|
| Page 1 |
onsdag den 5. september 2007
Thailand: 450 ansatte producerer "dansk" Viking redningsudstyr
Thailand: Fyret værkfører fandt fremtid på plast fabrik nær Bangkok
|
| Page 1 |
Taiwan: Begrænset albuerum på TIMTOS
BEGRÆNSET ALBUERUM PÅ TIMTOS
Der var effektive og stabile maskiner på den netop afviklede Timtos 2007. Messen er først og fremmest et eksportfremstød for Taiwans producenter af værktøjsmaskiner. Den største interesse samlede sig om de producenter, der forstår at matche japanske og tyske produkter.
Af Bjarne Wildau (Artiklen her er omfattet af loven om ophavsret)
(Offentliggjort i foråret 2007)
De taiwanesiske værktøjsmaskin- og værktøjsfabrikkers ansigt ud til det globale marked, Timtos 2007, blev lidt af et paradoks. Et rekordstort antal besøgende, flere stande og flere varemærker var repræsenteret.
Faktisk var udstillerinteressen i år så enorm, at der var begrænsninger på standarealerne, og derfor forholdsvis få maskiner pr. stand. I stedet kunne man benytte chancen for at besigtige de nærtliggende værker i og omkring Taichung, hvortil der løbende var arrangeret busture.
Det var således primært de allerede kendte producenter, som levede op til forventningerne. Eller som Ole Midtgård, fra Flextek A/S i Vejle, der blandt andet sælger YCM, tidligere kendt som Supermax, udtrykker det:
”Når man går rundt og kigger på de maskiner der vises frem, er der næppe mere end en god håndfuld fabrikker, som virkelig formår at levere den kvalitet, som vores kunder med god ret forventer. Produkter fra Taiwan og Kina er stadig lysår fra tilsvarende japanske og europæiske produkter.”
Det var i år femte gang han besøgte Timtos. Og midt i de kritiske bemærkninger om de taiwanesiske maskiner generelt, føler han sig som en privilegeret sælger, fordi han repræsenterer netop YCM, der er en sammentrækning af Yeong Chin Machinery.
Producenten lancerede på messen fræsemaskinen NDV 102A, der hovedsageligt henvender sig til værktøjsmagerne.
”Maskinen er udviklet med blandt andet termiske følere, som holder øje med temperaturen på spindlen og på det materiale som bearbejdes. Derved kan der kompenseres for varmeudvidelse,” siger Ole Midtgård.
Maskinen er udviklet i et robust design, vægten er på omtrent syv tons. Og således lidt pudsigt at denne gigant kan præstere en accelerationshastighed på 1G. Der var også premiere til NNS 102A, med samme termiske funktioner, er beregnet til produktion af større serier.
BÅDE MESSE OG VÆRKER
En af de danske forhandlere, der nød godt af messens nærhed til den taiwanesiske produktionsby for værktøjsmaskiner, Taichung, er Pedersen Maskiner A/S, Horsens der i programmet dels har Johnford dels Chevalier.
Hos Johnford viste man de absolut seneste lanceringer på messen, blandt andet det femaksede DMC 1600-center samt produktionsdrejebænke. På værket var der mulighed for at se eksempler på hele byggerækken.
”Fra Johnford, der i øvrigt stadig er familieejet og præget af gode håndværksmæssige traditioner, har vi gennem tiderne solgt cirka 120 maskiner. Det er blandt andet mellemstore fræsecentre med vandrelængder på mellem 1.300 og 20.00 millimeter. Og ikke mindst CNC styrede produktions-drejebænke med skrå vanger som gør dem nemme og hurtige at betjene,” siger direktør Christian Juel fra Pedersens Maskiner.
Gennem de senere år, har virksomheden satset mere og mere på store maskiner. I den ældste af de to fabrikker vi besøgte, dominerede en drejebænk som vi hurtigt døbte "den finske bamse". Maskinen var bestilt til en finsk kunde, vil i færdigmonteret tilstand veje 70 tons.
”Virksomheden producerer også portalfræsemaskiner, dels model DMC, hvor det er bordet der bevæges i længde retningen, og model SDMC, hvor det er selve portalen, der flyttes i forhold til planet. De store portalfræsere leveres ofte med fem aksede fræsehoved,” fortæller Christian Juel.
Hos Chevalier var der også arrangeret besøg på værket sideløbende med messen. I Danmark er værket mest kendt for deres planslibemaskiner, som er solgt i stort tal. Over den seneste periode er der imidlertid også kommet større og større dansk interesse for værkets CNC-drejebænke, der i stigende grad lever op til europæiske standarder.
Ved værksbesøget smilede Christian Juel derfor også anerkendende, da han så en række drejemaskiner i monteringsfasen med Y- og B-akser.
”Maskinen sælger vi typisk til kunder, som producerer mindre emner, som enten er afsavede, eller som bearbejdes fra stang.”
FLERE AVANCEREDE
Medir Nordic, der har afdelinger i både Danmark, Norge og Sverige, var også repræsenteret på messen.
”Vi har blandt andet forhandlingen af Feeleer, der som du kan se, er godt repræsenteret her på messen. Producenten står primært for CNC-drejebænke og -bearbejdningscentre. Det specielle i år er, at man har introduceret en stærkere APC-autopilot, der er mere funktionel,” forklarer firmaets danske salgskonsulent Per Buch.
”EH-500 hedder det netop lancerede horisontale bearbejdningscenter, hvor overfladen kan bearbejdes med en rundhed der varierer indenfor fem mikrometer, og når det gælder lange huller, hvor man går ind fra begge sider, rammer man også indenfor fem mikrometer. Det er det første fra Feeler, der kan udføre så præcis en flugtboring,” siger Per Buch.
Feeleer har ud over de 300 ansatte i Taiwan også en fabrik med mere end 600 ansatte i Hangshou i Kina. Her produceres udelukkende for det kinesiske marked.
Blandt de mere avancerede CNC-maskiner fra Taiwan er også Quaser, der herhjemme forhandles af Dannemand & Vejsager. Firmaets chefingeniør Rock Liao glædede sig over at kunne præsentere hele fire maskiner på producentens stand:
”Vi har fået plads til fire lanceringer. Dels maskinmodellerne UX 300 og UX 600, der begge henvender sig til fire- og femakset bearbejdning. Generelt udvikler vi flere og flere femaksede maskiner, simpelthen fordi det europæiske marked primært efterlyser effektivitet. De øvrige to lanceringer har på markedet er HX 505 og MV 154 M, der er to horisontale bearbejdningscentre.”
Victor er også blandt de betydende taiwanesiske producenter. Her demonstreredes blandt andet en lang version af den CNC styrede drejebænk, V-Turn-40/220, som tidligere havde en vandrelængde på 1600 millimeter, der nu er nu oppe på hele 2000 millimeter, oplyser international Wayne Hsueh, der i Danmark er repræsenteret af LMG Maskiner A/S.
FLERE JAPANERE
På messen var der i år flere af de førende japanske og europæiske producenter til stede. Blandt andet Mazak, Makino og Mori Seiki fra Japan og DMG samt Tornos fra henholdsvis Tyskland og Schweiz. Ellers var den udenlandske maskindeltagelse begrænset til fællesstande, hvor kodeordet naturligt var kvalitet og global leveringssikkerhed.
Det har været svært for de udenlandske producenter at få standareal, og i det omfang, man er kommet med, så lider man under kvadratmeter-begræsningen. Og modsat de taiwanesiske hjemmemarkedsproducenter, der kan lave ture til værkerne, så kniber det mere for andre. Mazak har taget konsekvensen og arrangerede ture til eget showroom i et netop etableret Technical Center i området uden for Taipei.
