningen om integrationen med

Windows Vista gør platformen

mere tilgængelig, idet Cad-bruge-

re og deres samarbejdspartnere nu

kan åbne og læse DWF-filer direk-

te i Windows Vista uden behov for

Plugins eller specialsoftware. Der-

med er vejen banet for enkel vi-

dendeling og ikke mindst øget ef-

fektivitet og produktivitet for in-

geniører, designere og andre, der

arbejder med Cad-data som om-

drejningspunkt, fremhæver de to

IT-giganter.

INDUSTRIVÆKST

– (Stockholm):

Svensk PMI, der er baseret på ind-

beretninger fra indkøbscheferne i

svenske industrivirksomheder, er

steget fra 61,5 til 63,6. Værdier

over 50 indikerer forventninger

om vækst. Den aktuelle højkon-

junktur er gældende inden for alle

industrigrene. Både på hjemme-

markedet og på eksportmarkeder-

ne oplever de svenske industri-

virksomheder således nu vækst.

Bag Svensk PMI står Swedbank

og de svenske indkøbs- og logi-

stikchefers forening, Silf.

LINDE GROUP

SÆLGER JA-

PANSK EJERANDEL

– (Wiesba-

den): Linde Group, der blandt an-

det omfatter Aga, har med virk-

ning fra årsskiftet solgt sin 45 pro-

cents-ejerandel i Japan Air Gases

til Air Liguide, der i forvejen var

indehaver af de resterende 55 pro-

cent.

Baggrunden er EU-kommmissio-

nens betingelser for at tiltræde

Linde Groups overtagelse af BOC

Group Plc., der blev gennemført i

september.

Aktiesalget vurderes at indbringe i

størrelsesordenen 4,5 milliarder

kroner.

Viking Thailand arbejder på at gøre sig

uafhængig af moderselskabet i Esbjerg.

Og den knap fem år gamle fabrik med

godt 450 ansatte producerer nu alle dele

selv. Næste skridt bliver at gøre sig fri af

den tekniske bistand fra Danmark.

Tidsforskellen er vanskelig at arbejde

med, og der kan sagtens finde dygtige

topfolk i Thailand.

Thailand: Fyret værkfører fandt fremtid på plast fabrik nær Bangkok

2007-09-05T01:21:00.000-07:00

Dette er html udgaven af filen http://www.techmedia.dk/files/pdf/pla/2006/s24-25plast11-low.pdf.
G o o g l e opretter automatisk html udgaver af dokumenter, når vi gennemsøger Internettet.
Lav link til eller gem siden som bogmærke ved brug af følgende url:

http://www.google.com/search?q=cache:nNhwGoaIgysJ:www.techmedia.dk/files/pdf/pla/2006/s24-25plast11-low.pdf+%22Bjarne+Wildau%22&hl=da&ct=clnk&cd=46

Google har ingen tilknytning til forfatterne af denne side og er ikke ansvarlig for dens indhold.

Disse søgetermer er blevet fremhævet:

bjarne

wildau

Page 1

Plast Panorama nr. 11 - 2006

Udland

Af Bjarne Wildau

Det tog et par uger at sunde

sig, da værkfører Alex Heim-

dal Petersen efter 15 års

ansættelse mistede sit ar-

bejde hos Schrøder Plast i

Juelsminde. Afsættet fra det

lille samfund med kun én

dominerende virksomhed,

tog han via Internettet.

De seneste år har han arbejdet

hos BKF, som producerer dele

til japanske motorcykel- og

bilfabrikker i Thailand.

Effektiv arbejdstid

Det er lige før fyraften. Ar-

bejdstid er ikke noget den

danske produktionschef

bruger til interviews. Der

ligger altså en hel arbejdsdag

bag Alex Heimdal Petersen,

da han kommer sprintende

ind gennem kontoret hos BKF

plast sydvest for Bangkok.

Kropssproget siger helt klart

fuld fart frem.

Et håndtryk, og »Velkommen

til, lad os gå ned på mit kon-

tor«.

To minutter senere er vi inde i

et virvar med seks- til otte

kontorstole. Det er her virk-

somhedens produktionschef

og koordinator holder til, når

han sidder ned i arbejdstiden.

Selve interviewet må dog

vente. Først skal der tages

billeder, snakken skal klares

på en restaurant i nærheden.

Udenfor arbejdstiden. To

timer senere sidder vi så

under den sorte himmel.

Maden er bestilt, vi kan be-

gynde med en faglig historie

om plast, der skiller sig ud fra

de fleste.

Tre jobs via Internettet

-BKF her i Thailand er kun min

anden arbejdsplads inden for

faget. Jeg begyndte som

arbejdsmand hos Schrøder

Plast i Juelsminde for 15 år

siden. Efter 18 måneders

ansættelse kom jeg i voksen-

lære som plastmager. Senere

begyndte jeg at tage kurser i

Ledernes Landsorganisation.

-De sidste år hos Schrøder

Plast var jeg værkfører på

natholdet for 40 ansatte.

Virksomheden gik dårligt, og

fyringer blev en del af mit job.

Juelsminde er et lille sam-

fund, de fleste jeg skulle fyre,

havde jeg kendt så længe jeg

kan huske. Det var hårdt at

have ansvaret for, hvem der

skulle afskediges.

SP Group tog over i 2002, og

modsat de fyringer han selv

havde foretaget ansigt til

ansigt, kom hans egen i en

kuvert.

-Jeg græd ikke tårer, men det

var hårdt. Jeg sad med et nyt

lækkert hus, og en herlig

sportsvogn. Samtidigt med

fyringen kom min kæreste fra

Thailand. Jeg gik hjemme og

slappede af. Men noget af det

første jeg gjorde, efter at jeg

var blevet fyret, var at gå på

Internettet for at lede efter

jobs i udlandet. Nu havde jeg

jo endelig muligheden for at

bryde ud fra det lille samfund

i det mindste for en tid.

Den arbejdsløse værkfører

fandt tre jobs, som passede til

hans kvalifikationer. Nemlig

et i Kina, et i Australien, og et i

Thailand. Der kom svar fra

dem alle.

To uger på prøve

-Fabrikken i Thailand forkla-

rede, at de allerede havde

søgt lokalt, men at de meget

gerne ville høre mere om,

hvad jeg kunne tilbyde.

Kommunikationen via e-mails

fortsatte mellem Juelsminde

og Thailand. Virksomheden

er delt op i tre grene. En som

støber emner i aluminium, en

der eksporterer dæk under

eget mærke til tohjulede

køretøjer. Og så plastafdelin-

gen, som havde en revne eller

sytten, der skulle udbedres.

-Min kontakt hos BKF begynd-

te at snakke om, at de gerne

ville have mig ud i et par uger,

så vi kunne se hvilke mulighe-

der, der var. Jeg forklarede, at

jeg ikke havde særligt mange

penge. De svarede, at de ville

betale en flybillet, og tilbyde

mig et enkelt men godt væ-

relse. Så jeg rejste til Thailand,

mens min thai kæreste var i

Danmark.

-I to uger hjalp jeg til med at

løse opgaver på fabrikken. Og

som dagene gik, kunne jeg se,

at jeg sagtens kunne tilføre

virksomheden noget fagligt.

Ejerne lovede, at de ville sende

et kontraktforslag, og det kom

til tiden, som aftalt.

Den løn Alex blev tilbudt,

kunne langt fra sammenlig-

nes med lønnen hos Schrøder

Plast, men til gengæld er

købekraften generelt otte

gange større. Faktisk var der

endnu en mulighed for nyt

arbejde. I København.

Det blev altså til et ja i Thai-

land. Og parret flyttede ind i

et almindeligt byhus nær

fabrikken. Alex gik så i gang

med sine små mirakler, mens

han blev overvåget af skepti-

ske lokale afdelingsledere.

Konstant

under udvidelse

-Den første forbedring jeg

lavede, kostede ca. 75 danske

kr. Det havde undret mig at

seks kvinder, der tog emner

ud af plastformene, skulle

stige op og ned ad en plat-

form som var 35 cm høj, to

gange i minuttet, 12 timer om

dagen, syv dage om ugen.

Det var både umenneskeligt

og uhensigtsmæssigt.

Alex fik lavet en forlængelse

af den høje platform af nogle

gamle brædder. De lokale

ledere troede han var tosset,

men resultatet blev altså, at

fabrikken havde fået seks

meget glade og smilende

medarbejdere. Og produktivi-

teten steg med 15 procent.

Fra arbejdsmand til værkfører i Danmark og til produktionsleder af sprøjtestøbte

Toyotakomponenter i Thailand

Fyret

Alex Heimdal Petersen ses i den nye produktionshal hos BKF i Thailand,

foran den første af i alt tre nye maskiner som er bestilt til at producere for

Toyota.

fik ny fremtid

i Østen

Page 2

Plast Panorama nr. 11 - 2006

Udland

Og sådan forsatte det med

forbedringer i en produktion,

hvor der var 23 maskiner fra

Arburg, Krauss-Maffei og

Toshiba i størrelse fra 25 tons

lukketryk helt op til 2.000 tons.

Ny maskiner kommer konstant

til, og de producerer i ABS, PP,

PE, PPG, PPTALC og PAG.

Automation betaler sig

i lavtlønslande

-Sådan gik det første halve år.

Det store skift både for virk-

somheden, og for mig, kom,

da man endelig efter flere års

forsøg fik den første ordre fra

Toyota, som har en stor fabrik

på den modsatte side af

bugten.

Alex Heimdal Petersen fik

ansvaret for nogle panel-

brædder støbt i plast.

-Den gang vidste vi ikke, hvor

stort projektet var, men det

viste sig at være meget stort.

Og det bliver endnu større.

Da jeg var hernede første

gang, nævnte jeg brug af

robotter. Det kan med de lave

lønninger her, lyde vanvittigt

at investere i den slags. Men

robotterne arbejder støt. Og

er med til at holde tempoet

oppe hos de folk, der skal

assistere.

Da Alex spurgte til robotterne

første gang, svarede den

amerikansk uddannede søn

af virksomhedens stifter, at

der simpelthen ikke var råd til

den store investering. Men

hvis Toyota afgav en ordre, så

var der grønt lys.

-Og han holdt ord. Da ordren

var hjemme, kom min chef på

eget initiativ og spurgte om,

hvilken type robotter jeg ville

have. Valget faldt på den

type, som jeg kendte fra

Danmark.

-Toyota fik tillid til os, vi over-

tog værktøjer og produktio-

ner fra andre, og nu skal vi til

at producere selve den del af

instrumentbrættet, som går

fra forruden, og et stykke ned

på instrumentbrættet.

-Der er ingen tvivl om, at vi

har bevist overfor Toyota, at

vi kan klare deres krav, når det

gælder leveringstid og ikke

mindst kvalitet.

Etableringsstøtte mulig

Som tiden er gået, har Alex

Heimdal Petersens rolle

ændret sig fra at udføre

Alex Heimdal Petersen ser sammen med sin thailandske kollega på betje-

ningspanelet til den nye sprøjtestøbemaskine hos BKF i Thailand.

forbedringer af den davæ-

rende produktion, til nu at

være produktionschef og

koordinator.

Møder med kunder både i

administrationen og ude i

produktionen på samlefabrik-

kerne er blevet en del af

hverdagen.

Som det kører nu, ser Alex

Heimdal Petersen en fremtid

med sig selv i Thailand de

næste mange år.

-Der er intet som ikke kan lade

sig gøre her. Det er simpelthen

et godt sted at arbejde med

direkte kontakt til de endelige

beslutningstagere.

På et spørgsmål om Thailand

også kan være et alternativ til

lande som Kina, nikker den

jyske plastmand bekræftende.

-Hvorfor ikke. Arbejdslønnen

her er den samme som i Kina,

og der er gode muligheder

for at få thailandsk regerings-

støtte til etablering og ud-

dannelse.

■

Taiwan: Begrænset albuerum på TIMTOS

2007-09-05T00:47:00.000-07:00

BEGRÆNSET ALBUERUM PÅ TIMTOS

Der var effektive og stabile maskiner på den netop afviklede Timtos 2007. Messen er først og fremmest et eksportfremstød for Taiwans producenter af værktøjsmaskiner. Den største interesse samlede sig om de producenter, der forstår at matche japanske og tyske produkter.

Af Bjarne Wildau (Artiklen her er omfattet af loven om ophavsret)

(Offentliggjort i foråret 2007)

De taiwanesiske værktøjsmaskin- og værktøjsfabrikkers ansigt ud til det globale marked, Timtos 2007, blev lidt af et paradoks. Et rekordstort antal besøgende, flere stande og flere varemærker var repræsenteret.

Faktisk var udstillerinteressen i år så enorm, at der var begrænsninger på standarealerne, og derfor forholdsvis få maskiner pr. stand. I stedet kunne man benytte chancen for at besigtige de nærtliggende værker i og omkring Taichung, hvortil der løbende var arrangeret busture.

Det var således primært de allerede kendte producenter, som levede op til forventningerne. Eller som Ole Midtgård, fra Flextek A/S i Vejle, der blandt andet sælger YCM, tidligere kendt som Supermax, udtrykker det:

”Når man går rundt og kigger på de maskiner der vises frem, er der næppe mere end en god håndfuld fabrikker, som virkelig formår at levere den kvalitet, som vores kunder med god ret forventer. Produkter fra Taiwan og Kina er stadig lysår fra tilsvarende japanske og europæiske produkter.”

Det var i år femte gang han besøgte Timtos. Og midt i de kritiske bemærkninger om de taiwanesiske maskiner generelt, føler han sig som en privilegeret sælger, fordi han repræsenterer netop YCM, der er en sammentrækning af Yeong Chin Machinery.

Producenten lancerede på messen fræsemaskinen NDV 102A, der hovedsageligt henvender sig til værktøjsmagerne.

”Maskinen er udviklet med blandt andet termiske følere, som holder øje med temperaturen på spindlen og på det materiale som bearbejdes. Derved kan der kompenseres for varmeudvidelse,” siger Ole Midtgård.

Maskinen er udviklet i et robust design, vægten er på omtrent syv tons. Og således lidt pudsigt at denne gigant kan præstere en accelerationshastighed på 1G. Der var også premiere til NNS 102A, med samme termiske funktioner, er beregnet til produktion af større serier.

BÅDE MESSE OG VÆRKER

En af de danske forhandlere, der nød godt af messens nærhed til den taiwanesiske produktionsby for værktøjsmaskiner, Taichung, er Pedersen Maskiner A/S, Horsens der i programmet dels har Johnford dels Chevalier.

Hos Johnford viste man de absolut seneste lanceringer på messen, blandt andet det femaksede DMC 1600-center samt produktionsdrejebænke. På værket var der mulighed for at se eksempler på hele byggerækken.

”Fra Johnford, der i øvrigt stadig er familieejet og præget af gode håndværksmæssige traditioner, har vi gennem tiderne solgt cirka 120 maskiner. Det er blandt andet mellemstore fræsecentre med vandrelængder på mellem 1.300 og 20.00 millimeter. Og ikke mindst CNC styrede produktions-drejebænke med skrå vanger som gør dem nemme og hurtige at betjene,” siger direktør Christian Juel fra Pedersens Maskiner.

Gennem de senere år, har virksomheden satset mere og mere på store maskiner. I den ældste af de to fabrikker vi besøgte, dominerede en drejebænk som vi hurtigt døbte "den finske bamse". Maskinen var bestilt til en finsk kunde, vil i færdigmonteret tilstand veje 70 tons.

”Virksomheden producerer også portalfræsemaskiner, dels model DMC, hvor det er bordet der bevæges i længde retningen, og model SDMC, hvor det er selve portalen, der flyttes i forhold til planet. De store portalfræsere leveres ofte med fem aksede fræsehoved,” fortæller Christian Juel.

Hos Chevalier var der også arrangeret besøg på værket sideløbende med messen. I Danmark er værket mest kendt for deres planslibemaskiner, som er solgt i stort tal. Over den seneste periode er der imidlertid også kommet større og større dansk interesse for værkets CNC-drejebænke, der i stigende grad lever op til europæiske standarder.

Ved værksbesøget smilede Christian Juel derfor også anerkendende, da han så en række drejemaskiner i monteringsfasen med Y- og B-akser.

”Maskinen sælger vi typisk til kunder, som producerer mindre emner, som enten er afsavede, eller som bearbejdes fra stang.”

FLERE AVANCEREDE

Medir Nordic, der har afdelinger i både Danmark, Norge og Sverige, var også repræsenteret på messen.

”Vi har blandt andet forhandlingen af Feeleer, der som du kan se, er godt repræsenteret her på messen. Producenten står primært for CNC-drejebænke og -bearbejdningscentre. Det specielle i år er, at man har introduceret en stærkere APC-autopilot, der er mere funktionel,” forklarer firmaets danske salgskonsulent Per Buch.

”EH-500 hedder det netop lancerede horisontale bearbejdningscenter, hvor overfladen kan bearbejdes med en rundhed der varierer indenfor fem mikrometer, og når det gælder lange huller, hvor man går ind fra begge sider, rammer man også indenfor fem mikrometer. Det er det første fra Feeler, der kan udføre så præcis en flugtboring,” siger Per Buch.

Feeleer har ud over de 300 ansatte i Taiwan også en fabrik med mere end 600 ansatte i Hangshou i Kina. Her produceres udelukkende for det kinesiske marked.

Blandt de mere avancerede CNC-maskiner fra Taiwan er også Quaser, der herhjemme forhandles af Dannemand & Vejsager. Firmaets chefingeniør Rock Liao glædede sig over at kunne præsentere hele fire maskiner på producentens stand:

”Vi har fået plads til fire lanceringer. Dels maskinmodellerne UX 300 og UX 600, der begge henvender sig til fire- og femakset bearbejdning. Generelt udvikler vi flere og flere femaksede maskiner, simpelthen fordi det europæiske marked primært efterlyser effektivitet. De øvrige to lanceringer har på markedet er HX 505 og MV 154 M, der er to horisontale bearbejdningscentre.”

Victor er også blandt de betydende taiwanesiske producenter. Her demonstreredes blandt andet en lang version af den CNC styrede drejebænk, V-Turn-40/220, som tidligere havde en vandrelængde på 1600 millimeter, der nu er nu oppe på hele 2000 millimeter, oplyser international Wayne Hsueh, der i Danmark er repræsenteret af LMG Maskiner A/S.

FLERE JAPANERE

På messen var der i år flere af de førende japanske og europæiske producenter til stede. Blandt andet Mazak, Makino og Mori Seiki fra Japan og DMG samt Tornos fra henholdsvis Tyskland og Schweiz. Ellers var den udenlandske maskindeltagelse begrænset til fællesstande, hvor kodeordet naturligt var kvalitet og global leveringssikkerhed.

Det har været svært for de udenlandske producenter at få standareal, og i det omfang, man er kommet med, så lider man under kvadratmeter-begræsningen. Og modsat de taiwanesiske hjemmemarkedsproducenter, der kan lave ture til værkerne, så kniber det mere for andre. Mazak har taget konsekvensen og arrangerede ture til eget showroom i et netop etableret Technical Center i området uden for Taipei.

Noget tyder på, at det ikke bliver nødvendigt for de øvrige japanske og europæiske producenter at følge i samme fodspor inden næste messe. Under 2007-udgaven afslørede arrangørerne, Taiwan Association of Machinery Industri, TAMI, at messen næste gang kan trække på et dobbelt så stort udstillingsareal, i det kommende Nangang Exhibition Hall, der åbnes i 2008, og således vil være klar til Timtos-messen i marts 2009.

Thailand: Dansk fysioteraeut fandt "norsk" job i Pattaya

2007-09-04T23:36:00.000-07:00

Af Bjarne Wildau (Denne artiklen er omfattet af loven om ophavsret)

Stedet er et norsk behandlingshjem, men glem alt om sne og bjerge. Vandet i pølen er omkring de 30 grader. En let brise når ind, og visker i palmekronerne. Scenen er sat i det norsk ejede Baan Sabaijai, og ved et af havens borde, sidder Martin Moisen, og er spændt på, hvad denne snak vil udarte sig til.
Den danske fysioterapeut, rykkede fra Harald Jensens Plads til Jomtien tæt på Pattaya i Thailand i august sidste år, og ha må have det som om der er faldet tre vognladninger sydfrugter ned i den turban, både fagligt og socialt.
- Det er langt mindre stresset at arbejde her på den privatejede institution, som oversat til dansk hedder "hjemmet for det lykkelige hjerte", end i Danmark. Jeg bestemmer selv, hvor meget tid jeg vil bruge på den enkelte patient. Jeg kan fortsætte indtil jeg synes at jobbet er gjort, uden at tænke på, at der absolut skal én patient gennem systemet hver halve time. Det er godt for patienterne, og det er godt for mig selv, både fagligt og menneskeligt, siger Martin Moisen, 33.
Allerede som 15-årig begyndte han at rejse. Turen gik til USA og Canada, begge steder var han hos familie, mens han passede sin skolegang, men Thailand er noget helt andet.
- Inden jeg flyttede her til for at arbejde, havde jeg været i Thailand fem gange før. Det som slår en, når man ankommer, er den fantastiske gæstfrihed. Der findes flinke og søde mennesker de fleste steder, men der er altså noget helt specielt ved thaier måde at være sammen med os udlændinge på. Uanset om vi er turister, eller som her, hvor patienter kommer fra det kolde Skandinavien, for at få et frisk varmt pust, nogle gode behandlinger, og et bedre liv, siger fyren, der har en overkrop, som om han enten har trænet meget, eller blot trænet samtidigt med at han har spist noget forkert.

Hestegal familie

Da jeg får blikket væk fra Martins overarme, ryger vi tilbage til hans barn og ungdom.
- Jeg havde drømmen om at blive brandmand og ingeniør, men så snart jeg blev så gammel, at jeg kunne fastholde mine drømme og håb, har jeg vidst, at jeg ville have noget med mennesker at gøre, siger Martin som er født af en hestegal mor, og vokset op med en bror, som nu er i lære som berider.
Martin red den modsatte vej. Kom på efterskole på Langeland. Skolen havde en maritim vinkel, masser af dykning, svømning og løb. Og det var fint, dykning, løb osv. Nej, heste det blev aldrig helt mig. Min mor og bror er jo bidt af det. Jeg kan sagtens tage med til et stævne og hygge mig med det. Nemlig at se de mennesker jeg holder af, gøre det de elsker og er gode til.
Nej, så har kampsport, hvor man er alene i verden, med en modstander overfor sig, været mere tiltrækkende.
Martin dyrkede Tækwondo i tre fire år. En af hans venner var aktiv indenfor boksning, og han spurgte, om Martin ikke havde lyst til at prøve det.
- Boksetræning er jo meget givende, man kommer virkelig i form, og jeg boksede for motionen og samværets skyld, siger Martin, som efter tre år gled over i rollen som træner.
- En af de unge som jeg trænede, var Vinnie Skovgård, der nu bokser professionelt.
Derefter fulgte flere rejser, indtil han følte sig klar til at begynde en uddannelse, som ville gøre det muligt for ham, at arbejde fagligt med mennesker.
- Jeg kom ind på Århus ergo og fysioterapeutisk skole i Skejby i 2002. Selve det at komme til og fra skolen og hjemmet på Sdr. Ringgade ved Harald Jensens plads, var en sport i sig selv. Op på jernhesten, og af sted.
Studiet var godt for Martin, han trippede ikke rundt med en angst for at have valgt forkert. I stedet trak han det internationale ind i det, så meget som han nu kunne.
- Allerede på tredje semester snakkede jeg med en af mine gode skolekammerater om at tage tilbringe 4-5 semester i Sydafrika. Men det hele faldt til jorden, i processen mellem vores studievejleder og den lokale skole i Sydafrika. Vi hørte simpelthen ikke mere fra dem.
- Jeg havde stadig ideen om at komme til udlandet i forbindelse med min uddannelse. Jeg var på ferie i Thailand i 2004, og skrev til en masse institutioner og hospitaler, om jeg kunne blive frivillig eller praktikant hos dem.
Der kom svar fra to, det ene på dansk.

Praktik i Bangkok

- Jeg fik fire måneder på Bangkok Hospital,, plus en enkelt måned på Phuket. Noget af det jeg lærte af opholdet var, hvor vigtigt det er at man laver kvalitetsbehandlinger. Jeg så, hvor meget jeg allerede havde, lært under mit studie i Danmark, specielt sammenlignet med thai kolleger, der havde 8- til 10 års erfaring.
Det farvel der blev udtalt efter de fem måneder i Thailand, havde et indbygget "på gensyn" i sig.
- Da jeg var færdig med min uddannelse i Århus, søgte en af mine venner jobmuligheder på Internettet. Og han gav mig et link i Norge, der handlede om et ledigt job i Thailand. Man søgte en norsk fysioterapeut, men det eneste der kunne ske var, at der kom et nej.
- Jeg sendte min ansøgning af sted, og havde et par samtaler med ejeren af dette private projekt. Blev så ansat, og begyndte den 1. august sidste år.
Ofte frygter fagfolk der tager hen om hjørnet, langt fra hjemmet, at de vil sakke bagud rent fagligt. Det virker ikke som om det er problemet for den ret nyuddannede Fysioterapeut.
- I mit nuværende job, er der mulighed for at følge de samme efteruddannelser, som i Danmark. Det undersøgte jeg, inden jeg sagde ja tak til jobbet. Singapore, Hong Kong og Australien tilbyder de samme kurser, den eneste forskel er, at de er billigere.
- Jeg brugte 3- 4 måneder på at bygge afdelingen op. Fra start havde jeg udstyr nok til at lave forsvarlige behandlinger, men jeg manglede de ting, som skulle gøre behandlingen optimal.
Det var besværligt med kontakter og leveringstider, som det jo ofte er her ude. Den første leverandør gav Martin fire ugers leveringstid. To dage før det hårdt savnede udstyr skulle være kørt ind gennem porten, ringede fyren og sagde, at han ikke kunne levere.

Taber ansigt

- I sig selv var flot, at han ringede. Kutymen er, at asiatere er bange for at tabe ansigt, og derfor lader være med at sige fra.
Nød lærer folk at tænke, sådan gik det også for Martin, som nu endelig brugte de kontakter, han havde på det hospital, hvor han tidligere havde fungeret, Bangkok Hospital. Der fandt han en ung ingeniør, på sin egen alder, som den unge fysioterapeut selv understreger det, og han leverede det udstyr der manglede. Endda til den aftalte tid.
- En ting som helt klart er bedre end i Danmark er, at jeg selv har mulighed for selv at bestemme, hvor lang tid jeg skal bruge på den enkelte patient. Jeg arbejder uden det pres, som findes i Danmark, hvor der skal en patient igennem systemet hver halve time. Jeg har mellem fire og ni patienter på en arbejdsdag, og det får mindst en time hver.
- Vi arbejder tæt sammen med sundhedsvæsenet i Norge, og vi er godkendt til at modtage patienter under det norske behandlingssystem. Nogle kommer med en rekvisition fra Norge, som giver ret til 24 gratis behandlinger, andre har hørt om os efter mund til øre metoden, og betaler selv. Vi har derfor også danske patienter.
Og hvad er det så for en type patienter, Martin Moisen arbejder med? Det er lige fra en mongol, som er overvægtig, han tabte 11 kilo på kort tid, og blev et meget gladere og mere åbent menneske, over patienter der har ondt i ryg, knæ over til folk som har hjerneskader.

Lærer at tale thai

Vi laver udflugter for patienterne hver uge, og prøver at tilrettelægge dem, så de bliver en del af den enkeltes behandling.
- For at hjælpe mig i arbejdet, tager jeg lektioner i thai. Det vil blive nemmere, hvis jeg kan begå mig på thai, når jeg skal forklare mig overfor thai personalet. Vi skal jo fungere som et team, lige fra kokken, til hjælperne.
Martin har det direkte ansvar for hjælperne, ordre skal gives med pli og et smil. Der ligger ordbøger med norsk, thai og engelsk, det har personalet taget godt i mod. I det hele taget prøver vi at give dem arbejdsglæde, og derved skabe interesse for at de får yderligere lyst til at uddanne sig til at arbejde med handicappede.
Og her smutter vi så tilbage til den private del af Martin, som oplever at Thailand er det optimale sted at være. Klimaet er fantastisk, det samme er den gæstfrihed, som man selv skal have oplevet, for at forstå.
- Jeg har rejst en del, har set meget, men gæstfriheden jeg har mødt andre steder, er intet i forhold til det, jeg oplever her, konstater Martin, som bor i en lejlighed i nærheden af sit arbejde, sådan lidt på grænsen mellem Pattaya og det Jomtien, som i det mindste tidligere, var mere roligt og mondænt, end det livlige Pattaya.
- Jeg er ansat på norske betingelser, og har derfor et stort rådighedsbeløb. Jeg kan sætte penge til side, uden ar mangle noget i det daglige. Jeg har købt en ny mountainbike, som jeg bruger til træning, der er nogle fremragende ruter at kører på. Oven i den sport, træner jeg også thai- boksning.
Selve Pattaya, er dog ikke lige Martins favoritsted.
- Når vi har gæster her, viser vi de frække kvarterer frem. Forældre til vore patienter bliver chokerede, første gang de oplever det, der foregår der. Det handler jo meget om ældre mænd fra vesten, og yngre thailandske kvinder. Anden gang forældrene ser det, oplever de det ofte helt naturligt. Man vænner sig hurtigt til det.
Martin fortsætter:
- Man skal ikke glemme, at folk fra de fattige områder i Thailand, som arbejder her, sender mange penge hjem til deres familier. Det gælder både de mennesker der udfører flot arbejde her hos os, men også de som arbejder i barerne. De penge der sendes hjem, er ofte altafgørende for børns skolegang, mennesker nødvendige operationer, og meget andet.
Hvis man vil have det skægt, uden at det skal handle om sex, er der eksempelvis godt 30 golfbaner, fire gokart baner, og man kan gå i biffen for, hvad der svarer til 15 kr.
- Der findes også baner, hvor man kan skyde med en ægte "Dirty Harry" pistol, en Magnum 357, en drengedrøm for mange.
Men det er alligevel ikke nok til at holde på ungkarlen.
- De fleste af mine venner er i Bangkok, og det tager kun et par timer at komme dertil med bus. Ellers mødes jeg med folk omkring mine interesser, siger Martin, som umiddelbart har svært ved at finde en grund til at sætte sig i sadlen, og ride videre.

Nepal: Hun sprang ud på det dybe vand på verdens tag

2007-09-04T23:22:00.000-07:00

(Artiklen blev offentliggjort i Viborg Stifts Folkeblad i foråret 2007)

Kulturforskelle var tredje partner i ægteskabet mellem Helle Skjærbæk Shrestha, født og opvokset I Viborg, og Jeevan fra Kathmandu. På et tidspunkt fik Helle et net sat op foran døren, der skulle holde myg, slanger, og svigermor ude af huset.

Af Bjarne Wildau (Denne artikel er omfattet af loven om ophavsret)