Noget tyder på, at det ikke bliver nødvendigt for de øvrige japanske og europæiske producenter at følge i samme fodspor inden næste messe. Under 2007-udgaven afslørede arrangørerne, Taiwan Association of Machinery Industri, TAMI, at messen næste gang kan trække på et dobbelt så stort udstillingsareal, i det kommende Nangang Exhibition Hall, der åbnes i 2008, og således vil være klar til Timtos-messen i marts 2009.tirsdag den 4. september 2007
Thailand: Dansk fysioteraeut fandt "norsk" job i Pattaya
Af Bjarne Wildau (Denne artiklen er omfattet af loven om ophavsret)
Stedet er et norsk behandlingshjem, men glem alt om sne og bjerge. Vandet i pølen er omkring de 30 grader. En let brise når ind, og visker i palmekronerne. Scenen er sat i det norsk ejede Baan Sabaijai, og ved et af havens borde, sidder Martin Moisen, og er spændt på, hvad denne snak vil udarte sig til.
Den danske fysioterapeut, rykkede fra Harald Jensens Plads til Jomtien tæt på Pattaya i Thailand i august sidste år, og ha må have det som om der er faldet tre vognladninger sydfrugter ned i den turban, både fagligt og socialt.
- Det er langt mindre stresset at arbejde her på den privatejede institution, som oversat til dansk hedder "hjemmet for det lykkelige hjerte", end i Danmark. Jeg bestemmer selv, hvor meget tid jeg vil bruge på den enkelte patient. Jeg kan fortsætte indtil jeg synes at jobbet er gjort, uden at tænke på, at der absolut skal én patient gennem systemet hver halve time. Det er godt for patienterne, og det er godt for mig selv, både fagligt og menneskeligt, siger Martin Moisen, 33.
Allerede som 15-årig begyndte han at rejse. Turen gik til USA og Canada, begge steder var han hos familie, mens han passede sin skolegang, men Thailand er noget helt andet.
- Inden jeg flyttede her til for at arbejde, havde jeg været i Thailand fem gange før. Det som slår en, når man ankommer, er den fantastiske gæstfrihed. Der findes flinke og søde mennesker de fleste steder, men der er altså noget helt specielt ved thaier måde at være sammen med os udlændinge på. Uanset om vi er turister, eller som her, hvor patienter kommer fra det kolde Skandinavien, for at få et frisk varmt pust, nogle gode behandlinger, og et bedre liv, siger fyren, der har en overkrop, som om han enten har trænet meget, eller blot trænet samtidigt med at han har spist noget forkert.
Hestegal familie
Da jeg får blikket væk fra Martins overarme, ryger vi tilbage til hans barn og ungdom.
- Jeg havde drømmen om at blive brandmand og ingeniør, men så snart jeg blev så gammel, at jeg kunne fastholde mine drømme og håb, har jeg vidst, at jeg ville have noget med mennesker at gøre, siger Martin som er født af en hestegal mor, og vokset op med en bror, som nu er i lære som berider.
Martin red den modsatte vej. Kom på efterskole på Langeland. Skolen havde en maritim vinkel, masser af dykning, svømning og løb. Og det var fint, dykning, løb osv. Nej, heste det blev aldrig helt mig. Min mor og bror er jo bidt af det. Jeg kan sagtens tage med til et stævne og hygge mig med det. Nemlig at se de mennesker jeg holder af, gøre det de elsker og er gode til.
Nej, så har kampsport, hvor man er alene i verden, med en modstander overfor sig, været mere tiltrækkende.
Martin dyrkede Tækwondo i tre fire år. En af hans venner var aktiv indenfor boksning, og han spurgte, om Martin ikke havde lyst til at prøve det.
- Boksetræning er jo meget givende, man kommer virkelig i form, og jeg boksede for motionen og samværets skyld, siger Martin, som efter tre år gled over i rollen som træner.
- En af de unge som jeg trænede, var Vinnie Skovgård, der nu bokser professionelt.
Derefter fulgte flere rejser, indtil han følte sig klar til at begynde en uddannelse, som ville gøre det muligt for ham, at arbejde fagligt med mennesker.
- Jeg kom ind på Århus ergo og fysioterapeutisk skole i Skejby i 2002. Selve det at komme til og fra skolen og hjemmet på Sdr. Ringgade ved Harald Jensens plads, var en sport i sig selv. Op på jernhesten, og af sted.
Studiet var godt for Martin, han trippede ikke rundt med en angst for at have valgt forkert. I stedet trak han det internationale ind i det, så meget som han nu kunne.
- Allerede på tredje semester snakkede jeg med en af mine gode skolekammerater om at tage tilbringe 4-5 semester i Sydafrika. Men det hele faldt til jorden, i processen mellem vores studievejleder og den lokale skole i Sydafrika. Vi hørte simpelthen ikke mere fra dem.
- Jeg havde stadig ideen om at komme til udlandet i forbindelse med min uddannelse. Jeg var på ferie i Thailand i 2004, og skrev til en masse institutioner og hospitaler, om jeg kunne blive frivillig eller praktikant hos dem.
Der kom svar fra to, det ene på dansk.
Praktik i Bangkok
- Jeg fik fire måneder på Bangkok Hospital,, plus en enkelt måned på Phuket. Noget af det jeg lærte af opholdet var, hvor vigtigt det er at man laver kvalitetsbehandlinger. Jeg så, hvor meget jeg allerede havde, lært under mit studie i Danmark, specielt sammenlignet med thai kolleger, der havde 8- til 10 års erfaring.
Det farvel der blev udtalt efter de fem måneder i Thailand, havde et indbygget "på gensyn" i sig.
- Da jeg var færdig med min uddannelse i Århus, søgte en af mine venner jobmuligheder på Internettet. Og han gav mig et link i Norge, der handlede om et ledigt job i Thailand. Man søgte en norsk fysioterapeut, men det eneste der kunne ske var, at der kom et nej.
- Jeg sendte min ansøgning af sted, og havde et par samtaler med ejeren af dette private projekt. Blev så ansat, og begyndte den 1. august sidste år.
Ofte frygter fagfolk der tager hen om hjørnet, langt fra hjemmet, at de vil sakke bagud rent fagligt. Det virker ikke som om det er problemet for den ret nyuddannede Fysioterapeut.
- I mit nuværende job, er der mulighed for at følge de samme efteruddannelser, som i Danmark. Det undersøgte jeg, inden jeg sagde ja tak til jobbet. Singapore, Hong Kong og Australien tilbyder de samme kurser, den eneste forskel er, at de er billigere.
- Jeg brugte 3- 4 måneder på at bygge afdelingen op. Fra start havde jeg udstyr nok til at lave forsvarlige behandlinger, men jeg manglede de ting, som skulle gøre behandlingen optimal.
Det var besværligt med kontakter og leveringstider, som det jo ofte er her ude. Den første leverandør gav Martin fire ugers leveringstid. To dage før det hårdt savnede udstyr skulle være kørt ind gennem porten, ringede fyren og sagde, at han ikke kunne levere.
Taber ansigt
- I sig selv var flot, at han ringede. Kutymen er, at asiatere er bange for at tabe ansigt, og derfor lader være med at sige fra.
Nød lærer folk at tænke, sådan gik det også for Martin, som nu endelig brugte de kontakter, han havde på det hospital, hvor han tidligere havde fungeret, Bangkok Hospital. Der fandt han en ung ingeniør, på sin egen alder, som den unge fysioterapeut selv understreger det, og han leverede det udstyr der manglede. Endda til den aftalte tid.