Katmandu/ Nepal
Hendes bedstefar var bademester ved Nørre Sø, så måske lå det bare i blodet, at hun sprang ud på det dybe vand, da hun giftede sig med Kathmandus flotteste og sødeste fyr, Jeevan Shrestha.
Da jeg bliver sat på en stol i køkkenet, hvor meget dette rum har betydet for kvinden, som hos sine forældre på Vesterrisvej 8. Mens Helles to søskende blev i Jylland, smuttede hun selv til hovedstaden, så hurtigt som muligt efter gymnasiet.
- Jeg begyndte som pædagogmedhjælper, læste til socialpædagog, og arbejdede flere spændende steder, med blandt andet blinde og på en ungdomspension. Jeg var i København fra 81 til 89. Jeg var bange for at gro fast. At ende med et 25 års jubilæum stod for mig som noget aldeles forfærdeligt. Og der manglede noget i mit liv.
Vitamintilskuddet kom, da Helle så en annonce, "Kom til Nepal, og bo i kvindekollektiv".
- Flere af mine venner havde allerede været i Nepal, og det var glade for det. Så hvorfor ikke.
Kollektivet som Helle skulle flytte ind i, var faktisk noget helt andet. Hendes kontakt ville åbne et kunsthåndværkssted. Ude i byen var der også gode oplevelser ("ude i byen".)
En dag sad Helle på en restaurant, som en dansker havde anbefalet.
- Han havde sagt, at han kendte ejeren af restauranten, som var en spændende og sød fyr, som jeg skulle møde. Mens jeg sad og ventede på min bekendt, havde jeg godt set, at der var en fyr, og jeg havde holdt øje med ham. Der var bestemt interesse.
Da den danske bekendt ankom, hilste han på den attraktive fyr, to minutter efter var han præsenteret for Helle. De hyggede sig hele den aften paa hans restaurant i turistområdet Thamel.
- Den gang tog en kvinde ikke alene hjem gennem byens mørke gader. Jeevan fulgte med hjem, vi kørte på cykler. Ved døren var der et sødt kys på kinden. Det var alt. Han havde før rejst i Europa og havde arbejdet i London. Senere fortalte han også, at hans gode engelsk kom fra tiden som elev på en amerikansk missionsskole i Kathmandu. Han kendte også klassiske film og romaner, og den slags.
Et brev røg af sted til mor i Viborg.
- Mor. Jeg har fundet prinsen på den hvide hest.
Men hun havde også forelsket sig ind i en anden kultur. Hendes kæreste var 33, og han boede hjemme hos familien, stort hus, med tre generationer.
Når voksne børn bor hjemme hos deres forældre, bliver de behandlet som 13- årige i Danmark.
- En aften var vi taget hjem til Jeevan. Vi var på hans værelse, og pludselig blev der banket på døren. Min svigermor råbte, at "Far synes, at kvinden skal tage hjem". Der lå vi, voksne mennesker. Der var kun en ting at gøre, tage en dyb indånding, og på med tøjet.
Men trods genvordighederne, havde de to besluttet sig til at gifte sig. Helles kæreste og kommende, brudgom ville ikke have sin familie blandet ind i det, da han var sikker på at de ville have indvindinger. Efter kampe med bureaukratiet i Nepal, blev de dog gift. 3 månder efter at de havde mødt hinanden.
- Jeg rejste hjem alene, i lufthavnen blev jeg modtaget af min mor, som sammen med en veninde kastede med ris. Min mor fortalte mig, at hun var så lykkelig for, at jeg endelig havde besluttet mig.
Jeevan kom til Danmark en måned senere.
- Vi boede i min lejlighed. Tre måneder efter hans ankomst, blev vi tilbudt et butikslokale til leje. Idéen var oplagt, at sælge varer fra Nepal.
Butikken fik navnet Namaste, som er en hilsen på hindu. Der kom folk til. "Vi kigger bare", var den første sætning Jeevan lærte på dansk. Flere og flere købte dog mere end de kiggede.
- Da vi havde været i Danmark i ét år, tog vi på ferie tilbage til Kathmandu. Og Jeevans søskende fik ret, mine svigerforældre blot skulle bruge tid, til at vænne sig til deres søns valg. Vi blev modtaget som ægtefolk.
Tilbage i Danmark kørte livet videre, Helle med sit fuldtidsjob, og Jeevan bag disken dagen lang.
- Jeevan fik aldrig sit eget liv i Danmark. Og som den ældste søn, skulle han traditionelt tage sig af sine forældre. Han fik vel dårlig samvittighed overfor dem. Efter næsten 4 år i Danmark, syntes han, at vi skulle tage tilbage til Kathmandu.
I 1993 afviklede parret alt, på nær lejligheden. Ærgerligt at de skulle af sted, butikken var begyndt at give overskud.
Og efter årene i Danmark, hvor det var den nepalesiske mand, der var på udebane, blev rollerne byttet om. Nu var det Helle, der følte, at det nye liv i familiens hus, var en rejse direkte tilbage til middelalderen. Returbiletten lå dog altid og og ventede i skuffen.
Parret flyttede helt naturligt ind i det samme rum, som Helle som nyforelsket var blevet smidt ud fra.
Svigerfamilien tilhører Newarene, det er håndværkerkasten og forretningsfolk. De betragtes som de mest traditionsbundne, og de mest konservative.
- Svigermor forventede virkelig, at jeg skulle holde hus for hende. Og jeg prøvede virkelig at gøre alt, for at falde til. Stod op tidligt om morgenen, fejede gulv i det meste af huset, pillede løg og ingefær.og serverede mad Men de fik mig aldrig helt. Jeg lod som om jeg ikke kunne lave mad. Men jeg havde det i en periode så dårligt, at jeg mistede appetitten.
Samtidigt var der problemet med at få arbejde. Allerede ved ankomsten, havde Helle smidt sit CV ind på ambassaden.
En dag så hun reklameskilte for Larsen Rejser, på en butiksrude inde i byen. Hun lagde sit telefonnummer, og da de danske rejsefolk kom tilbage med det næste hold turister, fik hun et job som guide. Fem dages arbejde hver anden uge.
- Jeg guidede turister fem timer, og det blev på mange måder min redning. Vi kørte de ture, så de ting vi skulle. Men det turisterne ville høre, var om mit eget liv her i Kathmandu. Vi grinede sammen, når jeg fortalte at jeg stod op tidligt om morgenen, gjorde rent, og pillede løg om morgenen. Jeg fik mine frustrationer ud.
Noget af det værste den gang var, at der ikke som nu, hvor vi snakker i køkkenet, at der netop ikke var et køkken. Alt skulle deles.
- Det store positive gennembrud kom, da Helle blev gravid. Tvillinger. Hun var i Danmark gennem det meste af graviditeten, og ægtefællen var mest i Nepal, men kom 14 dage inden fødslen. Da drengene var født, ville jeg finde min egen rolle som mor, inden jeg tog tilbage til Kathmandu.
Tvillingerne Victor, Vincent og deres mor var hos mormor i Viborg de første 3 måneder af børnenes liv.
Helle fokuserede i den første tid som mor, på at sikre, at hun fik en god fremtid som mor og hustru i Kathmandu.
- Jeg ville have mit eget køkken. Ellers kom jeg simpelthen ikke tilbage.
En anden genistreg var, at tage sin mor med til Kathmandu. Hun kom til at fungere som et skjold, mod den nepalesiske kultur, som svigerfamilien blot var en del af.
Da Helle begyndte at bade de små, troede svigermor, at børnene ville blive alvorlige syge.
- Da børnene begyndte at kravle, tog min svigermor dem op. Hver gang de var aktive, blev de taget op. Skulle svigermor passe børnene en time, gav hun dem opblødte mariekiks at spise. Hun ville det bedste, men det var svært at se på.
Da børnene begyndte at gå, kom der net for dørene, de skulle holde myg, slanger, og min svigermor ude.
- Da vi boede i København, og lavede mad sammen, og jeg larmede lidt med gryderne, spurgte Jeevan tit, om der var noget galt. Det undrede jeg mig over, men svaret på hans reaktion kom, da jeg flyttede ind hos hans familie i Kathmandu. Når min svigermor var vred, sagde hun ikke noget. Hun skramlede bare med potter og pander. Så ingen var i tvivl om hendes vrede.
Da børnene var tre 1/2. I 1999 blev et job som arkivar ledigt på den danske ambassade. Diplomati, en ny verden for den tidligere pædagog og rejseleder.
- Uanset om jeg var lokal ansat, anså de andre lokalt ansatte mig for at være dansk. Tilhørende den danske lejr. Inden min ansættelse på ambassaden, havde jeg holdt mig væk fra danskere, men nu mødte jeg mennesketyper, som jeg ellers aldrig havde mødt.
- Vi var tre danske par, med børn på samme alder. Så rejste de to par, næsten samtidigt. Det var meget hårdt. Nu hvor det daglige samvær med kvinder som også havde små børn forsvandt, blev savnet af det bare at kunne smutte ind til mor for at sludre og drikke en kop kaffe, ekstra stort.
Tilbage til ambassaden. Da Udenrigsministeriet så, at der var penge at spare, ved at udskifte den fra Danmark udsendte konsul, med en lokalansat, fik Helle jobbet, som leder af den konsulære og administrative afdeling. Hun har ansvaret for udstedelse af visa til de lokale, og pas, kørekort, at hvad der ellers kan dukke op af problemer der falder ned af Himmalaya, og den slags. "Ja tak, vi har brug for en helikopter indenfor 10 minutter, og hvem skal for resten betale den".
Oven i det, har hun ansvaret for beredskabsplanen for danskere i Nepal. Hendes ansigt skifter farve, og hænderne flytter sig forkert, da hun begynder at snakke om det.
- Regeringen siger, at byplanlægning, det tager de sig af efter jordskælvet, som alle forventer vil komme. Nu kom der et i Pakistan for et par år siden, at det kan godt have udsat det. Man regner med, at hvis skælvet kommer, bliver der tale om tusindvis af døde, og mange flere sårede.
For nogle år siden fik jeg lavet en kasse, med madvarer, tøj til børnene, osv. Da jeg åbnede den for fem år siden, var der babytøj i den, smiler moderen, som til tider har sovet med pas og penge under hovedpuden, hvis nu jordskælvet skulle komme.
- Vi sidder stadig i køkkenet, som Helle måtte kæmpe så hårdt for at få. Men nu er vi tre om bordet. En søster er komme fra Danmark, og i aften ankommer de sidste. Anledningen til invasionen fra Viborg er, at de to drenge, Vincent og Victor, 11, skal gennem noget der minder om den danske konfirmation.
Svigermor har de sidste seks år ligget stille hen, efter hjerneblødninger, og svigerfar er præget af den alder de to deler, de er midt i 80erne.
- Det er derfor vi har besluttet at rykke festen frem, så deres bedsteforældre på deres måde kan få den oplevelse med.
Begivenheden har været fastlagt længe. På trods af det er der stadig håndværkere over alt. Den del af "huset med tre generationer" som Helle og Jeewan sidder på, er blevet forbedret og udbygget gennem årene. Noget mere nødvendigt, end andet.
- Taget var utæt i fire år, forklarer Helle tørt, samtidigt med at hun udtrykker glæde over den støtte hun fra start fik af sin mand, Jeevan Uden hans opbakning havde jeg ikke været i Nepal i dag.

Hong Kong: Blev sømandspræst- der skulle jo ske noget

2007-09-04T23:09:00.000-07:00

Artiklen her er vinklet til et århusiansk blad, og offentliggjort i foråret 2007

Af Bjarne Wildau (Denne artikel er omfattet af loven om ophavsret)

Han var præst i Lystrup, et sogn som Hans Aage Koller Nielsen, 53, selv beskriver som det bedste i Danmark. Folk myldrede til, når der var gudstjeneste, og præstegården og ikke mindst haven var vidunderlig.
- Men så rundede jeg de 40, og det var som om der skete noget. Det var som om jeg skulle gøre op med mig selv, hvad det var jeg ville. Blive i den velkendte hverdag i Lystrup, eller prøve noget andet.
Som faldet fra himlen, fik Hans Aage Koller Nielsen en forespørgsel fra den daværende biskop Herluf Eriksen.
- Han fortalte at der var et ledigt embede i Sømandskirken i Rotterdam. Om det var noget for mig.
Det var det, og det blev til 7 herlige år i Holland, inden ungkarlepræsten rykkede videre til endnu en sømandskirke, nu 180 grader modsat Rotterdam, nemlig i Hong Kong.
Det er en tirsdag formiddag i Hong Kong, midt i regntiden. Tilfældigt, men heldigt, holder Hans Aage Koller Nielsen, til i den danske sømandskirkes kontor, blot 500 meter fra det gæstehus, hvor jeg sent i aftes fandt et ledigt værelse. Nemlig i Mariners Club i Kawloon på fastlandet.
Da jeg går op ad den lange trappe i bygningen der tilhører det engelske missonsselskab for søfarere, hvor sømandskirken har lejet sig ind med kontor og præstebolig, sker det uden aftale. De e-mails jeg har sendt, er ikke blevet besvaret. Til gengæld har jeg advaret om mit besøg, der går ud på, dels at få en snak med præsten, dels skal hjælpe mig til at finde andre danskere, som jeg kan skrive om fra den tidligere britiske kronkoloni.
En vagt viser vejen til den danske afdeling, og endelig står jeg i døråbningen til et langt smalt kontor. En mand rejser sig fra sin plads ved skrivebordet nærmest vinduet, og går frem mod mig. Den højre arm løftes til en hilsen, samtidigt med at mandens ansigt åbner sig i et smil.
Nærmest ved døren er der et lille bord og to stole, perfekt til en introduktion som den vi er i gang med. En medarbejder, som alligevel skal op i den britiske kirkes restaurant, tilbyder at tage kaffe med til mig også. Og der sidder vi så.
Jeg havde inden jeg landede i Hong Kong, kikket på sømandskirkens hjemmeside. En detalje slog mig. Mens der er fotos af de tre medarbejdere, er der ingen af præsten selv.
- Jeg er ikke så god til at stå frem. I bund og grund er jeg vel lidt genert.
Ja sådan lyder forklaringen fra den præst, som jeg har planer om at få på forsiden af Århus Onsdag.
Men det lykkes nu alligevel. Måske hjalp det, at jeg for to tre år siden skrev et par artikler om Hans Aage Koller Nielsens forgænger, som nu er sømandspræst i Singapore.
- Hvordan er din metode, spørger præsten pludselig. Det forklarer jeg så, og en halv time efter ankomsten til kirkekontoret, er vi i gang.
Han blev født ind i en præstefamilie nær Jelling. Faderen døde da Hans Aage var 8, moderen stod nu alene med fire børn. Måske var det derfor, at arbejde efter skoletid og i ferier blev en naturlig del af den faderløse knægts liv. Før som medhjælper hos bedstefaderen der havde en gård, og siden kom der blandt andet jobs i Løveparken i Givskud.
Via privatskole og gymnasium stod han overfor valget af uddannelse.
- Jeg flyttede til Århus i 1972. Jeg ville helst være ingeniør, præst var noget som enhver kunne blive. Men jeg tænkte meget over hvad jeg skulle. Jeg kunne sige ja til, at jeg troede på gud, og endte med at vælge at studere teologi, forklarer præsten som har et kors i en kæde om halsen.
Studiet blev suppleret med et job som portør på Århus Kommunehospital. En del af den fritid der var, blev brugt som medejer af træskibet Johanne II, der var bygget i 1920.
Første embede blev som hjælpepræst i Elsted Elev.
- Der skulle bygges en ny kirke i Lystrup, og en del af mit arbejde var at deltage i arbejdet med at få opført kirken og præsteboligen. Det var utroligt spændende at følge projektet helt fra begyndelsen.
Prikken over iet kom, da han selv fik embedet i den nye Lystrup kirke, og kunne flytte ind i præsteboligen.
- Der var 5.800 sognebørn. Rent kirkeligt, var det nordlige Århus et af de bedste steder, og folk myldrede til gudstjenesterne.
Og sådan gik det i cirka 10 år. Indtil en aften, hvor præsten pakkede sin bil, og begyndte turen til Rotterdam, hvor han ville tjekke, om det job han var blevet tilbudt, kunne være det trin væk fra det velkendte, op mod det udfordrende, det ukendte.
- Jeg kørte om natten, var i Rotterdam om morgenen. Jeg husker at jeg fra start blev dybt fascineret af at kirken, lå lige overfor en kanal. Man kunne følge trafikken i kanalen og livet på bådene.
Præsten fra Lystrup talte også med folk som var flyttet ud, som havde mere erfaring end han selv i at være udenlands.
- Man snakker meget om at verden bliver mindre og mindre. Men åbner man øjnene, ser man for alvor at verden er større og mere forskellig end man regner med.
Søfolkene som kom i kirken hvor jeg kom til at arbejde i syv år, gav mig også meget. De var virkelig med til at brede virkeligheden ud for mig.
- Jeg regnede egentlig med, at jeg skulle tilbage til Østjylland, når jeg var færdig med Rotterdam. Men så kom embedet her i Hong Kong ind i billedet. Og så kunne jeg mærke, at jeg lige skulle se verden fra en Asien vinkel, inden jeg vendte hjem.
Mens Hans Aage Koller Nielsen kunne pakke bilen, og smutte ned for at kigge på mulighederne i Holland, skulle der siges ja til Hong Kong, uden smagsprøver.
- Da jeg landede i Hong Kong, var det første gang jeg nogensinde var i Asien. Jeg havde en kuffert, plus en kontrakt om fire år som sømandspræst for Hongkong, Kina, Filippinerne, og Japan med mig. Jeg vidste at der var et kontor og en lejlighed her. Og en sømandskirke nede på havnen. Men ellers var jeg 100 % på udebane. Jeg havde på forhånd et sæt forventninger om, hvad jeg ville møde her. Jeg husker, at det blev brudt allerede på vej ind til byen, fra den gamle lufthavn. Der var skilte som advarede mod køer på vejen. Det havde jeg ikke ventet.
- Når man først er kommet til Hong Kong, er verden endnu større. Her er der gang i samfundet, 24 timer i døgnet, og der bliver længere og længere til Danmark. Tryghed bliver der også mindre og mindre af. Jeg havde levet hele mit danske voksenliv i Århus, i alt 20 år, som trygge og gode. Rotterdam var lidt mindre trygt end Århus. Her kæmper folk for at klare tilværelsen. Og de mennesketyper, jeg mødte og stadig møder i min menighed, har for langt de flestes vedkommende valgt at rejse fra det trygge Danmark, til udfordringer på udebane.
Den nye hverdag i Hong Kong, var også fyldt med blanke glasfacader. Hans Aage Koller Nielsen undrede sig længe over, hvad der mon var bag de blanke facader, hvordan det virkelige liv var i Hong Kong.
En anden udfordring var det asiatiske smil. Når man ankommer til den asiatiske kultur, har man jo ingen fornemmelse af, hvad det asiatiske smil betyder.
På det tidspunkt i samtalen, er vi rykket op i den britiske kirkes restaurant, hvor Hans Aage har budt på frokost.
Og det viser sig, at det netop var her i det store højloftede restaurationslokale, at præsten første gang blev opmærksom på, at han gik forkert af det asiatiske smil.
- Asiatere og deres asiatiske smil. Som nyankommen ved man jo ikke, hvad der foregår bag det asiatiske smil
Første gang jeg gik forkert af smil, var her i restauranten. Jeg satte spørgsmål ved noget mad. De smilte, samtidigt med at sikkert tænkte, at det skal den idiot ikke bestemme.
Da vi er færdige med frokosten, spørger Hans Aage mig, hvad han kan gøre for mig. Stemmen og mandens øjne. Det er ro, venlighed og nysgerrighed, der dominerer. Altså. Godt at den mand ikke blev ingeniør.
Vi ender med at køre ned til den egentlige sømandskirke, som er placeret på havnen.
Mens vi kører, forklarer præsten, at selv om Hong Kong er et af de tættest befolkede områder i verden, er der alligevel masser af grønne områder.
- Men jeg plejer at sige, at sømandskirken ligger i et af de grimmeste områder i byen.
Beviset kommer fem minutter senere. Kirken er presset ind mellem motorveje, pakhuse og porten til containerhavnen i Kwai Chung.
Stolt viser Hans Aage Koller Nielsen kirken frem. Den domineres af en restaurant, et bibliotek, hvor gæsterne selv kan tage drikkevarer i køleskabet og betale i en "sparebøsse", hvis den der har vagten er på skibsbesøg. Selve kirkelokalet virker langt fra stort, men alligevel mangler det ikke på besøgende, når der afholdes gudstjeneste.
- Sidste søndag havde vi 80 til gudstjeneste. Mange af disse blev til den frokost, vi har bagefter.
I det hele taget fylder det sociale langt mere i Hans Aage Koller Nielsens præstegerning i Hong Kong, end det gjorde i Lystrup.
- Jeg har både kontakt med den danske koloni af fastboende, som oftest er her for at arbejde eller studere, og med søfolk som kommer tilbage til os med skiftende intervaller. Mit indtryk er, at danskere er bedre til at tage kontakt til andre når de flytter til udlandet, end de er i Danmark.
Præsten som både er en af de uformelle ledere af det dansk netværk i regionen, har det helt klart bedst med den del af jobbet, som gælder det kirkelige og det sociale.
- Det at møde andre mennesker, og at få samværet til at fungere, det er nok det jeg holder mest af. Vi har også en ret god hjemmeside, som folk finder via Internettet. Så sent som i går hjalp jeg en fyr der var strandet her i Hong Kong. Han havde smidt antabussen væk i flyet væk fra den danske hverdag. Og nu var det gået helt galt. Vi fik ham hjem, og han er formodentlig landet, nu mens vi snakker sammen.
Den svære, men livsnødvendige del af jobbet, som skal klares, er økonomien. De danske kirker i udlandet får udgifter til personalet fra Danmark. Men midlerne til kirkernes drift, skal klares lokalt.
- Hvert år har vi en julebasar. Det er den som trækker det økonomiske læs. På én weekend sidst i november, skal det kommende års drift sikres. Der er meget arbejde med at arrangere basaren. Hvis man havde en hustru, ville hun nok tage sig af det meste. Der er cirka 90 frivillige medhjælpere, som ofte arbejder i måneder på at forberede det store arrangement. Uden nogle meget stærke kvinder, ville det aldrig lykkes.
Et par aftner efter interviewet, eller samværet med den tidligere præst i Lystrup, tager han mig med på restaurant. Det er et sted hvor mange danskere forsøger at møde hinanden én gang om ugen, hvis de overhovedet kan.
Vi tager den velfungerende undergrundsbane der hen. Ved baren står en af de "tunge drenge", en erhvervsmand af den gamle skole, som køber produkter i røde Kina, og sælger dem i Vesten. Men ovre til venstre er fire fem borde skubbet sammen, og rundt om langbordet sidder den virkelighed, som der ikke er nogen kort proces i mod. Kald det generationskløften mellem præsten, og hans menighed. Ingen af de cirka 20 danske er over 30, gennemsnitsalderen er vel omkring de 24.
- Tidligere var der mange danske selskaber, der havde deres regionskontor i Hong Kong. Men de fleste af dem, er nu flyttet til Beijing eller Shanghai i moderlandet. Jeg tror, at vi har en af de yngste danske menigheder i verden. Gennemsnitsalderen er mellem 30 og 35. Der er mange studerende, siger præsten og nikker over mod langbordet, men langt de fleste danskere her, er unge par med et eller to børn.
Hans Aage Koller Nielsen erkender åbent, at han er på udebane, når det gælder de unge. Men som i fodbold, kan man også i det sociale og kirkelige vinde på "fremmed jord".
Velkendt jord, det er det som trækker i Danmark én måned hver sommer.
- Jeg har en nedlagt landbrugsejendom, som jeg bruger ferien på. Det er lidt vanvittigt at tro, at jeg kan gøre den i stand alene. Men jeg er ikke så god til at sidde stille, så jeg elsker at arbejde med huset, hugge brænde, og sejle i den båd som jeg smider i vandet når jeg ankommer.
Efter syv år i Rotterdam, og otte år her i Hongkong, er de fleste af de oprindelige kontakter i Århus forsvundet.
- Jeg har stadig min familie, men de venner jeg nu har der hjemme, er danskere jeg har lært at kende i Rotterdam eller her i Hong Kong. Det er dejligt at møde dem, når det kan lade sig gøre, siger præsten, som helt tydeligt nyder livet i den tidligere britiske kronkoloni. Den returnering til Danmark, som næsten var på skinner i Rotterdam, ligger stadig i mølposen.