- En ting som helt klart er bedre end i Danmark er, at jeg selv har mulighed for selv at bestemme, hvor lang tid jeg skal bruge på den enkelte patient. Jeg arbejder uden det pres, som findes i Danmark, hvor der skal en patient igennem systemet hver halve time. Jeg har mellem fire og ni patienter på en arbejdsdag, og det får mindst en time hver.
- Vi arbejder tæt sammen med sundhedsvæsenet i Norge, og vi er godkendt til at modtage patienter under det norske behandlingssystem. Nogle kommer med en rekvisition fra Norge, som giver ret til 24 gratis behandlinger, andre har hørt om os efter mund til øre metoden, og betaler selv. Vi har derfor også danske patienter.
Og hvad er det så for en type patienter, Martin Moisen arbejder med? Det er lige fra en mongol, som er overvægtig, han tabte 11 kilo på kort tid, og blev et meget gladere og mere åbent menneske, over patienter der har ondt i ryg, knæ over til folk som har hjerneskader.
Lærer at tale thai
Vi laver udflugter for patienterne hver uge, og prøver at tilrettelægge dem, så de bliver en del af den enkeltes behandling.
- For at hjælpe mig i arbejdet, tager jeg lektioner i thai. Det vil blive nemmere, hvis jeg kan begå mig på thai, når jeg skal forklare mig overfor thai personalet. Vi skal jo fungere som et team, lige fra kokken, til hjælperne.
Martin har det direkte ansvar for hjælperne, ordre skal gives med pli og et smil. Der ligger ordbøger med norsk, thai og engelsk, det har personalet taget godt i mod. I det hele taget prøver vi at give dem arbejdsglæde, og derved skabe interesse for at de får yderligere lyst til at uddanne sig til at arbejde med handicappede.
Og her smutter vi så tilbage til den private del af Martin, som oplever at Thailand er det optimale sted at være. Klimaet er fantastisk, det samme er den gæstfrihed, som man selv skal have oplevet, for at forstå.
- Jeg har rejst en del, har set meget, men gæstfriheden jeg har mødt andre steder, er intet i forhold til det, jeg oplever her, konstater Martin, som bor i en lejlighed i nærheden af sit arbejde, sådan lidt på grænsen mellem Pattaya og det Jomtien, som i det mindste tidligere, var mere roligt og mondænt, end det livlige Pattaya.
- Jeg er ansat på norske betingelser, og har derfor et stort rådighedsbeløb. Jeg kan sætte penge til side, uden ar mangle noget i det daglige. Jeg har købt en ny mountainbike, som jeg bruger til træning, der er nogle fremragende ruter at kører på. Oven i den sport, træner jeg også thai- boksning.
Selve Pattaya, er dog ikke lige Martins favoritsted.
- Når vi har gæster her, viser vi de frække kvarterer frem. Forældre til vore patienter bliver chokerede, første gang de oplever det, der foregår der. Det handler jo meget om ældre mænd fra vesten, og yngre thailandske kvinder. Anden gang forældrene ser det, oplever de det ofte helt naturligt. Man vænner sig hurtigt til det.
Martin fortsætter:
- Man skal ikke glemme, at folk fra de fattige områder i Thailand, som arbejder her, sender mange penge hjem til deres familier. Det gælder både de mennesker der udfører flot arbejde her hos os, men også de som arbejder i barerne. De penge der sendes hjem, er ofte altafgørende for børns skolegang, mennesker nødvendige operationer, og meget andet.
Hvis man vil have det skægt, uden at det skal handle om sex, er der eksempelvis godt 30 golfbaner, fire gokart baner, og man kan gå i biffen for, hvad der svarer til 15 kr.
- Der findes også baner, hvor man kan skyde med en ægte "Dirty Harry" pistol, en Magnum 357, en drengedrøm for mange.
Men det er alligevel ikke nok til at holde på ungkarlen.
- De fleste af mine venner er i Bangkok, og det tager kun et par timer at komme dertil med bus. Ellers mødes jeg med folk omkring mine interesser, siger Martin, som umiddelbart har svært ved at finde en grund til at sætte sig i sadlen, og ride videre.
Nepal: Hun sprang ud på det dybe vand på verdens tag
(Artiklen blev offentliggjort i Viborg Stifts Folkeblad i foråret 2007)
Kulturforskelle var tredje partner i ægteskabet mellem Helle Skjærbæk Shrestha, født og opvokset I Viborg, og Jeevan fra Kathmandu. På et tidspunkt fik Helle et net sat op foran døren, der skulle holde myg, slanger, og svigermor ude af huset.
Af Bjarne Wildau (Denne artikel er omfattet af loven om ophavsret)
Katmandu/ Nepal
Hendes bedstefar var bademester ved Nørre Sø, så måske lå det bare i blodet, at hun sprang ud på det dybe vand, da hun giftede sig med Kathmandus flotteste og sødeste fyr, Jeevan Shrestha.
Da jeg bliver sat på en stol i køkkenet, hvor meget dette rum har betydet for kvinden, som hos sine forældre på Vesterrisvej 8. Mens Helles to søskende blev i Jylland, smuttede hun selv til hovedstaden, så hurtigt som muligt efter gymnasiet.
- Jeg begyndte som pædagogmedhjælper, læste til socialpædagog, og arbejdede flere spændende steder, med blandt andet blinde og på en ungdomspension. Jeg var i København fra 81 til 89. Jeg var bange for at gro fast. At ende med et 25 års jubilæum stod for mig som noget aldeles forfærdeligt. Og der manglede noget i mit liv.
Vitamintilskuddet kom, da Helle så en annonce, "Kom til Nepal, og bo i kvindekollektiv".
- Flere af mine venner havde allerede været i Nepal, og det var glade for det. Så hvorfor ikke.
Kollektivet som Helle skulle flytte ind i, var faktisk noget helt andet. Hendes kontakt ville åbne et kunsthåndværkssted. Ude i byen var der også gode oplevelser ("ude i byen".)
En dag sad Helle på en restaurant, som en dansker havde anbefalet.
- Han havde sagt, at han kendte ejeren af restauranten, som var en spændende og sød fyr, som jeg skulle møde. Mens jeg sad og ventede på min bekendt, havde jeg godt set, at der var en fyr, og jeg havde holdt øje med ham. Der var bestemt interesse.
Da den danske bekendt ankom, hilste han på den attraktive fyr, to minutter efter var han præsenteret for Helle. De hyggede sig hele den aften paa hans restaurant i turistområdet Thamel.
- Den gang tog en kvinde ikke alene hjem gennem byens mørke gader. Jeevan fulgte med hjem, vi kørte på cykler. Ved døren var der et sødt kys på kinden. Det var alt. Han havde før rejst i Europa og havde arbejdet i London. Senere fortalte han også, at hans gode engelsk kom fra tiden som elev på en amerikansk missionsskole i Kathmandu. Han kendte også klassiske film og romaner, og den slags.
Et brev røg af sted til mor i Viborg.
- Mor. Jeg har fundet prinsen på den hvide hest.
Men hun havde også forelsket sig ind i en anden kultur. Hendes kæreste var 33, og han boede hjemme hos familien, stort hus, med tre generationer.
Når voksne børn bor hjemme hos deres forældre, bliver de behandlet som 13- årige i Danmark.
- En aften var vi taget hjem til Jeevan. Vi var på hans værelse, og pludselig blev der banket på døren. Min svigermor råbte, at "Far synes, at kvinden skal tage hjem". Der lå vi, voksne mennesker. Der var kun en ting at gøre, tage en dyb indånding, og på med tøjet.