Nepal: Fra en barndom i Brabrand Boligforening til et liv i den diplomatiske verden

2007-09-04T22:38:00.000-07:00

Denne artikel er vinklet til et århusiansk blad, og offentliggjort i forsommeren 2007.

Fra et rækkehus i Brabrand Boligforening
til et liv i den diplomatiske verden

Af Bjarne Wildau (Artiklen er omfattet af loven om ophavsret)

I 2005 boede der en århusianer i Nairobi, Kenyas hovedstad. Det var en del af hans liv at følge med i de internationale nyheder. Men interessen for, hvad der skete globalt, havde i sommeren 2005 fået en særlig drejning, mod Nepal, landet som i 10 år havde været i borgerkrig. De som havde alt for meget, ville ikke give lidt eller dele deres magt med dem, som stort set ikke ejede andet end viljen til et bedre liv.
Manden med den nyvundne specialinteresse i kongedømmet, der med sin beliggenhed højt i Himalyas bjerge kaldes "verdens tag", var Danmark daværende ambassadør i Kenya, Finn Thilsted, der skulle skifte post til Kathmandu.
- Ansatte i udenrigsministeriet er underlagt en rotationsordning. Man kan kun være ét sted i en bestemt årrække, typisk er det fire til fem år. Jeg skulle altså flytte fra Kenya. Og jeg følte selv, at jeg var meget heldig, at jeg blev rokeret videre til Nepal. Jeg havde meget gode erfaringer med Asien, både professionelt og via ferier. Men jeg var også lidt bekymret, ikke for min egen sikkerhed, men for selve landet. Kongen havde afsat den demokratisk valgte regering, og reelt taget magten.
Det brød de lande, der hjalp Nepal med udvikling af samfundet, Danmark inkluderet, sig bestemt ikke om. Bistand blev delvist stoppet, men donorlandene var fortsat engageret.
- Og der sad jeg foran TV- skærmen, og fulgte dramaet med demonstrationer, en borgerkrig hvor dræbte og sårede var blevet en del af hverdagen, og hvor våbenhviler normalt ikke holdt ret længe. Jeg var virkelig spændt på, hvad det var jeg ville komme til, forklarer Finn Thilsted denne fredag aften, hvor vi sidder i hans bolig med to glas coca cola og vi taler om hans liv,
Den elegante mand, med det grå guld på toppen af hovedet, og oplevelser fra store dele af verden i et liv, hvor møder med præsidenter, ministre og meget andet, blot var en del af et liv, hvor arbejde og privatliv flyder sammen, voksede op i et miljø, som var fjernt fra det liv han nu fører her i Kathmandu. Nemlig i et gult rækkehus i Søvangen i Brabrand.
Som stor knægt, klistrede Finn Thilsted sine øjne til TV- skærmen, når udsendelsen "Retten er sat" var på. Selv er han ikke i tvivl om, at det var den udsendelse, som skal have skylden eller æren for, at han blev jurist.
Midt i samtalen, forsvinder min vært et øjeblik, og jeg ser mig omkring i dagligstuen, som også bruges til repræsentative lejligheder. Midt i standardindretningen af boligen, er der placeret billeder af ambassadøren selv, med sin indiske hustru, og deres to børn. Omgivelserne her, hustruen som han som 26- årig mødte på Trinidad og Tobago, og det forrige job som ambassadør i Kenya, ja, en gentagelse er fin her, der er altså lang vej tilbage til boligen nær jernbanesporene og Brabrand skov.
- Vi er to brødre. Min mor var hjemmegående, og min far var handelsrejsende. Som dreng passede jeg min skole, legede som alle andre, og spillede lidt tennis, forklarer Finn Thilsted, 61, fra sin plads i en lænestol lige overfor mig, i mit hjørne af en sofa.
- Jeg kom efter min realeksamen fra Brabrand Skole, på Århus Statsgymnasium hvor jeg fik min matematiske studentereksamen.
Hvor andre i en lignende situation skifter fod adskillige gange, når det handler om at beslutte sig for, hvilken uddannelse der skal dominere deres liv, var der ikke den slags problemer hos min vært denne aften.
- Jeg fulgte jo alle "Retten er sat" programmerne. Jeg var dybt facineret af de folk, som arbejdede i TV- retten. De kunne virkelig tale for sig. Det var noget jeg kunne beundre, noget jeg kunne bruge. Advokat, det var det jeg ville være.
Og sådan blev det.

Fra postbud til rejseleder

Men trods den sikre overbevisning om, at han skulle være jurist, blev filosofistudiet afprøvet først, men rykkede så videre til jura.
- I fritiden var jeg postbud, men på universitet mødte jeg en, der som studenterjob var rejseleder hos Tjæreborg. Det trak voldsomt i mig, det lød fantastisk, at man kunne tjene penge samtidigt med at man kunne rejse og få masser af oplevelser.
Studenten, der i fritiden var ekspert i at flytte den ene fod frem foran den anden, tog hurtig et af sine vigtigste skridt, i hvert fald et af dem, som fik størst betydning. Han skrev til Tjæreborg, og en søndagmorgen i sommeren 1967 stod Finn Thilsted og ventede på en grøn Tjæreborgbus ved Århus Rådhus.
- Den første rejse jeg havde, var et selskab til Østrig. Jeg var god til tysk, og turen blev starten på en karriere med charterrejser.
Studenterjobbet udviklede sig. Nye rejsemål kom til, samtidigt udviklede Tjæreborgs rejser sig, busser blev skiftet ud med fly, og rejsemålene lå længere og længere væk. Første gang Finn Thilsted kom udenfor Europa, gjaldt det den lille Tunesiske ø Djerba.
Hotellerne havde el og vand, men generelt havde befolkningen hverken el eller vand. Kameler trak spande med vand op af brøndene. Vi som begyndte som unge hos Tjæreborg voksede jo med opgaverne, jobbet var med til at udvikle os, og nogle af mine kolleger faldt fra deres studie og blev opslugt at rejselederarvejdet, men det var aldrig min tanke.

Mødte hustru i Trinidad Tobago

Efter en tid i Århus, hvor det nu forsinkede studie blev passet i en periode, kom jurastudenten med hang til rejser og menneskeligt samvær, tilbage til Tunesien.
Og pludselig kom det tilbud, som indirekte fik altafgørende betydning for Finn Thilsted´s privatliv.
- SAS ejede Globetrotter, og de tilbød mig at bliver deres destationschef på Trinidad Tobago i Vestindien. Jeg var da 25 år, og i den alder synes man jo at kvinder er meget smukke. Jeg fandt en tredjegenerations indisk kvinde, Shakuntala. Hun var uddannet agronom, og arbejdede på det tidspunkt i et udviklingsprojekt finansieret af Verdensbanken. Det var noget med husmandsbrug og mælkeproduktion.
De to blev gift, og efter i alt to år på Trinidad og Tobago tog parret tilbage til Århus, nemlig til en lejet bolig i Mejlby ved Spørring.
Mens Finn brugte det meste af sin tid på at gøre sit stærkt forsinkede jurastudium færdigt, udførte hustruen Shakintala og hendes nye naboer et flot stykke integrationsarbejde. Naboerne syntes at det var spændende, at den indiske kvinde vidste så meget om husdyrbrug.
- Da jeg blev færdig med mit jurastudie i 1975, var der stor arbejdsløshed indenfor faget. Men jeg fik arbejde i København som fuldmægtig.
Pludselig bestod den tidligere rejseleders rejser i, flere gange dagligt, at spadsere fra advokatkontoret, til landsretten i Bredgade.
Arbejdet gik fint, hustruen var begyndt på at læse PHD på Landbohøjskolen, så alt burde være som det skulle være. Pudse sko hver morgen, på med slipset, og så ellers arbejde sig til en position som højesteretssagfører. Men nej.
En ansættelse i Udenrigsministeriet blev pludselig den dør, der trak. Nøglen til det nye, var en embedseksamen med flotte karakterer, og hånden der drejede nøglen rundt, var lysten til at komme tilbage til udlandet.

Tanzania blev første udstationering

Tre år efter ansættelsen i ministeriet, kom kravet om udstationering.
- Man skal søge ud, det er en del af ansættelsessystemet. Jeg fik tre mulige ambassader tilbudt. Thailand, Egypten, og Tanzania, landet som den gang var det store håb i Afrika. Jeg var ikke i tvivl, og tog til Tanzania med min hustru Shakuntala.
- Den gang var vore ambassader i udviklingslandene delt op, ambassaden var én enhed, Danida en anden. Jeg var nr. to på selve ambassaden, skulle hjælpe og lære i den rækkefølge. Jeg så hvordan Danmark og andre lande forsøgte at hjælpe de som trængte mest. Der blev bygget skoler, lavet veje og meget andet.
Det som den unge diplomat lærte under sin første udstationering, gav ham lysten til at hjælpe til med at forvalte de mange penge, der bruges af Danida.
Tilbage i Danmark arbejdede Finn over fem år i to forskellige afdelinger i Udenrigsministeriet, og privat var den største begivenhed, at parret fik deres førte barn, en datter, som nu læser til læge i Danmark.
Den nybagte mor, Shakuntala, fik ansættelse som lektor på Landbohøjskolen, endnu en integration, og i 1986 var de obligatoriske år i Danmark overstået.
Nu var det Bangladesh. Og det var noget af en omvæltning fra det tyndt befolkede Tanzania, til Bangladesh, hvor der den gang boede 1000 mennesker pr km2, i dag er taller 1500 pr km2.
- Der var mennesker over alt. Folk boede i midterrabatten af vejene, fattigdommen var endnu større end i Afrika. Danida havde et regionalt udviklingsprogram, som handlede om vand og landbrug. I dette land, der konstant rammes af naturkatastrofer, og samtidigt er et af klodens mest korrupte, oplevede Finn Thilsted midt i alt det triste, en masse positivt.
- Der var mange ting der lykkedes. Folk i Bangladesh levede af fisk, ris og karry. Næsten hver eneste familie havde et vandhul eller en dam, hvor man kunne holde fisk. Når fiskene var store nok, spiste man dem selv, eller solgte dem.
Nye småfisk fangede man i floden, de blev sat ud i dammene. Nogle gange var det de rigtige fisk der blev sat ud, andre gange var det rovfisk der spiste familiernes kommende madforsyning.

Små fisk med stor betydning

- For at forbedre damproduktionen udviklede vi et koncept, som producerede småfisk .. Vi hjalp med at etablere private udklækningsanstalter, hvor bønderne kunne købe fisk til deres damme Og så vidste de hvad de satte ud i dammene. Bøndernes fiskeproduktion blev nu effektiv. Seks måneder efter at småfiskene var sat ud i dammene, kunne de spises, eller sælges.
For mennesker, der hvis de overhovedet har adgang til kontanter, bruger størstedelen af deres indkomst til mad, var det en revolution, som de tilmed blev mætte af.
På den private front gik det også godt. Finns hustru arbejdede som ernæringsekspert på et hospital i Dhaka, og deres datter gik i børnehave.
Efter Bangladesh fulgte en tid, hvor den nuværende ambassadør rykkede tættere og tættere på sin nuværende position. Chefjobs hos Danida i Danmark, videre til Egypten hvor han var chef for Danidas udviklingsbistand, ikke mindst et store miljøprogram, som blev prøvet i pyramidernes land.
- Min hustru er ofte blevet i Danmark for at passe sit job, men når jeg var været udstationeret, har jeg altid haft mine børn med mig. Jeg var alenefar. Det var dejligt. Jeg kom jo tættere på mine børn, vi gjorde meget for at være sammen i weekenderne. Vi tog til Rødehavet, og hver tredje måned og i ferier, kom Shakuntala ned til os.
I 1997 kom Finn Thilsted tilbage til Bangladesh som chef for ambassaden og i 1999 blev han udnævnt til ambassadør. Som en laks fandt han tilbage til "gydepladsen", og situationen i Bangladesh var den gang meget, som den nu er i Kathmandu, hvor vi laver dette interview otte år senere.
- Diktatoren præsident Ershad var faldet, de to politiske familier som traditionelt har kæmpet om magten i landet, havde haft deres første valg. Jeg kom tilbage til et demokrati, der var sket store fremskridt økonomisk og socialt. Bedre gødning og nye rissorter, der ydede mere, var kommet til, landet kunne brødføde sig selv, og man havde meget stor succes med tekstilindustrier.
To år senere roterede man igen, posen med ambassadørnavne blev rystet, og i 2001 hed det Nairobi i Kenya.

Fantastisk tid

- Det er et fantastisk sted at komme til. Via Karen Blixens værker forbinder vi netop Kenya med Afrika. I 2002 holdt man frie valg. Det var en fantastisk tid. Stemningen var euforisk, korruptionen skulle væk. Den afrikanske befolknings ønsker om at blive mæt hver dag, lige fordeling af goderne og retfærdige krav skulle opfyldes. Men nu fire fem år senere, kan vi se, at fremgangen er begrænset, og at korruptionen stadig er der.
Og her er vi så tilbage i Nepal. Mere Coca Cola er kommet til, og Finn Thilsted husker igen, hvor meget det minder om hans tid som ambassadør i Bangladesh.
- Fra start var der gode muligheder for at få kontakt med de politikere, som kongen havde fyret.
Det var også rimeligt problemfrit at nå Maoisterne, som i 11 år havde kæmpet for et mere retfærdigt samfund.
Det lykkedes den nepalesiske befolkning og de politiske partier at få kongen væk, og de traditionelle partier har dannet en midlertidig regering med Maoisterne.
- Vi har, som en af de store donorer i Nepals udviklingsprogram, tilskyndet til at Nepal acceptere demokrati, og menneskerettigheder. Og vi har understreget, at uden fred vil det være vanskeligt at sikre udvikling for landet, der har en gennemsnitsindkomst på ca. 1500. kr. om året per person.
- Danmark er aktiv medspiller. Det gør Nepal til et meget spændende sted at være.
Og her er det, at læserne må undskylde mig. Det her er altså en fantastisk oplevelse. Jeg sidder over for et menneske, der har en alder hvor mange har fået nok, og manden stråler af livslyst, menneskelighed og kompetence.
- Jeg gør meget for at holde mit helbred i orden. Jeg har et arbejde, som jeg holder af. Der sker noget nyt hver eneste dag i Kathmandu, og jeg håber, at fredsprocessen, en ny grundlov og en regering valgt ved et frit og retfærdigt valg er kommet på plads i 2009 inden det er tid til igen at skifte post i 2009 eller 2010, siger ambassadrøen, som venter besøg af sin hustru i de kommende uger.

Det koster smerte at være adskilt

- Et ægteskab, hvor begge parter har en karriere, og hvor den ene ægtefælle er udstadioneret, bliver udsat for et stort pres.
- Det er ikke rat at undvære en ægtefælle, det koster smerte at være adskilt. Børnene har heldigvis altid været med mig, så på den kant har jeg måske fået mere end de fleste fædre.
De nye tiders Internet og Skype gratis telefon, har gjort det meget nemmere at være adskilte.
- Jeg taler med min hustru, og med min datter, der studerer til læge, og sønnen som skal starte med at læse til ingeniør over Skype. Det er et dejligt fremskridt.
Familien har en lejlighed på Frederiksberg ved hovedstaden.
- Min mor lever stadig i Århus, så jeg besøger både hende og byen mindst én gang om året. Og her i Kathmandu kan jeg i fritiden motionerer ved at spille tennis,eller ved at gå ture i de omkringliggende bjerge med to andre kollegaer, og der er mange repræsentations aktiviteter . Så jeg sidder ikke og triller tommelfingre i fritiden.

Vietnam: Hans liv gik i fisk

2007-09-04T03:59:00.000-07:00

Artiklen er offentliggjort foråret 2006

Hans liv gik i fisk

Af Bjarne Wildau (Denne artikel er omfattet af loven om ophavsret)

Han vender sig lidt utålmodigt og kigger over sin højre skulder. Servitricen som er den eneste på det ret store sted her i Hanoi der taler en smule engelsk, skulle have sendt vores ordre ud i køkkenet. Men hun har travlt med at tage mod betaling fra en anden gæst. Lars Jøker ser på sit ur. Der er mindre én time til den næste aftale, står der skrevet i hans ansigt.
Jeg kigger på bestillingsblokken som stadig ligger på bordet foran os, og udtaler så den erfarne sætning:
"Vi kan lige så godt vente, vi får maden på det tidspunkt, hvor servitricen har besluttet sig for det, ikke et sekund før"
.- Ja. Du har ret. Men derfor kan man nu alligevel godt skubbe lidt på. Det hjælper altså nogle gange, konstaterer Lars, der som en del af et gigantiske Danida projekt, de sidste seks år har knoklet med netop at få samarbejde mellem vietnamesere og vesterlændinge til at gå i fisk, til gavn for ikke mindst fattige bønder og fiskere i landet der har gået så grueligt meget igennem.At det elastik som også kaldes tålmodighed, måske er lidt strammere end det plejer at være, kan i øvrigt sagtens skyldes det faktum, at den 42-årige familiefar er i gang med at sige farvel til faglige yndlingsbarn, den vietnamesiske fiskeindustri, for at fastholde det løfte han har givet sig selv om, at de tre børn han har med hustruen Anne Dorthe, om at de skal have mulighed for at prøve at blive danskere. De to yngste har kun været i Danmark på ferie.
- Det program som Danida har stået i spidsen for i 10 år, og som har været med til at gøre Vietnam til en af de førende eksportører, tager en ny drejning. Hvor det før har været Danida der har siddet ved rattet, tager vietnameserne nu selv over. Danida sætter sig selv om på bagsædet, konstaterer Lars Jøker, som er bange for at han vil blive en dårlig passager.
Derfor er det oplagt, at han efter de seks år i Vietnam, hvor af de fire år har været som leder af det enorme projekt med 40 udenlandske eksperter tilsluttet, til sommer siger farvel til Vietnam. Det der med fisk. Det er faktisk noget han blev født ind i. Gennem flere generationer har familien Jøker arbejdet med dambrug.
- Fra jeg var lille havde jeg hjulpet til på min fars dambrug så godt jeg kunne. Jeg vidste simpelthen alt om faget, fra klækning af æg, til når fiskene skulle slagtes. Men trods den tætte tilknytning til faget, var der alligevel plads til at undersøge mulighederne i verden ude på den anden side af fiskedammene.
- Da jeg skulle tage beslutningen om handelsskole eller dambrug, så jeg et traditionelt erhverv der var på vej ned. Og da jeg arbejdede på et dambrug i en skoleferie, så jeg hvor dårligt ejeren havde det. Han var kun midt i 30erne, men hans ryg var slidt op. Måske var synet af den revaliderede dambruger det, som blev nøglen til det ideelle kompromis, nemlig at beskæftige sig med fisk fra den økonomiske vinkel. Fra et skrivebord, hvor en ergonomisk stol kan klare de fleste ryg problemer.Første skridt mod skrivebordet, var en handelseksamen.
- Da jeg var færdig med Handelsskolen, vidste jeg godt, at jeg ville rykke videre til Handelshøjskolen. Jeg ville være fiskeriøkonom. Men først ville jeg ud at rejse.Lars Jøker skrev til alle de dambrug han kendte til i Skotland. En af dem svarede tilbage.
- Jeg kunne bo i en campingvogn nede ved dammene, som jeg så kunne holde øje med samtidigt. Ejeren af dambruget tog mig med rundt mange af de slotte der var i området. De var hans kunder. Jeg oplevede en masse. Det var en fantastisk tid.I 1983 begyndte fiskeeksperten på Handelshøjskolen i Århus.
- Jeg tror at miljøet på skolen var mere afslappet den gang. Jeg kom i mit joggingtøj med en Fjælræv over skulderen. Jeg boede i Risskov, spillede fodbold i VRI. Ellers var jeg ikke specielt udadvendt. Jeg fokuserede på det sociale på kollegiet. Var med i dart turneringer, tog del i alle de fester der blev holdt. Vi havde en madklub, der nogle gange fungerede sådan lidt op og ned. Jeg nød det simpelthen.Ferierne blev brugt til at tjene penge. Og da der var mange nok, tog han af sted i flok, alle to, sammen med en kammerat. Kina, Tibet, Japan og hele den øvrige stribe af asiatiske lande. Turen tog fire måneder.
Senere flyttede Lars ind i et kollektiv i Lisbjerg, og han havde også et job som pædagogmedhjælper i Lystrup, hvor mange børn fik glæde af områdets første skateboardrampe.
- Den slags fandtes stort set ikke den gang. Så vi måtte på biblioteket og låne bøger. Det blev en stor succes.Da hovedopgaven til HA- studiet skulle klares, var det med de gode erfaringer fra tidligere rejser oplagt, at opgaven skulle skæres, så der var en rejse bygget ind i projektet.
- En kammerat og jeg lavede en investeringsmodel, hvor vi sammenlignede svenske og danske selskabers måde at drive virksomhed på i Brasilien og Argentina. Rejsen blev finansieret af forskelle legater. Projektet gik godt. Vi blev omtalt i Jyllands- Posten. Senere blev hovedopgaven også brugt i undervisningen på Handelshøjskolen.
Så der stod han, Lars Jøker, nyuddannet med både smil og optimisme skruet på ansigtet. Ansøgninger til Udenrigsministeriet og A. P. Møller gav ikke resultat. Og her blev den unge økonom fanget af den strøm, der kaldes den sociale arvefølge. Fødslen ind i en familie som havde med fisk at gøre.
- Jeg kom ind på Nordsø Centret i Hirtshals som fiskeriøkonom. Vi var tre fire økonomer som udviklede en fiskeripolitik.Godt seks år, et ægteskab og et barn senere, skulle der ske noget. Lars arbejdede stadig i Hirtshals, de forløbne år havde været en lærerig men også turbulent tid med interne stridigheder. Danida havde et ledigt job i Mozambique.
Fiskeriøkonomen havde allerede været dernede for at lave en opgave i forbindelse med det danske fiskeriprojekt. Så han vidste en del om hvad der ventede ham. Selve det at bede hustruen om at kvitte sit job som lærer, og tage et lille barn med til hovedstaden Maputo, var en stor beslutning. Men da den var taget, var der stort set kun bingo inkl. sidegevinster tilbage.
- Efter min tid i Hirtshals var det befriende og udfordrende at kunne starte som et helt blankt kort, i stedet for at sidde som en lus mellem to negle, som jeg ofte havde gjort i mine tidligere jobs.
- Vi havde det vidunderligt i Maputo. Vore tvillinger blev født mens vi var der nede, og Anne Dorthe fik arbejde som lærer. Og de mennesker vi hver især arbejdede med, var herlige. Jeg samarbejdede med en dejlig direktør. Vi kunne feste lørdag nat, og så være professionelle mandag morgen. Ok. Det var knap så sjovt, hvis vi selv inviterede til fest kl. 18.00, som man gør i Århus, så kunne det godt være at vi brændte inde med maden i nogle timer. For så pludselig klokken 23 at have huset fyldt med gæster, og hvor festen så bare kørte fra første sekund. Altså, alene det at landet havde den fantastiske musik, som vi kunne dele med de lokale, var vidunderligt.
Familien Jøker var i Mozambique i tre år, indtil Danida programmet blev lukket. Korruption på topplan i den mozambiquanske regering var den mere eller mindre officielle grund.Og nu er vi så tæt på udgangspunktet i denne artikel, nemlig Hanoi, den vietnamesiske hovedstad, hvor der på papiret var et næsten identisk job ledigt.
- Skiftet fra Mozambique til Vietnam, var meget større end det fra Danmark til Mozambique. Her virkede det hele meget sløvt. Man vidste aldrig hvornår man reelt havde fået et nej eller et ja. Det var meget tungt. Men når de lokale så endelig får taget en beslutning, går det stærkt.På trods af den store omvæltning, og de anderledes arbejdsforhold, var der alligevel held med i spillet.
- Jeg fik en dejlig samarbejdspartner. Manden fik sin uddannelse i Polen. I sin sparsomme fritid sidder han og oversætter polske digte til vietnamesisk. Det er da fantastisk.To år efter ankomsten til Hanoi, overtog Lars Joker ledelse af det enorme Danidaprojektet, som med 40 internationale eksperter arbejdede med alt fra kyst og havfiskeri, til udvikling og forbedring af dambrug, og ikke mindst privatisering af størstedelen af de regeringsejede fiskerifabrikker.
Ofte hører vi om de Danida projekter som går galt. Som spilder skatteborgernes penge. Men her er der altså nettet utrolige resultater. Tusindvis af bønder er rykket ud af fattigdommen, fordi de via "dansk hjælp" har lært at opdrætte fisk eller rejer på deres rismarker. Og i bjergene hvor der ikke findes rismarker, har mange familier nu stor gavn af deres damme. Mange af dammene gik i arv fra generation til generation, men man fik for lidt ud af det. Jeg var selv et smut oppe i bjergene tæt på den kinesiske grænse, hvor jeg mødte familier, som via træning i nye metoder kunne sende deres børn i gode skole, bygge nyt hus, og meget andet. Det er gået godt. Det mener man også i Danida. Fra den 1. januar i år har vietnameserne taget over ved rattet, med en bevilling på 246 mio. kr. over fire år.
Og her er det så at Lars Jøker og hans familie siger farvel til Vietnam. Af sted hjem til Danmark. Hustruen Anne Dorthe, som også arbejdede i Hanoi, og Lars selv er foreløbig uden jobs i Danmark. Det er hjem til den uvished som helst skal fremstå som en positiv udfordring.
- Vi har spekuleret meget på hvad vi skal. Jeg har været hos Danida i 10 år. Skal jeg skifte, er det nu. Og vi er indstillet på at give Danmark en fair chance. Den barnlige begejstring som min søn Emil gav udtryk for, da han fandt ud af at skoledagen er kortere i Danmark, end på en international skole i Hanoi, var ikke til at tage fejl af.
- Jeg tror at vi mennesker er indrettet med et overlevelsesgen, som gør at man omstiller sig til nye udfordringer. Vi glæder os til at komme til Danmark, men vi har været utroligt glade for at bo i både Vietnam og i Mozambique.