Men trods genvordighederne, havde de to besluttet sig til at gifte sig. Helles kæreste og kommende, brudgom ville ikke have sin familie blandet ind i det, da han var sikker på at de ville have indvindinger. Efter kampe med bureaukratiet i Nepal, blev de dog gift. 3 månder efter at de havde mødt hinanden.
- Jeg rejste hjem alene, i lufthavnen blev jeg modtaget af min mor, som sammen med en veninde kastede med ris. Min mor fortalte mig, at hun var så lykkelig for, at jeg endelig havde besluttet mig.
Jeevan kom til Danmark en måned senere.
- Vi boede i min lejlighed. Tre måneder efter hans ankomst, blev vi tilbudt et butikslokale til leje. Idéen var oplagt, at sælge varer fra Nepal.
Butikken fik navnet Namaste, som er en hilsen på hindu. Der kom folk til. "Vi kigger bare", var den første sætning Jeevan lærte på dansk. Flere og flere købte dog mere end de kiggede.
- Da vi havde været i Danmark i ét år, tog vi på ferie tilbage til Kathmandu. Og Jeevans søskende fik ret, mine svigerforældre blot skulle bruge tid, til at vænne sig til deres søns valg. Vi blev modtaget som ægtefolk.
Tilbage i Danmark kørte livet videre, Helle med sit fuldtidsjob, og Jeevan bag disken dagen lang.
- Jeevan fik aldrig sit eget liv i Danmark. Og som den ældste søn, skulle han traditionelt tage sig af sine forældre. Han fik vel dårlig samvittighed overfor dem. Efter næsten 4 år i Danmark, syntes han, at vi skulle tage tilbage til Kathmandu.
I 1993 afviklede parret alt, på nær lejligheden. Ærgerligt at de skulle af sted, butikken var begyndt at give overskud.
Og efter årene i Danmark, hvor det var den nepalesiske mand, der var på udebane, blev rollerne byttet om. Nu var det Helle, der følte, at det nye liv i familiens hus, var en rejse direkte tilbage til middelalderen. Returbiletten lå dog altid og og ventede i skuffen.
Parret flyttede helt naturligt ind i det samme rum, som Helle som nyforelsket var blevet smidt ud fra.
Svigerfamilien tilhører Newarene, det er håndværkerkasten og forretningsfolk. De betragtes som de mest traditionsbundne, og de mest konservative.
- Svigermor forventede virkelig, at jeg skulle holde hus for hende. Og jeg prøvede virkelig at gøre alt, for at falde til. Stod op tidligt om morgenen, fejede gulv i det meste af huset, pillede løg og ingefær.og serverede mad Men de fik mig aldrig helt. Jeg lod som om jeg ikke kunne lave mad. Men jeg havde det i en periode så dårligt, at jeg mistede appetitten.
Samtidigt var der problemet med at få arbejde. Allerede ved ankomsten, havde Helle smidt sit CV ind på ambassaden.
En dag så hun reklameskilte for Larsen Rejser, på en butiksrude inde i byen. Hun lagde sit telefonnummer, og da de danske rejsefolk kom tilbage med det næste hold turister, fik hun et job som guide. Fem dages arbejde hver anden uge.
- Jeg guidede turister fem timer, og det blev på mange måder min redning. Vi kørte de ture, så de ting vi skulle. Men det turisterne ville høre, var om mit eget liv her i Kathmandu. Vi grinede sammen, når jeg fortalte at jeg stod op tidligt om morgenen, gjorde rent, og pillede løg om morgenen. Jeg fik mine frustrationer ud.
Noget af det værste den gang var, at der ikke som nu, hvor vi snakker i køkkenet, at der netop ikke var et køkken. Alt skulle deles.
- Det store positive gennembrud kom, da Helle blev gravid. Tvillinger. Hun var i Danmark gennem det meste af graviditeten, og ægtefællen var mest i Nepal, men kom 14 dage inden fødslen. Da drengene var født, ville jeg finde min egen rolle som mor, inden jeg tog tilbage til Kathmandu.
Tvillingerne Victor, Vincent og deres mor var hos mormor i Viborg de første 3 måneder af børnenes liv.
Helle fokuserede i den første tid som mor, på at sikre, at hun fik en god fremtid som mor og hustru i Kathmandu.
- Jeg ville have mit eget køkken. Ellers kom jeg simpelthen ikke tilbage.
En anden genistreg var, at tage sin mor med til Kathmandu. Hun kom til at fungere som et skjold, mod den nepalesiske kultur, som svigerfamilien blot var en del af.
Da Helle begyndte at bade de små, troede svigermor, at børnene ville blive alvorlige syge.
- Da børnene begyndte at kravle, tog min svigermor dem op. Hver gang de var aktive, blev de taget op. Skulle svigermor passe børnene en time, gav hun dem opblødte mariekiks at spise. Hun ville det bedste, men det var svært at se på.
Da børnene begyndte at gå, kom der net for dørene, de skulle holde myg, slanger, og min svigermor ude.
- Da vi boede i København, og lavede mad sammen, og jeg larmede lidt med gryderne, spurgte Jeevan tit, om der var noget galt. Det undrede jeg mig over, men svaret på hans reaktion kom, da jeg flyttede ind hos hans familie i Kathmandu. Når min svigermor var vred, sagde hun ikke noget. Hun skramlede bare med potter og pander. Så ingen var i tvivl om hendes vrede.
Da børnene var tre 1/2. I 1999 blev et job som arkivar ledigt på den danske ambassade. Diplomati, en ny verden for den tidligere pædagog og rejseleder.
- Uanset om jeg var lokal ansat, anså de andre lokalt ansatte mig for at være dansk. Tilhørende den danske lejr. Inden min ansættelse på ambassaden, havde jeg holdt mig væk fra danskere, men nu mødte jeg mennesketyper, som jeg ellers aldrig havde mødt.
- Vi var tre danske par, med børn på samme alder. Så rejste de to par, næsten samtidigt. Det var meget hårdt. Nu hvor det daglige samvær med kvinder som også havde små børn forsvandt, blev savnet af det bare at kunne smutte ind til mor for at sludre og drikke en kop kaffe, ekstra stort.
Tilbage til ambassaden. Da Udenrigsministeriet så, at der var penge at spare, ved at udskifte den fra Danmark udsendte konsul, med en lokalansat, fik Helle jobbet, som leder af den konsulære og administrative afdeling. Hun har ansvaret for udstedelse af visa til de lokale, og pas, kørekort, at hvad der ellers kan dukke op af problemer der falder ned af Himmalaya, og den slags. "Ja tak, vi har brug for en helikopter indenfor 10 minutter, og hvem skal for resten betale den".
Oven i det, har hun ansvaret for beredskabsplanen for danskere i Nepal. Hendes ansigt skifter farve, og hænderne flytter sig forkert, da hun begynder at snakke om det.
- Regeringen siger, at byplanlægning, det tager de sig af efter jordskælvet, som alle forventer vil komme. Nu kom der et i Pakistan for et par år siden, at det kan godt have udsat det. Man regner med, at hvis skælvet kommer, bliver der tale om tusindvis af døde, og mange flere sårede.
For nogle år siden fik jeg lavet en kasse, med madvarer, tøj til børnene, osv. Da jeg åbnede den for fem år siden, var der babytøj i den, smiler moderen, som til tider har sovet med pas og penge under hovedpuden, hvis nu jordskælvet skulle komme.
- Vi sidder stadig i køkkenet, som Helle måtte kæmpe så hårdt for at få. Men nu er vi tre om bordet. En søster er komme fra Danmark, og i aften ankommer de sidste. Anledningen til invasionen fra Viborg er, at de to drenge, Vincent og Victor, 11, skal gennem noget der minder om den danske konfirmation.
Svigermor har de sidste seks år ligget stille hen, efter hjerneblødninger, og svigerfar er præget af den alder de to deler, de er midt i 80erne.
- Det er derfor vi har besluttet at rykke festen frem, så deres bedsteforældre på deres måde kan få den oplevelse med.
Begivenheden har været fastlagt længe. På trods af det er der stadig håndværkere over alt. Den del af "huset med tre generationer" som Helle og Jeewan sidder på, er blevet forbedret og udbygget gennem årene. Noget mere nødvendigt, end andet.
- Taget var utæt i fire år, forklarer Helle tørt, samtidigt med at hun udtrykker glæde over den støtte hun fra start fik af sin mand, Jeevan Uden hans opbakning havde jeg ikke været i Nepal i dag.
Hong Kong: Blev sømandspræst- der skulle jo ske noget
Artiklen her er vinklet til et århusiansk blad, og offentliggjort i foråret 2007
Af Bjarne Wildau (Denne artikel er omfattet af loven om ophavsret)
Han var præst i Lystrup, et sogn som Hans Aage Koller Nielsen, 53, selv beskriver som det bedste i Danmark. Folk myldrede til, når der var gudstjeneste, og præstegården og ikke mindst haven var vidunderlig.
- Men så rundede jeg de 40, og det var som om der skete noget. Det var som om jeg skulle gøre op med mig selv, hvad det var jeg ville. Blive i den velkendte hverdag i Lystrup, eller prøve noget andet.
Som faldet fra himlen, fik Hans Aage Koller Nielsen en forespørgsel fra den daværende biskop Herluf Eriksen.
- Han fortalte at der var et ledigt embede i Sømandskirken i Rotterdam. Om det var noget for mig.
Det var det, og det blev til 7 herlige år i Holland, inden ungkarlepræsten rykkede videre til endnu en sømandskirke, nu 180 grader modsat Rotterdam, nemlig i Hong Kong.
Det er en tirsdag formiddag i Hong Kong, midt i regntiden. Tilfældigt, men heldigt, holder Hans Aage Koller Nielsen, til i den danske sømandskirkes kontor, blot 500 meter fra det gæstehus, hvor jeg sent i aftes fandt et ledigt værelse. Nemlig i Mariners Club i Kawloon på fastlandet.
Da jeg går op ad den lange trappe i bygningen der tilhører det engelske missonsselskab for søfarere, hvor sømandskirken har lejet sig ind med kontor og præstebolig, sker det uden aftale. De e-mails jeg har sendt, er ikke blevet besvaret. Til gengæld har jeg advaret om mit besøg, der går ud på, dels at få en snak med præsten, dels skal hjælpe mig til at finde andre danskere, som jeg kan skrive om fra den tidligere britiske kronkoloni.
En vagt viser vejen til den danske afdeling, og endelig står jeg i døråbningen til et langt smalt kontor. En mand rejser sig fra sin plads ved skrivebordet nærmest vinduet, og går frem mod mig. Den højre arm løftes til en hilsen, samtidigt med at mandens ansigt åbner sig i et smil.
Nærmest ved døren er der et lille bord og to stole, perfekt til en introduktion som den vi er i gang med. En medarbejder, som alligevel skal op i den britiske kirkes restaurant, tilbyder at tage kaffe med til mig også. Og der sidder vi så.
Jeg havde inden jeg landede i Hong Kong, kikket på sømandskirkens hjemmeside. En detalje slog mig. Mens der er fotos af de tre medarbejdere, er der ingen af præsten selv.
- Jeg er ikke så god til at stå frem. I bund og grund er jeg vel lidt genert.
Ja sådan lyder forklaringen fra den præst, som jeg har planer om at få på forsiden af Århus Onsdag.
Men det lykkes nu alligevel. Måske hjalp det, at jeg for to tre år siden skrev et par artikler om Hans Aage Koller Nielsens forgænger, som nu er sømandspræst i Singapore.
- Hvordan er din metode, spørger præsten pludselig. Det forklarer jeg så, og en halv time efter ankomsten til kirkekontoret, er vi i gang.
Han blev født ind i en præstefamilie nær Jelling. Faderen døde da Hans Aage var 8, moderen stod nu alene med fire børn. Måske var det derfor, at arbejde efter skoletid og i ferier blev en naturlig del af den faderløse knægts liv. Før som medhjælper hos bedstefaderen der havde en gård, og siden kom der blandt andet jobs i Løveparken i Givskud.
Via privatskole og gymnasium stod han overfor valget af uddannelse.
- Jeg flyttede til Århus i 1972. Jeg ville helst være ingeniør, præst var noget som enhver kunne blive. Men jeg tænkte meget over hvad jeg skulle. Jeg kunne sige ja til, at jeg troede på gud, og endte med at vælge at studere teologi, forklarer præsten som har et kors i en kæde om halsen.
Studiet blev suppleret med et job som portør på Århus Kommunehospital. En del af den fritid der var, blev brugt som medejer af træskibet Johanne II, der var bygget i 1920.
Første embede blev som hjælpepræst i Elsted Elev.
- Der skulle bygges en ny kirke i Lystrup, og en del af mit arbejde var at deltage i arbejdet med at få opført kirken og præsteboligen. Det var utroligt spændende at følge projektet helt fra begyndelsen.
Prikken over iet kom, da han selv fik embedet i den nye Lystrup kirke, og kunne flytte ind i præsteboligen.
- Der var 5.800 sognebørn. Rent kirkeligt, var det nordlige Århus et af de bedste steder, og folk myldrede til gudstjenesterne.
Og sådan gik det i cirka 10 år. Indtil en aften, hvor præsten pakkede sin bil, og begyndte turen til Rotterdam, hvor han ville tjekke, om det job han var blevet tilbudt, kunne være det trin væk fra det velkendte, op mod det udfordrende, det ukendte.
- Jeg kørte om natten, var i Rotterdam om morgenen. Jeg husker at jeg fra start blev dybt fascineret af at kirken, lå lige overfor en kanal. Man kunne følge trafikken i kanalen og livet på bådene.
Præsten fra Lystrup talte også med folk som var flyttet ud, som havde mere erfaring end han selv i at være udenlands.
- Man snakker meget om at verden bliver mindre og mindre. Men åbner man øjnene, ser man for alvor at verden er større og mere forskellig end man regner med.
Søfolkene som kom i kirken hvor jeg kom til at arbejde i syv år, gav mig også meget. De var virkelig med til at brede virkeligheden ud for mig.
- Jeg regnede egentlig med, at jeg skulle tilbage til Østjylland, når jeg var færdig med Rotterdam. Men så kom embedet her i Hong Kong ind i billedet. Og så kunne jeg mærke, at jeg lige skulle se verden fra en Asien vinkel, inden jeg vendte hjem.
Mens Hans Aage Koller Nielsen kunne pakke bilen, og smutte ned for at kigge på mulighederne i Holland, skulle der siges ja til Hong Kong, uden smagsprøver.
- Da jeg landede i Hong Kong, var det første gang jeg nogensinde var i Asien. Jeg havde en kuffert, plus en kontrakt om fire år som sømandspræst for Hongkong, Kina, Filippinerne, og Japan med mig. Jeg vidste at der var et kontor og en lejlighed her. Og en sømandskirke nede på havnen. Men ellers var jeg 100 % på udebane. Jeg havde på forhånd et sæt forventninger om, hvad jeg ville møde her. Jeg husker, at det blev brudt allerede på vej ind til byen, fra den gamle lufthavn. Der var skilte som advarede mod køer på vejen. Det havde jeg ikke ventet.