Indien: Topledere til lavpris

2007-09-04T03:40:00.000-07:00

Interview foråret 2007

Engelsk som arbejdssprog
og topledere til lavpris

Af Bjarne Wildau

Indien er verdens kontor, mens Kina tager sig af de brancher som giver "snavsede fingre". Ok, når det handler om outsoursing af produktion, står Kina stadig stærkt. Men Indien har en magnet, som trækker mere og mere til sig, når det handler om fabriksproduktion.
"Magneten" er en kombination af engelsk som forretningssprog, dygtige topledere til en tiendedel af, hvad en dansk udsendt koster, dygtige mellemledere, og ikke mindst stabile, dygtige og billige medarbejdere i produktionen.
Og her kommer så lidt af et paradoks. Dansk industris beslutningstagere er for alvor ved at få øje på Indien som et alternativ til Kina eller Vietnam. Men det er langt fra sådan, at hver anden dansk direktionssekretær, er i gang med at bestille en flybillet til sin chef, fordi ha tripper for at komme af sted til Indien.
- Der kommer faktisk ikke særligt mange henvendelser fra Danmark. Ni ud af 10 kontakter til danske kunder, har vi selv etableret, siger Sune Kjeldsen, der leder Eksportrådets handelskontor i Bangalore.
Manden som er ansat til at skabe forbindelser mellem Indien og danske virksomheder, har for længst kigget ud, hvilke områder i den danske industri, som har den største fordel, ved at vælge Indien, når arbejdspladser skal flyttes til billigere betongulve.
- Et af de områder i den danske metal og glasfiberindustri, der kan have stor fordel af at flytte produktion til Indien, er underleverandører til vindmøller. Der er måske 200 virksomheder, som henvender sig til vindmølleproducenter. Ud af disse er mindst 50 % af dem interessante for Indien, siger Sune Kjeldsen.
- Jeg kontakter virksomheder i Danmark, og forklarer dem, at hvis de gør sådan eller sådan, så kan i med stor fordel flytte alt fra nemme produktionsopgaver, til ingeniørarbejde og udvikling, her ud til Indien. Danmark skriger på ingeniører. Fint. Dygtige indiske ingeniører taler og skriver engelsk, og forstår uden problemer de oplæg der kommer fra Danmark, så længe de er skrevet på netop engelsk.
Gennem de fire år, Sune Kjeldsen har ledet handelskontoret i Bangalore, har han budt syv nye "danske" virksomheder velkommen i Indien.
To gange har handelskontoret været arrangør af delegationsbesøg, hvor deltagerne kom fra den omtalte gruppe af cirka 200 danske underleverandører til vindmølleindustrien.
- Vi lavede den første rejse for vindmøllefolk i 2005. Den næste fandt sted i februar i år.
Resultaterne af det seneste arrangement, er det for tidligt at gisne om. Men den første tur i 2005, er den største succes, handelskontoret har haft indtil videre.
- I 2006 blev der produceret store mængder af styringer, bremsesystemer og vinger til møller, siger Sune Kjeldsen, som ikke er i tvivl om, hvilket projekt der har været svendestykket gennem hans fire år som leder af Handelskontoret i Bangalore, byen der er mest kendt som Indiens Silicone Valley.
- Det er Steelpartner, som her producerer under navnet Danish Steel Cluster. Vi var med fra projektets start. Og da beslutningerne om at rykke en del af produktionen til Indien var taget, blev vi reelt tovholder for projektet, forklarer lederen af handelskontoret.
Et kontor som i virkeligheden er meget mere end et kontor.
Nu vi netop har omtalt Steelpartner, er det på tide at drage kontorets rugekasser ind i billedet.
- Vi har tre "skriveborde" til leje, for danske virksomheder det vil gøre forsøget med at etablere sig her. Det vi tilbyder her, er et skrivebord med alt, hvad der hører til, Internet, administrativ assistance, muligheden for at hyre mig til at hjælpe til, ja det er simpelthen en komplet arbejdsplads. Og reelt er det mere, end det lyder til. Lejer man sig ind i en af vore rugekasser, fungerer alt fra første minut. Den som er ansat til at arbejde på en etablering, kan koncentrere sig om den opgave fra første minut, uden at skulle bruge tid på selv at etablere sig først.
Steelpartner er en af de virksomheder, som begyndte i en rugekasse. Martingruppen har været her, og kommer tilbage. AVN Hydraulik har nu lejet deres egen bygning, og er i gang med produktion. DSV (De Samvirkende Vognmænd) var også her, inden de for alvor etablerede sig her med dansk shipping til danske kunder. Plus flere virksomheder, som ikke kan nævnes.
- Rugekasserne fungerer. Det er langt fra alle der vælger den løsning, og det er jo i sig selv fint nok. Blot fordi vi har kontor her i Bangalore, behøver alle danske virksomheder jo ikke at etablere sig her. Det er kun godt, at der kommer lidt geografisk spredning i etableringerne.
Og det er så her i samtalen, at jeg spørger ind til alt det praktiske ved at producere i Indien. Kina har industriparker, som er frizoner, og som er turistområder værdige i deres udformning. Hvad med Indien?
- Industriparker som i Kina, er endnu ikke slået igennem på andre områder end IT og biotek. Men de enkelte virksomheder kan få særstatus, så de får de samme fordele som man i i Kinas frizoner. Man kalder det her for EOU (Eksport orienterede enheder). Men jeg er sikker på, at hvis du kommer igen om fem år, så vil du se industriparker magen til dem i Kina eller Vietnam, siger Sune Kjeldsen.

NZ: Fremgangen er gået baglæns

2007-09-04T03:21:00.000-07:00

Artiklen er bragt i Jernbanetidende i 2004

Privatiseringen midt
ude på Stillehavet
holdt aldrig vand

Den største liberaliserings- reform som verden har set, har skabt store forringelser i indvandrerlandet New Zealand. Ansatte flygter fra dårligere arbejds og lønforhold, og erstattes oftest af indvandrere fra udviklingslande som Indien. Forbrugerne stilles også langt ringere, ikke mindst når det gælder kollektiv trafik.

Af Bjarne Wildau (Denne artikel er omfattet af loven om ophavsret)

Egen bil var et af målene, når europæere som udvandrede til New Zealand. Kollektiv trafik. Ellers tak. Det var jo det, de havde forladt. Måske er det der, den skal findes. Årsagen til at ”kollektive” busser, nærtoge, og færger, stadig er noget rigtigt skrammel. Den privatisering der rystede landet med knap fire millioner indbyggere i 10 år fra midt i 80erne, har endda gjort det hele endnu værre, både for personale og brugere.

Privatisering var sagen.

Den gang. Jernbaner. Busselskaber. Hospitaler.Universiteter. Ja alt skulle privatiseres, den gang midt i 80erne. Og mens den slags ideologisk snak i Danmark kunne læses i de borgerlige partiers programmer, var det i New Zealand Arbejderpartiet - jernbanefolkene, buschaufførernes, matroserne på færgerne, det var deres, og mange andres eget parti, der stod bag. Manden der trak tæppet væk under det statsejede, det kollektive, var finansminister i arbejderregeringen (1984- til 1988), Roger Douglas.
Jo. Reformerne var den største samfundsreformation, som var set i den vestligeverden. Faktisk var begyndelsen til enden, på den statsejede kollektive trafik, allerede indledt i 1982, da Arbejderpartiet samlede alle de statsejede jernbaner og færgerederier, i ét gigantisk statsejet aktieselskab, nemlig ”New Zealand Railways Corporation”.
Formålet var privatisering. Det tog dog tid, inden det store salg fandt sted. Køberen blev et selskab oprettet med privat udenlandsk kapital, nemlig ” Tranz Rail Holdings Limited”. Prisen i efteråret 1993 var godt 328 mio. NZ $. Siden da, er den private fremgang gået baglæns. Inden privatiseringen, var der i alt 23000 ansatte, som var direkte involveret i togtransport. I dag er der i de private selskaber der tog over, omkring 4000 ansatte. Ok. Det reelle tal er faktisk stadig omkring de 23000, men størsteparten af de ansatte, er ofre for outsourcing. De arbejder nu oftest på deltid, under dårligere løn og arbejdsbetingelser, end for privatiseringen.Bustrafikken blev stort set udsat for reformer af samme type, ikke mindst i Auckland. Og buschauffør Tim Cummings har, specielt de sidste fem år, oplevetprivatiseringen. Det negative skift kom for alvor, da hans arbejdsplads blev solgt til et udenlandsk selskab.
- Jeg forlod England, i en slags flugt fra Thatcher- politikken. Og så oplevede vi her i New Zealand først i 90erne, med de borgerlige Nationalister vedregeringsmagten, det største korstog mod arbejdere og funktionærersorganisationsret, som verden endnu havde set.Landsdækkende overenskomster blev ulovlige, hver enkelt arbejdsplads skulle klare deres egne aftaler, og dermed blev det svært for fagbevægelsen, at fungere. Og medlemmerne svarede med udmeldelser.
- I 1999 kom vi endelig af med Nationalist- regeringen. ”The Labour Party” ertilbage ved magten, i en koalisaion med ”The Alliance- Party”. De har lappet pålovene, det er i dag langt nemmere for fagforeningerne at fungere. Mange medlemmer er tilbage igen. Men vi er stadig meget langt, fra tiden før reformeringen af arbejdsmarkedet, siger Tim Cumming, som siden 1998 har kørt for den skotske koncern, med persontransport som speciale, ”Stagecoach”, som købte ”De gule Busser”. Overgangen til privat eje, har nærmest været én stor nedtur. For ”Stagecoach”handler det nu, efter Tim Cummings mening, mest om, hvad ”Stagecoach” kan slippe af sted med. Et par eksempler kommer her.
- I dag begyndte min dag som et eksempel kl. 6,30 om morgenen. Jeg arbejder derefter fire timer. Jeg skal så holde tre timers middagspause uden betaling, efterfulgt af fire timers kørsel. Det giver mig en arbejdsdag på 11 timer, plus transport til og fra arbejde. En anden af de store konflikter, har været om retten til at holde betalte spisepauser, i garagen.
- Vi chauffører har krævet at holde spisepauser i garagen, eller under andreforhold, hvor der har været rindende vand, et bord at spise ved, og andre rimelige forhold var sikret.Modsat mener ”Stagecoach” at spisepauser, det er noget man holder i bussen.
- Selskabet har udlovet en dusør, der næsten svarer til en månedsløn, for at få den enkelte chauffør til at underskrive forslaget udenom fagforeningen. Det er efter min mening ren afpresning, simpelthen udnyttelse af den enkelte ansattes økonomiske forhold, mener Tim Cummings.
Tilbage til skinnerne, hvor tilsvarende forringelser har betydet en voldsom udskiftning af personale. Typisk er det ”europæerne” som kvitter, og oftest afløses af indiske indvandrere. De foretrækkes frem for andre asiatiske indvandrere, fordi de taler engelsk. Og de er mere end lykkelige, for at få arbejde. De dårlige betingelser til trods.
Sådan er det også med dagens første togtur, med ”Tranz Metro” i Auckland, som øverst i privatiseringspyramiden på skinner, ejes af det australske selskab ”Toll Holdings”. Turen skal udgå fra det nye ”Britomart” center. Og centret står i bedste fald som et monument, over privatiseringen af landets kollektive trafik m.m., og i værste fald som en gravsten, hvor under gode arbejds- og ansættelsesforhold for personalet. Og ikke at forglemme, god service for de hundredtusinder af borgere, som helst vil bruge den kollektive trafik, ligger begravet.Inde i centret hersker der travlhed. Den totale modernisering af bygningen, så den kan fungere som station for den seneste udvidelse af “Tranz Metro”, Aucklands nærbaner, mangler lidt endnu. Håndværkere monterer, forretningsfolk indretter deres butikker, og der går stadig lidt tid, inden man køber sin billet i en af de smukke billetluger. To minutter senere, er jeg i min søgen efter en billet 20 meter underjorden, på en af de nye perroner, hvor et skilt fortæller, at billetten skal købes i toget. Under armen har jeg dagens udgave af New Zealands største morgenavis, den borgerligt orienterede “ The New Zealand Herald”.
På forsiden er der en henvisning til ”dagens artikel” om kollektiv trafik.”Passagerer er imod forsinkelser”, lyder overskriften til artiklen, som garneres af en ældre kvinde, der kigger på sit armbåndsur. Kvinden prøvede at tagetoget ind til byen, fra stationen ”Glen Eden”, men det var 63 minutter forsent.Nede i artiklen får den smukke station, og den forlængelse af jernbanestrækningen den er en del af, det meste af skylden for, at togene er forsinkede.
”Trans Metro” havde sidste år 2.24 millioner passagerer, men siden banen blev forlænget her til Britomart for få måneder siden, er passagertallet steget med over 30%. Og det er præcist hvad der er galt. Borgerne er alt for glade for forlængelsen, der betyder, at de nu kan rejse helt ind til deres arbejdsplads, i stedet for at køre kaotisk, og ikke mindst, hænge fast i bilkøerne.
- Den omtalte forsinkelse skyldes problemer med et lokomotiv, siger ”Tranz Metros” talskvinde. Hun fortsætter:
- Forleden var jeg i lufthavnen. Mit fly var aflyst, og alle tog det med forståelse. Men når det gælder togtransport, gør passagererne et gigantisk nummer ud af det. Jo. Privatiseringen er for alvor kommet på skinner. Også hos ”Tranz Metro”.

Ny indonesisk frihed

2007-09-01T01:30:00.000-07:00

Ny indonesisk frihed
24 juni, 1998 - 12:00 Fagbladet Journalisten

Af Bjarne Wildau

Indonesiens nye regering har overraskende hurtigt givet landets presse noget, der minder om total pressefrihed. Og magasiner, der blev lukket af det gamle regime, er igen på vej på gaden. Regeringen har dog stadig mulighed for at lukke medier midlertidigt.

Siden den indonesiske præsident Suharto den 21. maj blev presset til at gå af, er reformerne - eller som man kalder det her »Reformasi« - for alvor fejet ind over verdens fjerde største land. Det gælder ikke mindst for medierne.
Med al respekt for den nye præsident Habibies underskrivelse af ILO-konventionen - der blandt andet sikrer fri ret til at oprette fagforeninger og tillader at oprette nye partier, som frit kan stille op til det valg, der er planlagt først i det nye år - så er det alligevel reformerne inden for den indonesiske presse, som falder mest i øjnene.
Lovgivningen kan ikke følge med. I stedet har den nye informationsminister, Muhammad Yunus, udstedt en stime af nye cirkulærer, som betyder, at den tidligere præsident Suhartos jernlænker nu formelt er klippet over. Reelt har pressen opført sig, som om det allerede skete med Suhartos tilbagetræden.
Ud over at journalister, som følge af underskrivelsen af ILO-konventionen, nu kan etablere fagforeninger, sikrer de nye cirkulærer, at der er en lignende frihed - både til at etablere nye medier og til at drive dem. Den nye minister har lovet, at ansøgninger om åbning af nye medier vil blive ekspederet på maks. tre dage.

Ugemagasiner genopstår

Midt i begejstringen må folkene bag to af de utallige medier, som Suharto-regimet lukkede nemlig DeTik og Tempo, unægtelig undre sig over, at de har fået den nye præsident Habibies opbakning til at genåbne.
Det var nemlig de to ugemagasiners afsløring af, at netop Habibie - som dengang var minister for teknologi - havde scoret kassen på indkøb af en serie godt brugte østtyske krigsskibe, der i 1994 førte til lukning af DeTik, Tempo og Editor. Sidstnævnte magasin blev lukket, fordi det satte daværende præsident Suhartos søn Tommy i forbindelse med en af de største skandaler i landets historie, den statsejede udviklingsbank Bapindos konkurs. Minderne ser dog ikke ud til at kunne hamle op med den begejstring, som for tiden omfavner den indonesiske presse - og ikke mindst folkene bag magasinerne DeTik og Tempo.
Begge magasiner har sat kursen mod genåbning hurtigst muligt. Nemmest bliver det for DeTik, der udkom i en særdeles simpel S/H tabloid-version.

Reformasi-udgaver på vej

»Det er kun et spørgsmål om dage, inden det første Reformasi-nummer udkommer. Vi har endnu ikke fået en skriftlig tilladelse til at udkomme, men den slags småting betyder intet. Nu kan intet forhindre os i at genoptage udgivelsen af DeTik,« siger magasinets tidligere chefredaktør Eros Djarot. Hos kredsen omkring magasinet Tempo er man tvunget til at fare mere med lempe. Tempo er simpelthen et langt større skib at få i vandet.
Inden lukningen var Tempo, med et oplag på cirka 400.000 solgte eksemplarer, Indonesiens mest solgte. Magasinet var i gennemsnit på cirka 100 sider, hvoraf halvdelen var trykt i farver på glittet papir.
»Vi kan nu endelig begynde arbejdet med at lave nye planer for den indonesiske presse. Og i det nye mediebillede vil man helt sikkert kunne finde Tempo,« lover den tidligere redaktør Goenawan Mohammad.
Han er gået i spidsen for det omfattende arbejde, der skal til, før Tempo kan være klar til en genudgivelse. Hvornår er det umuligt at sige. Foreløbig er der oprettet komiteer, som arbejder med alt fra ansættelse af nyt personale til tegning af de nødvendige annoncer. Udfordringerne i det arbejde kommer stort set af sig selv. Siden Indonesien sidste sommer fik vredet armen rundt af den »Asiatiske krise«, er papir steget med 400%, mens salget af annoncer generelt er faldet med mindst 60%.
Opbakning til demokrati

»Uanset de vanskeligheder vi står over for, vil Tempo udkomme, og vi vil gøre alt for at give samfundet den opbakning, som det har brug for i etableringen af et demokratisk samfund,« siger Goenawam Mohammad.
Han kan - trods de nye »frihedsbreve« fra den midlertidige regering til den indonesiske presse - godt risikere at få nye gammelkendte problemer, når Tempo atter udgives. Kritiske røster har nemlig rejst sig. De nye cirkulærer rummer stadig muligheden for, at Informationsministeriet kan lukke et magasin. Ikke for evigt, men midlertidigt.
»Regeringen har stadig for megen kontrol over den indonesiske presse. Netop punktet om lukning af medier bør være konkret. Der bør være klare regler for, hvor længe regeringen kan suspendere en udgivelsestilladelse,« siger Eros Djarot.

Efterskrift- 1. september 2007

Både Tempo og Detik eksisterer stadig. Tempo har i en periode haft en engelsk udgave af ugemagasinet. Tempo har de sidste fire fem år drevet et dagblad med samme navn.

Detik udkommer stadig som ugemagasin, og er i dag den største og mest anerkendte newsportal på Internettet. Dagligt citeres portalen i andre medier.

Pressefriheden i Indonesien, er noget der skal kæmpes for. Der er konstant press udefra, for at påvirke journalister og redaktører. Og flere organisationer med religiøs baggrund har stået bag angreb og vandalisering af redaktionslokaler.

Playboy er det sidste års tid udkommet i en Indonesisk udgave. Uskyldige fotos af en malajisk skønhed blev kaldt porno, og de ansvarlige for bladet blev anholdt. Redaktionen flyttede til Bali, og retssagen mod bladet er pt. opgivet.