- Når man først er kommet til Hong Kong, er verden endnu større. Her er der gang i samfundet, 24 timer i døgnet, og der bliver længere og længere til Danmark. Tryghed bliver der også mindre og mindre af. Jeg havde levet hele mit danske voksenliv i Århus, i alt 20 år, som trygge og gode. Rotterdam var lidt mindre trygt end Århus. Her kæmper folk for at klare tilværelsen. Og de mennesketyper, jeg mødte og stadig møder i min menighed, har for langt de flestes vedkommende valgt at rejse fra det trygge Danmark, til udfordringer på udebane.
Den nye hverdag i Hong Kong, var også fyldt med blanke glasfacader. Hans Aage Koller Nielsen undrede sig længe over, hvad der mon var bag de blanke facader, hvordan det virkelige liv var i Hong Kong.
En anden udfordring var det asiatiske smil. Når man ankommer til den asiatiske kultur, har man jo ingen fornemmelse af, hvad det asiatiske smil betyder.
På det tidspunkt i samtalen, er vi rykket op i den britiske kirkes restaurant, hvor Hans Aage har budt på frokost.
Og det viser sig, at det netop var her i det store højloftede restaurationslokale, at præsten første gang blev opmærksom på, at han gik forkert af det asiatiske smil.
- Asiatere og deres asiatiske smil. Som nyankommen ved man jo ikke, hvad der foregår bag det asiatiske smil
Første gang jeg gik forkert af smil, var her i restauranten. Jeg satte spørgsmål ved noget mad. De smilte, samtidigt med at sikkert tænkte, at det skal den idiot ikke bestemme.
Da vi er færdige med frokosten, spørger Hans Aage mig, hvad han kan gøre for mig. Stemmen og mandens øjne. Det er ro, venlighed og nysgerrighed, der dominerer. Altså. Godt at den mand ikke blev ingeniør.
Vi ender med at køre ned til den egentlige sømandskirke, som er placeret på havnen.
Mens vi kører, forklarer præsten, at selv om Hong Kong er et af de tættest befolkede områder i verden, er der alligevel masser af grønne områder.
- Men jeg plejer at sige, at sømandskirken ligger i et af de grimmeste områder i byen.
Beviset kommer fem minutter senere. Kirken er presset ind mellem motorveje, pakhuse og porten til containerhavnen i Kwai Chung.
Stolt viser Hans Aage Koller Nielsen kirken frem. Den domineres af en restaurant, et bibliotek, hvor gæsterne selv kan tage drikkevarer i køleskabet og betale i en "sparebøsse", hvis den der har vagten er på skibsbesøg. Selve kirkelokalet virker langt fra stort, men alligevel mangler det ikke på besøgende, når der afholdes gudstjeneste.
- Sidste søndag havde vi 80 til gudstjeneste. Mange af disse blev til den frokost, vi har bagefter.
I det hele taget fylder det sociale langt mere i Hans Aage Koller Nielsens præstegerning i Hong Kong, end det gjorde i Lystrup.
- Jeg har både kontakt med den danske koloni af fastboende, som oftest er her for at arbejde eller studere, og med søfolk som kommer tilbage til os med skiftende intervaller. Mit indtryk er, at danskere er bedre til at tage kontakt til andre når de flytter til udlandet, end de er i Danmark.
Præsten som både er en af de uformelle ledere af det dansk netværk i regionen, har det helt klart bedst med den del af jobbet, som gælder det kirkelige og det sociale.
- Det at møde andre mennesker, og at få samværet til at fungere, det er nok det jeg holder mest af. Vi har også en ret god hjemmeside, som folk finder via Internettet. Så sent som i går hjalp jeg en fyr der var strandet her i Hong Kong. Han havde smidt antabussen væk i flyet væk fra den danske hverdag. Og nu var det gået helt galt. Vi fik ham hjem, og han er formodentlig landet, nu mens vi snakker sammen.
Den svære, men livsnødvendige del af jobbet, som skal klares, er økonomien. De danske kirker i udlandet får udgifter til personalet fra Danmark. Men midlerne til kirkernes drift, skal klares lokalt.
- Hvert år har vi en julebasar. Det er den som trækker det økonomiske læs. På én weekend sidst i november, skal det kommende års drift sikres. Der er meget arbejde med at arrangere basaren. Hvis man havde en hustru, ville hun nok tage sig af det meste. Der er cirka 90 frivillige medhjælpere, som ofte arbejder i måneder på at forberede det store arrangement. Uden nogle meget stærke kvinder, ville det aldrig lykkes.
Et par aftner efter interviewet, eller samværet med den tidligere præst i Lystrup, tager han mig med på restaurant. Det er et sted hvor mange danskere forsøger at møde hinanden én gang om ugen, hvis de overhovedet kan.
Vi tager den velfungerende undergrundsbane der hen. Ved baren står en af de "tunge drenge", en erhvervsmand af den gamle skole, som køber produkter i røde Kina, og sælger dem i Vesten. Men ovre til venstre er fire fem borde skubbet sammen, og rundt om langbordet sidder den virkelighed, som der ikke er nogen kort proces i mod. Kald det generationskløften mellem præsten, og hans menighed. Ingen af de cirka 20 danske er over 30, gennemsnitsalderen er vel omkring de 24.
- Tidligere var der mange danske selskaber, der havde deres regionskontor i Hong Kong. Men de fleste af dem, er nu flyttet til Beijing eller Shanghai i moderlandet. Jeg tror, at vi har en af de yngste danske menigheder i verden. Gennemsnitsalderen er mellem 30 og 35. Der er mange studerende, siger præsten og nikker over mod langbordet, men langt de fleste danskere her, er unge par med et eller to børn.
Hans Aage Koller Nielsen erkender åbent, at han er på udebane, når det gælder de unge. Men som i fodbold, kan man også i det sociale og kirkelige vinde på "fremmed jord".
Velkendt jord, det er det som trækker i Danmark én måned hver sommer.
- Jeg har en nedlagt landbrugsejendom, som jeg bruger ferien på. Det er lidt vanvittigt at tro, at jeg kan gøre den i stand alene. Men jeg er ikke så god til at sidde stille, så jeg elsker at arbejde med huset, hugge brænde, og sejle i den båd som jeg smider i vandet når jeg ankommer.
Efter syv år i Rotterdam, og otte år her i Hongkong, er de fleste af de oprindelige kontakter i Århus forsvundet.
- Jeg har stadig min familie, men de venner jeg nu har der hjemme, er danskere jeg har lært at kende i Rotterdam eller her i Hong Kong. Det er dejligt at møde dem, når det kan lade sig gøre, siger præsten, som helt tydeligt nyder livet i den tidligere britiske kronkoloni. Den returnering til Danmark, som næsten var på skinner i Rotterdam, ligger stadig i mølposen.
Nepal: Fra en barndom i Brabrand Boligforening til et liv i den diplomatiske verden
Denne artikel er vinklet til et århusiansk blad, og offentliggjort i forsommeren 2007.
Fra et rækkehus i Brabrand Boligforening
til et liv i den diplomatiske verden
Af Bjarne Wildau (Artiklen er omfattet af loven om ophavsret)
I 2005 boede der en århusianer i Nairobi, Kenyas hovedstad. Det var en del af hans liv at følge med i de internationale nyheder. Men interessen for, hvad der skete globalt, havde i sommeren 2005 fået en særlig drejning, mod Nepal, landet som i 10 år havde været i borgerkrig. De som havde alt for meget, ville ikke give lidt eller dele deres magt med dem, som stort set ikke ejede andet end viljen til et bedre liv.