Indonesien: Skulle vænne sig til friheden (Hos ECCO sko)

2007-08-27T06:20:00.000-07:00

Skulle vænne sig til friheden

Vi kalder det globalisering, men for Mardiati Nur er jobbet hos Ecco Sko i Indonesien bare "godt, fast og udfordrende arbejde"

Artiklen er bragt i HK Industri i 2003

Af Bjarne Wildau

Mens andre danske skoproducenter forlængst har både lukket og slukket, lever Ecco Sko videre fra sit hovedkontor i Bredebro. Men det er de 20.000 ansatte på udenlandske fabrikker, som sikrer vækst og beskæftigelse i Danmark.
Koncernens største fabrik med 4.000 ansatte ligger i Indonesien, der hvert år producerer 3.7 millioner par skafter til sko og støvler.
Her har den 34-årige Mardiati Nur arbejdet siden 1999. Hun leder planlægningen af produktionen. Lønnen er tre millioner rupiah per måned, som er cirka 3.000 kroner. Oveni kommer løn under ferie og sygdom, plus frynsegoder som gratis læge, medicin, mulighed for at købe billige madvarer via fabrikken og gratis transport.
Man kunne mene, at Ecco slipper billigt, men ifølge den lokale militærkommandant i Surabaya betaler den danske koncern for meget. Og der er også alt for mange frynsegoder, mener kommandanten, der flere gange har været på "pænt besøg" hos ledelsen på fabrikken for at bede dem om at holde igen.
Lønnen er 20-25 procent højere end hos tilsvarende virksomheder i området.
- Det har altid været Ecco Skos politik, at vi opfører os ordentligt, uanset hvor vi producerer. Men vi er ikke filantroper, som blot smider penge væk. Det er bare godt for os at behandle folk og det lokale samfund godt. Det betyder, at vi skal passe på miljøet og personalet, siger fabriksdirektør Flemming Jensen.
- Vi bliver gang på gang slået i hovedet med vore såkaldt lave lønninger i lande som Portugal, Slovenien, Thailand og ikke mindst her i Indonesien. Men hvis vi havde holdt os til kun at producere sko i Danmark, havde Ecco Sko været historie i dag. Vi har cirka 400 arbejdspladser i Bredebro og Tønder, netop fordi vi har fabrikker som denne i Indonesien.

Flyttede med manden

Og så er vi tilbage hos Mardiati Nur. Den indonesiske HKer tjener cirka fire gange så meget, som én af de arbejdere, hun planlægger produktionen for. Og hendes løn er tre gange højere end den magister, der for mange år siden lærte hende at tale engelsk.
- Sammenlignet med mit tidligere job hos Roche Indonesia er jeg dog gået 25 procent ned i løn, fortæller Mardiati Nur.
I syv år nød hun godt af den højere løn, der generelt udbetales i hovedstaden Jakarta, hvor leveomkostningerne dog også er tilsvarende højere.
Så hvordan kan det være, at Mardiati Nur fandt på at kvitte et vellønnet job i Jakarta for at flytte 800 kilometer mod øst til landets næststørste by Surabaya - og gå ned i løn?
- Min mand arbejder som psykolog hos det nationale elselskab. Han blev forflyttet her til Surabaya, og som hustru og mor, var jeg tvunget til at sige mit arbejde op og flytte med.
Flytningen kom samtidig med, at Mardiati Nur var gravid. To måneder efter at ægtemanden havde sat sig i sin nye chefstol, fødte hun deres andet barn. Efter endnu seks måneder som hjemmegående skulle der ske noget nyt i hendes liv.
- Jeg kunne ikke fylde min dag ud derhjemme. Jeg vil godt være mere hjemme, end jeg er nu, men jeg skal helst have mit eget arbejde, ellers er jeg ikke godt tilpas, siger Mardiati Nur.

Kulturforskelle

Efter nogle ugers søgen efter job så hun en annonce fra Ecco, der søgte en leder til planlægningsafdelingen.
- Ecco-navnet sagde mig intet. Deres sko er for dyre for de fleste her i landet, så jeg slog firmaet op på nettet. Jeg så, at de havde fabrikker i fem forskellige lande og brugte underleverandører fra hele verden. Det lød spændende, så jeg søgte jobbet.
To ting slog Mardiati Nur under den første jobsamtale hos Ecco.
- Hos Roche var cheferne ældre herrer med gråt eller næsten intet hår. De havde også en tendens til at tale til os, ikke med os. Hos Ecco var cheferne yngre end jeg, de sprang rundt som sportsfolk og forsøgte hele tiden at snakke med mig. De spurgte mig om mine egne ønsker, hvad jeg forventede af dem, og de talte om alle de muligheder og udfordringer, de kunne give mig.
Udfordringerne var næsten for store i starten.
- Jeg kendte intet til skoproduktion. Det var også svært for mig, at jeg havde så mange muligheder. At jeg skulle selv, fortæller Mardiati Nur.
- Hos Roche slog jeg op i en manual, hvis jeg var i tvivl, men hos Ecco forventer de, at jeg selv finder løsninger fra sag til sag. Det giver en stor frihed i arbejdet, men det er også svært. Specielt for nye medarbejdere, som bliver rådvilde. Her i Indonesien bliver arbejdet styret mere, og man skal vænne sig til Ecco-kulturen, siger Mardiati Nur.
Hun ved ikke, hvor længe hun bliver hos den danske skoproducent.
- Jeg blev tvunget hertil af min mands forfremmelse. Og det bliver også ham, som bestemmer over min fremtid. Men så længe, vi bor her i området, bliver jeg.
Der findes endnu ingen børnehaver i Indonesien. Mardiati Nurs to børn passes af en barnepige, mens hun er på arbejde, og en stor del af husarbejdet klares af hushjælp udefra.

Thailand: Handicappede uddannes til turistindustrien

2007-08-27T05:58:00.000-07:00

Thailandsk succes med Father Brennans uddannelse: Handicappede efterspurgte i turistindustrien

Replik nr.12/2002

Mahathai kostskolen i thailandske Pattaya har på hundredvis af handicappedes vegne fundet et guldæg: En uddannelse som engelsktalende edb-eksperter. Et "produkt", som især den lokale turistindustri er interesseret i. Alle studerende, som har bestået den nødvendige eksamen, har fået job

Tekst: Bjarne Wildau

Er du turist i Thailand, popper de op alle vegne – de handicappede, som tigger på

det nærmeste gadehjørne, sælger blomster og lotterisedler eller spiller. Alt sammen skjult tiggeri.

Men siden den katolske præst Father Brennan for 11 år siden åbnede Mahathai kostskolen i luder- og badebyen Pattaya, har der eksisteret "en tredje

mulighed", nemlig en uddannelse som engelsktalende computerekspert.

Institutionen har fra start modtaget stor praktisk og økonomisk hjælp fra Danmark.

I begyndelsen meldte man bredt ud, når de færdigt uddannede skulle i job. Men i dag, hvor turisme er et af de vigtigste eksporterhverv i det asiatiske kongerige, satser man mest på netop turistvirksomheder.

Topstilling på luksushotel

Langt de fleste af de studerende er kvinder. En af skolens tidligere elever er den nu 35-årige Chanasta Ruenyen, der fik polio som 3-årig.

Den thailandske kvinde, der er bundet til en kørestol, kom i kontakt med Mahathai kostskolen, da hun var blevet nægtet et job som tjenestemand.

- Jeg bestod alle prøver, men personaleafdelingen mente, at jeg var uegnet, fortæller hun.

Og her otte år senere har hun god grund til at ryste på hovedet ad den melding. Den to-årige edb-uddannelse på Mahathai tog hun uden problemer. Et job var også nemt at finde, nemlig hos det fem-stjernede Pan Pacific Hotel i Bangkok.

Kort tid senere blev hun forfremmet til leder af alle edb-operationer. Nu tjente hun fem gange så meget som en fabriksarbejder. En herlig tilværelse, skulle man mene.

Leder engelskundervisningen

- Men som handicappet bruger jeg længere tid på transport. I Bangkok blev der næsten ikke tid til andet end job og transport samt at spise og sove. Jeg savnede også mine venner på Matathai kostskolen.

Derfor tog det kun sekunder for Chanasta Ruenyen at overveje et tilbud fra skolen om at komme tilbage. Den kontante kendsgerning, at hun gik 65 procent ned i løn, betød intet. Lønnen var stadig stor nok til, at hun kunne hjælpe sin mor økonomisk.

- I de første år fungerede jeg blandt andet som pr-medarbejder for alle Father Brennans institutioner. Nu er jeg leder af engelskundervisningen her på Matathai, siger Chanasta Ruenyen, som desuden påtager sig en række sideopgaver i arbejdet.

Mange er dem er inspireret af den helt klare forskelsbehandling, som handicappede piger og kvinder udsættes for.

- Mange familier synes stadig, at det er spild af tid og penge at give deres handicappede døtre en uddannelse. Derfor har vi problemer med at skaffe kvinder nok her til skolen, siger Chanasta Ruenyen.

Lærere er gode eksempler

En af de unge kvinder, som trods alle odds er kommet ind på skolen, er Khamlai Sanurkij, der studerer brug og programmering af edb.

- På skolen lærer jeg at forstå og acceptere mig selv og at få mest muligt ud af mine evner. Mange lærerne er også handicappede. De viser os vejen som gode eksempler på, hvordan man skal gribe sit eget liv an. Vi får vi også mange venner her på skolen. Vi hjælper hinanden med at komme videre trods vore handicaps, siger den unge edb-studerende, som er sikker på, at hun kan få et job i den thailandske turistindustri. Allerhelst tæt på sine venner i Pattaya.

-------
Frivillige lærere:

Dansk hjælp på engelsk

Mahathai-skolen har opgivet at bruge lokale undervisere og rækker oftest ud mod danske frivillige, når der skal findes lærere, som dels er dygtige nok, dels er indstillet på at arbejde på de økonomisk dårlige betingelser, som skolen i Pattaya kan tilbyde – en af dem er Laura Arendt

Tekst: Bjarne Wildau

Meget få thailændere taler så godt engelsk, at de kan undervise andre. Dem,

som endelig magter den opgave, vælger oftest mere lukrative job i det private erhvervsliv. Et faktum, som bestemt også skinner igennem på Matahai kostskolen for handicappede, hvor man netop satser på at give eleverne engelskkundskaber på så højt et professionelt niveau, som det nu en gang er muligt.

Indtil videre har skolen opgivet at bruge lokale undervisere, og man rækker derfor oftest ud mod danske frivillige, når der skal findes lærere, som dels er dygtige nok, dels er indstillet på at arbejde på de økonomisk dårlige betingelser, som man kan tilbyde på skolen i Pattaya.

Frivillig på tredje år

Laura Arendt fra Århus er en af de unge danske frivillige, som selv har finansieret deres rejse og det meste af udgiften til deres ophold for at hjælpe til i Thailand.

- Jeg har nu været her i næsten to år og har netop sagt ja til at blive her endnu et år, siger Laura Arendt.

Hun forlængede sit ophold første gang, efter at hun var blevet stillet over for den kendsgerning, at hvis hun insisterede på at rejse videre, ja så ville en stor gruppe af skolens elever miste deres engelskundervisning og dermed også deres uddannelse som edb-eksperter med gode engelskkundskaber.

- Det kunne jeg simpelthen ikke leve med, og da jeg samtidigt nyder at være

her, har jeg ingen problemer med at forlænge mine ophold, fortæller Laura Arendt.

Gør en forskel

En af grundene er uden tvivl, at der ikke er problemer med at se, hvor meget gavn hun gør, og hvor glade man er for hendes indsats både i skolens ledelse og blandt eleverne.

- Det betyder selvfølgelig meget for mig. Prøv at sammenligne min rolle her med, hvad jeg ville opleve, hvis jeg arbejdede med noget tilsvarende hjemme i Danmark. Der ville man dårligt nok opdage forskellen, hvis jeg stoppede med at undervise. En anden ville blot overtage mit job, og alt ville blot køre videre. Modsat her, siger Laura Arendt, som dog ikke har været i Thailand længere, end at hun stadig gør sig mange tanker om sine elever og deres muligheder.

- Når man ser, hvor dårligt handicappede ellers lever i Thailand, er det dejligt at opleve eleverne her på Mahathai kostskolen for handicappede. De kan simpelthen klare mindst lige så meget som vi andre, men på grund af deres handicaps gør de det blot på deres egne måder, siger Laura Arendt.

Tyrkiet: Ordblind dansk Edb- konsulent i Istanbul

2007-08-27T05:39:00.000-07:00

PROSAbladet Februar 2001

Ordblind dansk Edb-konsulent i Istanbul

Programmør Michael Andersen flyttede for fem år siden fra et sikkert job hos Nordjyllands Amt til et profitabelt liv som edb-konsulent i Istanbul. Siden da har jorden i dobbelt forstand rystet under ham

Af Bjarne Wildau

ANDERSEN, står der på et skilt ved siden af hoveddøren på en af de mere mondæne ejendomme i Sisli, en forstad til Istanbul. Oppe på anden sal tager Michael Andersen imod og byder på kaffe i dagligstuen. Hans fem år gamle firma, Andersen Computer Consultans Ltd., holder til længere nede ad gangen.

Mens en hund snuser sig til nye oplevelser, og en kat sover videre, viser Michael Andersen rundt i den forhenværende herskabslejlighed. I et hjørneværelse er tre skriveborde stillet op. Firmaer som Tetra Pak, Atlas Copco, og Cowi Consult var blandt kunderne hos Michael Andersen, der lukrerede på den ringe kvalitet, som den lokale computer-branche stod for. Skrivebordene blev dog ryddet, da den asiatiske krise fejede hen over Tyrkiet.

Den historie vender vi tilbage til. I dagligstuen kommer historien om programmøren, som skiftede et liv som fastansat hos teknisk forvaltning i Nordjyllands Amt ud med en langt mere usikker hverdag som konsulent i eksotiske Istanbul.

Svært at få job

Det hele begyndte, da Michael Andersen midt i 80'erne fik den for ham skøre idé at ville læse til edb-assistent.

"Jeg er ordblind, har altid haft svært ved at læse, men jeg kunne hurtigt se, at jeg havde talent for programmering", husker Michael Andersen, som først blev accepteret til uddannelse, da han kom med en dispensation fra Undervisningsministeriet i hånden.

Kampen for at få uddannelsen var dog småting, sammenlignet med problemerne med at få et job, da uddannelsen var bestået. De folk, der fik hans ansøgninger, troede ikke på, at en ordblind kunne fylde det ledige job ud.

"Jeg havde heldet med mig, da jeg kom med i et projekt, som var finansieret af det daværende EF (EU), som skulle få unge i arbejde. Projektet skaffede mig i praktik hos Nordjyllands Amt. Ansættelsen på prøve blev forlænget den ene gang efter den anden, indtil jeg fik fastansættelse."

Karrieren hos Nordjyllands Amt begyndte med deltagelsen i det gigantiske projekt, det var at overføre administrationen til edb. Michael Andersen blev koblet på servicedelen næsten fra begyndelsen.

God til brugerkontakt

"Jeg har altid været god til kontakten med brugerne. Mens mange edb-folk nærmest blev fornærmede, når brugerne ikke kunne finde ud af dét, de som eksperter havde lavet, syntes jeg, at det var en vanvittig spændende del af faget. Jobbet gav mig en masse gode oplevelser i den nordjyske administration", konstaterer Michael Andersen, som i flere år var det eneste PROSA-medlem hos Nordjyllands Amt.

Jo, han følte sig presset ind i mellem, men generelt gik det helt godt med at samarbejde med de øvrige kolleger. Når man altså lige ser bort fra, at kollegerne i amtet var med i den ene afstemning efter den anden, uden at han selv, som Prosamedlem, kunne deltage.

Koldt at være tyrk i Danmark

Under en ferie i Tyrkiet, mødte han en tyrkisk bar-servitrice, som ikke var sådan at slippe. En maveforgiftning forlængede opholdet, og efter fem uger kom han hjem. Som en gift mand. Folk troede, at han var blevet splittergal. Men der var krummer i kvinden. På tre måneder lærte hun dansk.

Et år senere var et rengøringsjob skiftet ud med en karriere som sælger af danske fisk i Tyrkiet. Desværre blev det koldere at være tyrk i det nordjyske. For fem år siden brugte parret orlovsordningen til at komme til Tyrkiet. Tiden blev brugt til lidt ferie, men der blev også tid til markedsundersøgelse i edb-branchen og til etablering af konsulentfirmaet.

Lav tyrkisk kvalitet

"Når udenlandske koncerner etablerede sig her i Tyrkiet, blev de oftest chokerede over den kvalitet, som den lokale edb-branche bød dem. Derfor var det naturligt nok den del af erhvervslivet, jeg satsede på", siger Michael Andersen.

I Tyrkiet sker tingene, "hvis gud vil". Det betyder efter Michael Andersens mening, at man aldrig har styr på noget som helst, hvis man som udenlandsk firma med aktiviteter i en by som Istanbul vælger at satse på lokale folk.