Manden med den nyvundne specialinteresse i kongedømmet, der med sin beliggenhed højt i Himalyas bjerge kaldes "verdens tag", var Danmark daværende ambassadør i Kenya, Finn Thilsted, der skulle skifte post til Kathmandu.
- Ansatte i udenrigsministeriet er underlagt en rotationsordning. Man kan kun være ét sted i en bestemt årrække, typisk er det fire til fem år. Jeg skulle altså flytte fra Kenya. Og jeg følte selv, at jeg var meget heldig, at jeg blev rokeret videre til Nepal. Jeg havde meget gode erfaringer med Asien, både professionelt og via ferier. Men jeg var også lidt bekymret, ikke for min egen sikkerhed, men for selve landet. Kongen havde afsat den demokratisk valgte regering, og reelt taget magten.
Det brød de lande, der hjalp Nepal med udvikling af samfundet, Danmark inkluderet, sig bestemt ikke om. Bistand blev delvist stoppet, men donorlandene var fortsat engageret.
- Og der sad jeg foran TV- skærmen, og fulgte dramaet med demonstrationer, en borgerkrig hvor dræbte og sårede var blevet en del af hverdagen, og hvor våbenhviler normalt ikke holdt ret længe. Jeg var virkelig spændt på, hvad det var jeg ville komme til, forklarer Finn Thilsted denne fredag aften, hvor vi sidder i hans bolig med to glas coca cola og vi taler om hans liv,
Den elegante mand, med det grå guld på toppen af hovedet, og oplevelser fra store dele af verden i et liv, hvor møder med præsidenter, ministre og meget andet, blot var en del af et liv, hvor arbejde og privatliv flyder sammen, voksede op i et miljø, som var fjernt fra det liv han nu fører her i Kathmandu. Nemlig i et gult rækkehus i Søvangen i Brabrand.
Som stor knægt, klistrede Finn Thilsted sine øjne til TV- skærmen, når udsendelsen "Retten er sat" var på. Selv er han ikke i tvivl om, at det var den udsendelse, som skal have skylden eller æren for, at han blev jurist.
Midt i samtalen, forsvinder min vært et øjeblik, og jeg ser mig omkring i dagligstuen, som også bruges til repræsentative lejligheder. Midt i standardindretningen af boligen, er der placeret billeder af ambassadøren selv, med sin indiske hustru, og deres to børn. Omgivelserne her, hustruen som han som 26- årig mødte på Trinidad og Tobago, og det forrige job som ambassadør i Kenya, ja, en gentagelse er fin her, der er altså lang vej tilbage til boligen nær jernbanesporene og Brabrand skov.
- Vi er to brødre. Min mor var hjemmegående, og min far var handelsrejsende. Som dreng passede jeg min skole, legede som alle andre, og spillede lidt tennis, forklarer Finn Thilsted, 61, fra sin plads i en lænestol lige overfor mig, i mit hjørne af en sofa.
- Jeg kom efter min realeksamen fra Brabrand Skole, på Århus Statsgymnasium hvor jeg fik min matematiske studentereksamen.
Hvor andre i en lignende situation skifter fod adskillige gange, når det handler om at beslutte sig for, hvilken uddannelse der skal dominere deres liv, var der ikke den slags problemer hos min vært denne aften.
- Jeg fulgte jo alle "Retten er sat" programmerne. Jeg var dybt facineret af de folk, som arbejdede i TV- retten. De kunne virkelig tale for sig. Det var noget jeg kunne beundre, noget jeg kunne bruge. Advokat, det var det jeg ville være.
Og sådan blev det.
Fra postbud til rejseleder
Men trods den sikre overbevisning om, at han skulle være jurist, blev filosofistudiet afprøvet først, men rykkede så videre til jura.
- I fritiden var jeg postbud, men på universitet mødte jeg en, der som studenterjob var rejseleder hos Tjæreborg. Det trak voldsomt i mig, det lød fantastisk, at man kunne tjene penge samtidigt med at man kunne rejse og få masser af oplevelser.
Studenten, der i fritiden var ekspert i at flytte den ene fod frem foran den anden, tog hurtig et af sine vigtigste skridt, i hvert fald et af dem, som fik størst betydning. Han skrev til Tjæreborg, og en søndagmorgen i sommeren 1967 stod Finn Thilsted og ventede på en grøn Tjæreborgbus ved Århus Rådhus.
- Den første rejse jeg havde, var et selskab til Østrig. Jeg var god til tysk, og turen blev starten på en karriere med charterrejser.
Studenterjobbet udviklede sig. Nye rejsemål kom til, samtidigt udviklede Tjæreborgs rejser sig, busser blev skiftet ud med fly, og rejsemålene lå længere og længere væk. Første gang Finn Thilsted kom udenfor Europa, gjaldt det den lille Tunesiske ø Djerba.
Hotellerne havde el og vand, men generelt havde befolkningen hverken el eller vand. Kameler trak spande med vand op af brøndene. Vi som begyndte som unge hos Tjæreborg voksede jo med opgaverne, jobbet var med til at udvikle os, og nogle af mine kolleger faldt fra deres studie og blev opslugt at rejselederarvejdet, men det var aldrig min tanke.
Mødte hustru i Trinidad Tobago
Efter en tid i Århus, hvor det nu forsinkede studie blev passet i en periode, kom jurastudenten med hang til rejser og menneskeligt samvær, tilbage til Tunesien.
Og pludselig kom det tilbud, som indirekte fik altafgørende betydning for Finn Thilsted´s privatliv.
- SAS ejede Globetrotter, og de tilbød mig at bliver deres destationschef på Trinidad Tobago i Vestindien. Jeg var da 25 år, og i den alder synes man jo at kvinder er meget smukke. Jeg fandt en tredjegenerations indisk kvinde, Shakuntala. Hun var uddannet agronom, og arbejdede på det tidspunkt i et udviklingsprojekt finansieret af Verdensbanken. Det var noget med husmandsbrug og mælkeproduktion.
De to blev gift, og efter i alt to år på Trinidad og Tobago tog parret tilbage til Århus, nemlig til en lejet bolig i Mejlby ved Spørring.
Mens Finn brugte det meste af sin tid på at gøre sit stærkt forsinkede jurastudium færdigt, udførte hustruen Shakintala og hendes nye naboer et flot stykke integrationsarbejde. Naboerne syntes at det var spændende, at den indiske kvinde vidste så meget om husdyrbrug.
- Da jeg blev færdig med mit jurastudie i 1975, var der stor arbejdsløshed indenfor faget. Men jeg fik arbejde i København som fuldmægtig.
Pludselig bestod den tidligere rejseleders rejser i, flere gange dagligt, at spadsere fra advokatkontoret, til landsretten i Bredgade.
Arbejdet gik fint, hustruen var begyndt på at læse PHD på Landbohøjskolen, så alt burde være som det skulle være. Pudse sko hver morgen, på med slipset, og så ellers arbejde sig til en position som højesteretssagfører. Men nej.
En ansættelse i Udenrigsministeriet blev pludselig den dør, der trak. Nøglen til det nye, var en embedseksamen med flotte karakterer, og hånden der drejede nøglen rundt, var lysten til at komme tilbage til udlandet.
Tanzania blev første udstationering
Tre år efter ansættelsen i ministeriet, kom kravet om udstationering.
- Man skal søge ud, det er en del af ansættelsessystemet. Jeg fik tre mulige ambassader tilbudt. Thailand, Egypten, og Tanzania, landet som den gang var det store håb i Afrika. Jeg var ikke i tvivl, og tog til Tanzania med min hustru Shakuntala.
- Den gang var vore ambassader i udviklingslandene delt op, ambassaden var én enhed, Danida en anden. Jeg var nr. to på selve ambassaden, skulle hjælpe og lære i den rækkefølge. Jeg så hvordan Danmark og andre lande forsøgte at hjælpe de som trængte mest. Der blev bygget skoler, lavet veje og meget andet.
Det som den unge diplomat lærte under sin første udstationering, gav ham lysten til at hjælpe til med at forvalte de mange penge, der bruges af Danida.
Tilbage i Danmark arbejdede Finn over fem år i to forskellige afdelinger i Udenrigsministeriet, og privat var den største begivenhed, at parret fik deres førte barn, en datter, som nu læser til læge i Danmark.
Den nybagte mor, Shakuntala, fik ansættelse som lektor på Landbohøjskolen, endnu en integration, og i 1986 var de obligatoriske år i Danmark overstået.
Nu var det Bangladesh. Og det var noget af en omvæltning fra det tyndt befolkede Tanzania, til Bangladesh, hvor der den gang boede 1000 mennesker pr km2, i dag er taller 1500 pr km2.
- Der var mennesker over alt. Folk boede i midterrabatten af vejene, fattigdommen var endnu større end i Afrika. Danida havde et regionalt udviklingsprogram, som handlede om vand og landbrug. I dette land, der konstant rammes af naturkatastrofer, og samtidigt er et af klodens mest korrupte, oplevede Finn Thilsted midt i alt det triste, en masse positivt.
- Der var mange ting der lykkedes. Folk i Bangladesh levede af fisk, ris og karry. Næsten hver eneste familie havde et vandhul eller en dam, hvor man kunne holde fisk. Når fiskene var store nok, spiste man dem selv, eller solgte dem.
Nye småfisk fangede man i floden, de blev sat ud i dammene. Nogle gange var det de rigtige fisk der blev sat ud, andre gange var det rovfisk der spiste familiernes kommende madforsyning.
Små fisk med stor betydning
- For at forbedre damproduktionen udviklede vi et koncept, som producerede småfisk .. Vi hjalp med at etablere private udklækningsanstalter, hvor bønderne kunne købe fisk til deres damme Og så vidste de hvad de satte ud i dammene. Bøndernes fiskeproduktion blev nu effektiv. Seks måneder efter at småfiskene var sat ud i dammene, kunne de spises, eller sælges.
For mennesker, der hvis de overhovedet har adgang til kontanter, bruger størstedelen af deres indkomst til mad, var det en revolution, som de tilmed blev mætte af.
På den private front gik det også godt. Finns hustru arbejdede som ernæringsekspert på et hospital i Dhaka, og deres datter gik i børnehave.
Efter Bangladesh fulgte en tid, hvor den nuværende ambassadør rykkede tættere og tættere på sin nuværende position. Chefjobs hos Danida i Danmark, videre til Egypten hvor han var chef for Danidas udviklingsbistand, ikke mindst et store miljøprogram, som blev prøvet i pyramidernes land.
- Min hustru er ofte blevet i Danmark for at passe sit job, men når jeg var været udstationeret, har jeg altid haft mine børn med mig. Jeg var alenefar. Det var dejligt. Jeg kom jo tættere på mine børn, vi gjorde meget for at være sammen i weekenderne. Vi tog til Rødehavet, og hver tredje måned og i ferier, kom Shakuntala ned til os.
I 1997 kom Finn Thilsted tilbage til Bangladesh som chef for ambassaden og i 1999 blev han udnævnt til ambassadør. Som en laks fandt han tilbage til "gydepladsen", og situationen i Bangladesh var den gang meget, som den nu er i Kathmandu, hvor vi laver dette interview otte år senere.
- Diktatoren præsident Ershad var faldet, de to politiske familier som traditionelt har kæmpet om magten i landet, havde haft deres første valg. Jeg kom tilbage til et demokrati, der var sket store fremskridt økonomisk og socialt. Bedre gødning og nye rissorter, der ydede mere, var kommet til, landet kunne brødføde sig selv, og man havde meget stor succes med tekstilindustrier.
To år senere roterede man igen, posen med ambassadørnavne blev rystet, og i 2001 hed det Nairobi i Kenya.
Fantastisk tid
- Det er et fantastisk sted at komme til. Via Karen Blixens værker forbinder vi netop Kenya med Afrika. I 2002 holdt man frie valg. Det var en fantastisk tid. Stemningen var euforisk, korruptionen skulle væk. Den afrikanske befolknings ønsker om at blive mæt hver dag, lige fordeling af goderne og retfærdige krav skulle opfyldes. Men nu fire fem år senere, kan vi se, at fremgangen er begrænset, og at korruptionen stadig er der.
Og her er vi så tilbage i Nepal. Mere Coca Cola er kommet til, og Finn Thilsted husker igen, hvor meget det minder om hans tid som ambassadør i Bangladesh.
- Fra start var der gode muligheder for at få kontakt med de politikere, som kongen havde fyret.
Det var også rimeligt problemfrit at nå Maoisterne, som i 11 år havde kæmpet for et mere retfærdigt samfund.
Det lykkedes den nepalesiske befolkning og de politiske partier at få kongen væk, og de traditionelle partier har dannet en midlertidig regering med Maoisterne.
- Vi har, som en af de store donorer i Nepals udviklingsprogram, tilskyndet til at Nepal acceptere demokrati, og menneskerettigheder. Og vi har understreget, at uden fred vil det være vanskeligt at sikre udvikling for landet, der har en gennemsnitsindkomst på ca. 1500. kr. om året per person.
- Danmark er aktiv medspiller. Det gør Nepal til et meget spændende sted at være.
Og her er det, at læserne må undskylde mig. Det her er altså en fantastisk oplevelse. Jeg sidder over for et menneske, der har en alder hvor mange har fået nok, og manden stråler af livslyst, menneskelighed og kompetence.
- Jeg gør meget for at holde mit helbred i orden. Jeg har et arbejde, som jeg holder af. Der sker noget nyt hver eneste dag i Kathmandu, og jeg håber, at fredsprocessen, en ny grundlov og en regering valgt ved et frit og retfærdigt valg er kommet på plads i 2009 inden det er tid til igen at skifte post i 2009 eller 2010, siger ambassadrøen, som venter besøg af sin hustru i de kommende uger.
Det koster smerte at være adskilt
- Et ægteskab, hvor begge parter har en karriere, og hvor den ene ægtefælle er udstadioneret, bliver udsat for et stort pres.
- Det er ikke rat at undvære en ægtefælle, det koster smerte at være adskilt. Børnene har heldigvis altid været med mig, så på den kant har jeg måske fået mere end de fleste fædre.
De nye tiders Internet og Skype gratis telefon, har gjort det meget nemmere at være adskilte.
- Jeg taler med min hustru, og med min datter, der studerer til læge, og sønnen som skal starte med at læse til ingeniør over Skype. Det er et dejligt fremskridt.
Familien har en lejlighed på Frederiksberg ved hovedstaden.
- Min mor lever stadig i Århus, så jeg besøger både hende og byen mindst én gang om året. Og her i Kathmandu kan jeg i fritiden motionerer ved at spille tennis,eller ved at gå ture i de omkringliggende bjerge med to andre kollegaer, og der er mange repræsentations aktiviteter . Så jeg sidder ikke og triller tommelfingre i fritiden.
Abonner på:
Indlæg (Atom)