"Jeg satsede fra starten bl.a. på kabling og servicering af kabling. Jeg rev i begyndelsen mange af mine installationer udført af mine egne underleverandører ned, fordi kvaliteten var for dårlig. Men hen ad vejen lykkedes det at finde folk, der forstod, hvad jeg mente, når jeg snakkede om kvalitet."

Prisaftaler og serviceniveau

De lokale afdelinger af de store internationale hardware- producenter har til gengæld aldrig lært at leve med Michael Andersen.

"Tetra Pak havde en global prisaftale med en af de store i branchen. Og som konsulent var jeg konstant efter den lokale afdeling for at få dem til at respektere prisaftalen. De prøvede stort set hver eneste gang at fakturere højere lokale priser. Jeg har også klaget flere gange til selskabets Europa-kontor, over deres service i Tyrkiet. Og så er tyrkiske mænd utroligt ærekære. De bruger hellere en uge på ikke at komme ud af stedet med et problem, end at trække på de fremragende netværk der findes", siger Michael Andersen, som ofte er gået direkte til hovedkontorerne.

Tyrkisk krise

Hos Andersen Computer Consultans Ltd. fik kunderne noget for pengene. Michael Andersen fik da også belønnet sin indsats. De første to år var forrygende gode. Desværre bredte den asiatiske krise sig til Tyrkiet. Flere af de store kunder, som Tetra Pak, trak sig ud af landet, og dermed forsvandt grundlaget for Michael Andersens aktiviteter. Da landet var på vej op igen, kom jordskælvet. Det var frygteligt. Landet blev sendt i chok, og Tyrkiet er stadig i chok på mange måder . Investeringer i edb-branchen er fortsat hæmmet. Og det bliver ikke bedre af, at tyrkere altid vil vælge det tilbud, som på forkant virker billigst.

"De kunder, jeg kontakter, kan ikke forstå, at jeg skal have meget mere for mit arbejde, men at jeg til gengæld bruger kortere tid og derved bliver billigst i den sidste ende. Så jeg trænger snart til at få vejret økonomisk", siger Michael Andersen, der vil gøre alt for at kunne blive i Istanbul. Men lykkes det ikke at få et job lokalt, vil han prøve at komme til Australien.

I ventetiden har han kontaktet flere af de danske software-firmaer. Tyrkiet har verdens største advokat-stand. "Hvorfor ikke tilpasse et af de danske systemer til tyrkisk", tænkte Michael Andersen. Men forsøgene på at overbevise danske kolleger om, at Tyrkiet er noget at satse på, har været forgæves.

"Det er som om, danske firmaer ikke er gearet til at tænke på nye utraditionelle markeder, når man lige ser bort fra koncerner som Grundfos, Danfoss, og A. P. Møller", siger Michael Andersen.

Thailand: Dansk Ingeniør Med Succes i Thailand

2007-08-27T04:41:00.000-07:00

Til Ingeniørens jobtillæg i 2002

Thailand: Dansk ingeniør med succes i Bangkok

Dansk ingeniør med succes i Bangkok Den tidligere salgschef hos F.L.Schmidt, ingeniør Hans Jørgen Nielsen,etablerede for fem år siden det rådgivende ingeniør- firma LV Technology i Bangkok

Af Bjarne Wildau
(artiklen er beskyttet af loven om ophavsret)

Efter flere år som ansvarlig for nogle af de størstekontrakter, der blev hevet hjem til FLS, var det Hans Jørgen Nielsens spring over på den anden side af skrivebordet, som på langt sigt, førte til ”den gode idé”. Ombygning af cementfabrikker, og dermed etablering af virksomheden LV Technology i 1998.
Fire år efter den førstekontrakt til virksomheden, er der afsluttet 200 kontrakter på rådgivning ved om- bygning af selvsplinternyeanlæg. Og en af de størstekunder er netop FLS.
Om han kan springe over et skrivebord?
Helt sikkert.53-årige Hans Jørgen Nielsen har udført den øvelse adskillige gange. I 15 år sad han på FLS- siden, ikke mindst når han som salgs- chef for Asien, solgte cementfabrikker i et stærkt ekspanderende område. Da hans størstekunde i Indonesien, den statsejede virksomhed Indocement, spurgte om ikke han havde lyst til at hjælpe med at købe ind hos netop FLS, tog han det første spring, over på den anden side af bordet. Nu skulle der ikkesælges, men købes ind. Så godt og så billigt som muligt. I forbindelse med det fireårige samarbejde med indoneserne, udviklede Hans Jørgen Nielsen nogle systemer til ombygning af møller til formaling af råmaterialer for cement.
Systemerne gav en energibesparelse på mindst ti pct. og en gedigen forøgelse af produktionen.Typisk ville investeringen være tjent ind på mellem otte og ti måneder. Ud af den første ombygning, er der vokset et internationalt rådgivnings- firma, LV Technology med hovedsæde i Bangkok, et datterselskab i Indien, og i alt 60 ansatte.
Og hvem blevkunde hos Hans Jørgen Nielsen. Det gjorde FLS, som i 1999 købtelicensrettighederne for hele verden, undtagen Asien, gældende for de følgende ti år.
»Jeg blev ansat hos FLS midt i 70’erne. Min sidste funktion var som salgsdirektør i Asien. I den periode jeg havde ansvaret, afsluttede vi ordrer for mindst 350 mio. dollars,« forklarer Hans Jørgen Nielsen.

Kender facit

I forbindelsen med et opkøb af et amerikansk firma, ville FLS sidst i 80’erne lægge salgsarbejdet over på amerikanske hænder.
»Det havde jeg meget svært ved at forstå. Men jeg var jo nok blevet hos FLS, hvor jeg havde mange af mine venner, hvis ikke der var kommet et tilbud fra en indonesisk virksomhed, som ville have mig til at rådgive ved indkøb af cementfabrikker. Og da indoneserne accepterede, hvad jeg selv syntes var et fyrsteligt lønkrav, og samtidigt gav mig lov til at have andre kunder ved siden af. Ja,så rykkede jeg over på den anden side af skrivebordet som indkøber.« Et arbejde som Hans Jørgen Nielsen husker som langt mere spændende, end at sælge:
»Du styrer forløbet og du kender facit på forhånd,« siger han, som i sin tid som sælger hos FLS, kun tabte et enkelt tilbud. I de fem år Hans Jørgen Nielsen fungerede som rådgiver i Indonesien, var han rådgiver på kontrakter til mellem 600 dollar og 700 dollar. Siden fik han selvstændige opgaver i lande som Thailand og Filippinerne. Da den økonomiske krise ramte Fjernøsten, var han en af de få cementeksperter, som ikke flygtede fra opstandene i Indonesien. Et stort projekt med ombygning af cementovne og møller skulle gennemføres af FLS og et tysk firma.
»Tyskerne dukkede aldrig op, og jeg fik i stedet ansvaret for deres del af projektet. De metoder jeg indførte, skulle give en energibesparelse på fra 10-20 pct. Den ambition gik i opfyldelse, men det viste sig også, at ombygningen gav en produktionsforøgelse på 20 pct.«
Ombygningens resultater blev begyndelsen på virksomheden LV Technology (LV står for de to døtre Lærke og Vibes initialer). Med et indhug i Hans Jørgen Nielsens private opsparing, blev der opslået hovedkvarter i Bangkok.

Introduktion på børs II

Det første år, blev der skrevet kontrakter om rådgivning af 28 ombygninger. I 2002 blev der solgt 73 om- bygninger fordelt over det meste af kloden. Og i skrivende stund er der solgt flere end 200 anlæg, dels fra Bangkok, dels fra det indiske datter- selskab. De 200 ombygninger har medført et nedsat forbrug på 40 megawatt, det samme som et typisk dansk elværkproducerer. »I begyndelsen var det kun ældre anlæg, vi tog fat på. Men i dag sker det ofte, at vi rykker ind samme dag, som giganter som FLS har afleveret helt nye anlæg. Vi henvender os nu også til andre brancher. Det første anlæg i minedrift fungerer nu i Sydafrika. Møllen formaler råmaterialer med næsten samme resultat, som når det gælder cement.«
De godt 60 ansatte er på overskudsdeling, og det har Hans Jørgen Nielsen det meget fint med. Noget af det, han er mest stolt af, er den ihærdighed, som både de fem skandinavisk ansatte, og ikke mindst de lokale, viser.
»Kun fem har forladt firmaet i de godt fire år, firmaet har eksisteret,« siger den danske ingeniør, som måske har taget sit sidste spring over et skrivebord. I kalenderen står der i den kommende tid lande som Iran, Indonesien, Grækenland, Libanon, og Brasilien. I samme periode rykker LV Technology et par etager ned i den thailandske skyskraber, hvor 700 kvadratmeter tages i brug. Og om få måneder bliver virksomheden introduceret på Børs II i Bangkok.

Schweiz: Artikler om Per Jessen, Zurich

2007-08-27T04:16:00.000-07:00

Jeg har over en periode på ca. fire år skrevet to artikler om Per Jessen. Software specialisten med en fortid hos den hedengangne "Provinsbankenken", driver nu eget firma sammen med sin græsk- engelske hustru i en forstad til Zurich.

Per har hængt de to artikler ud på Internettet. Der kan du se og læse dem i den endelige version som de blev offentliggjort i ugeavisen "Århus Onsdag".

http://jessen.ch/aarhus-onsdag/

God læselyst

Bjarne

USA: Dansker hos Microsoft i Seattle med evnen for det umulige

2007-08-27T04:06:00.000-07:00

Magisterbladet nr. 7 - 15. april 2005

Evnen for det umulige

Tidligere forskningsadjunkt Bo Thiesson fra Aalborg Universitet begyndte allerede som datalogistuderende at interessere sig for den intelligente computer. Inden han var færdig med sin ph.d., prikkede Microsoft Research ham på skulderen med et tilbud om at komme til koncernens forskningscenter i Seattle.

Tekst og foto af Bjarne Wildau

Slår man Bo Thiessons navn op på søgemaskinen Google.com, bruger den 16 sekunder på at finde 418 artikler - plus det løse - som den tidligere adjunkt fra Aalborg Universitet er involveret i. Kun et par stykker af dem har dansk tilknytning. Rigtigt gættet. Det internationale forskermiljø i datalogi har for længst taget forskeren med speciale i intelligente computerprogrammer til sig.

Udviklingen tog for alvor fart, da Microsofts forskningscenter i 1996 gav ham så godt et tilbud, at det var umuligt at modstå et farvel til universitetsmiljøet i det nordjyske og et goddag til verdens største og førende center af sin art.

"Jeg har altid været god til matematik".

Jeg tror, det var det, der gav mig interessen for computere og ikke mindst for det, som fik dem til at fungere. Nemlig programmerne", siger Bo Thiesson.

Og da han var nu var inde i datalogiens verden, kom det helt naturligt, at han begyndte at bevæge sig i grænselandet mellem det mulige og det umulige. Målet var at få computeren til at lære fra data, simpelthen at blive klogere ud fra det programmet arbejdede med. Tidligere blev det kaldt intelligente systemer, men i dag betegnes det som ekspertsystemer.

Kunne ikke lade sig gøre i Ålborg

"Jeg ville læse hovedfag i ekspertsystemer. Men det kunne ikke lade sig gøre i Ålborg. Der gik et helt år med at arbejde med en løsning på det problem, indtil en af fagets guruer meldte tilbage, at jeg kunne få lov til at sammensætte mit eget hovedfag", fortæller Bo Thiesson.

Hovedfaget blev så klaret i en gruppe på fire. Bo var den eneste datalog, de tre andre var statistikere. Den faglige udvikling fortsatte i form af et sporskifte.

"Jeg blev ph.d.-studerende i statistik. Grunden til, at jeg kunne skifte, var netop, at ekspertsystemer, som bygger på maskinindlæring, har en masse statistik i sig".

Undervejs i ph.d.-studiet blev Bo Thiesson gift med Tine, som tog med, da der var mulighed for et års studier på Standford University i Silicon Valley. Efter hjemkomsten, ikke mindst til jobbet som forskningsadjunkt på Aalborg Universitet, var det meget svært at falde til ro.

"Der var en hvis charme ved at være i USA. Og selv om vi fagligt gjorde det utroligt godt i Ålborg, så gav opholdet i Silicon Valley mig altså fornemmelsen af at være der, hvor det meste skete. Det var utroligt spændende. Og jeg var bestemt klar til at tage af sted igen", siger Bo Thiesson.

Mens ph.d.-studiet gik fremad som planlagt, affødte det flere artikler om netop ekspertsystemer. Samtidig deltog han i flere faglige konferencer.

"Det viste sig, at noget af det, som jeg forskede i og skrev artikler om, netop var viden, som Microsoft havde brug for. På en konference i Denver, Colorado, blev jeg kontaktet af ledelsen på Microsoft Research. De tilbød mig muligheden for at komme til Microsoft i Seattle og arbejde med det, der var mit faglige liv".

"Bliv, bliv, bliv"

Tilbage i Ålborg endnu en gang blev der holdt konference. Det var i 1996, og sønnen Frederik var lige blevet født. På Bo Thiessons side var det det første barnebarn. Det var store beslutninger, der lå for. Skulle hustruen sige sit job op, skippe karrieren - i det mindste for en tid - og kunne man gøre det umulige over for familien, nemlig at tage det første barnebarn over på den anden side af både Atlanten og USA?

"Jeg lavede en aftale med Microsoft om, at både min hustru, Frederik og jeg selv kunne tage til Seattle i tre måneder. Vi kunne som familie se, om det var noget for os, og Microsoft kunne så også finde ud af, om jeg var noget for dem. De tre måneder gik, og så var det tid til at tage beslutninger. Microsoft var hurtigt inde med et "bliv, bliv, bliv", og hos familien Thiesson var det også nemt at komme til et facit. Det lød sådan her:

"Tine og jeg blev enige om, at Seattle ville være et fantastisk dejligt sted at bo. Havet, stranden og klimaet, som er mildere end det danske. Jeg blev tilbudt en løn, så jeg mageligt kunne forsørge hele familien. Og da vi gerne ville have flere børn, kunne min hustru koncentrere sig om det", fortæller Thiesson begejstret.

Rodløsheden, rastløsheden, alt det, som Bo Thiesson havde slæbt med hjem i kufferten fra Silicon Valley, ja det blev efterladt i Ålborg.

"Det var fantastisk dejligt at komme her over. Microsoft er nok det bedste sted, jeg kan arbejde med netop min uddannelse og mit speciale. Den forskningsgruppe, jeg er med i, er meget stærk på sit område. På den sidste konference inden for vores hovedområde, med 400 deltagere, kom 10 procent af artiklerne fra netop vores gruppe.

Koreansk er det nemmeste

Måden, hvorpå Bo Thiesson kom ind i et af sine mest succesfyldte projekter, siger meget om den åbne verden, som forskningsmiljøet hos Microsoft oftest er. Han fortæller:

"Jeg har været med til at lave Vision, et program, der laver videofilm om til tegnefilm. Kollegaen, der først arbejdede med projektet, fandt mig ude på gangen, hvor jeg deltog i en mindre diskussion foran en af de mange tavler, der er sat op. Han havde et statistisk problem. Ja det vil sige, på det tidspunkt vidste han ikke, at det handlede om statistik. Det fandt vi ud af senere, og programmet kom til at fungere".

"Netop nu arbejder jeg mest med håndskriftgenkendelse. Det er her at mit speciale i ekspertsystemer er værdifuldt. Vi har på Microsoft Research verdens største samling af håndskrifter, som vi bruger til programmet, der kan genkende håndskrift. Kinesisk og japansk er nemme. Det allernemmeste er koreansk. Det, jeg udvikler, er systemer, som giver programmet evnen til at lære. Jeg får computeren til at være intelligent, så den kan justere håndskriftsmodellen ind på en personlig håndskrift", forklarer Bo Thiesson.

Til barbecue hos Bill Gates

Og sådan kører arbejdslivet videre. Enkelte småjob dukker op ved siden af de store projekter. Blandt andet succesrige forsøg på at fange hackere. Privat går det også godt:

"Vi har nu tre børn, fra otte til tre år. De økonomiske fordele ved at have et job som mit betyder, at vi har stor frihed. Vi har gæster tre til fire måneder om året, så vi har købt et hus, der er så stort, at der er plads til alle, så meget plads, at man også kan have tid for sig selv. Lige nu tænker vi på at købe et ekstra hus i Florida, Californien eller på Bahamas", konstaterer Bo Thiesson, som er lidt tøvende med at fortælle om sine ansættelsesbetingelser.

"Jeg har en løn så stor, at det ville være umuligt at finde noget tilsvarende i Danmark. Heldigvis er det ikke kun et spørgsmål om penge. Fagligt set er Microsoft Research det absolut bedste sted for mig. Oven i lønnen er der sygeforsikring for hele familien, vi får aktier og aktieoptioner, alt efter hvilken position man har i organisationen", siger den tidligere forskningsadjunkt, som i hvert fald er så højt oppe i organisationen, at han deltager i møder med verdens rigeste mand, stifteren af Microsoft, Bill Gates.